Romanen:  Tja til det hele

Af Mikkel Grøn

1 Kærlighedens sti

Tiden går og går, men kommer ingen vegne. Bladene var ved at springe ud på træerne i skoven. Solens stråler skinnede igennem grenene og underskoven var beklædt med et hvidt hav af vintergækker. Det var forår, ikke bare i naturen der duftede af grøn pollen, men også for Joe, der sad der på bænken og stirrede tomt ud i luften. I træet tæt derved sad en fredsdue med en kvist i næbbet og tankerne fulde af mageløs musik, som i et selvudslettende enmandsshow. Stilstanden var en gave vi fik som når det at vende et blad i en bog hvisler som en vind og oftest minder lidt om kærlighed. Joe ville ind under på huden af det, der kunne synes som en uendelig strøm. Det dalede med øjeblikke igennem hans hjernestorm, der cirklede om det store i at læne sig tilbage i sekunderne, der rinder igennem fremtidsminderne. Som når fortid bliver en vingeskudt måge med vinger, der er malet lyserøde af blod fra et åbent sår. Mågernes sidste gestus er altid at dale fra himmelen. Vingeskudt og uden en eneste tanke andet end, at holde sig svævende endnu en tid. En hel del nærmere Gud end himmel. Og hvad mere skal der til for at nå derop. Joe tog sin mobiltelefon op af lommen der sad så stor på siden af bukserne, at man kunne have en graffitidåse i den. Hans fingre dansede over tastaturet. Han ringede til Gud. Han fik en kvindestemme i røret, der svarede, at dette nummer eksisterer ikke. Tast et for nyt nummer, tast to for at vente på at nummeret bliver oprettet eller tast tre for at selv at overtage nummeret, hvis du mener du selv lyder navnet Gud. Det er ikke til at forstå, at Joe forsigtigt lagde mobiltelefonen ned i lommen. Der lød en dump lyd da mågen landede i græsset og vingerne klappede sig sammen, som et klaptræ, der starter begyndelsen på noget nyt, der ikke vil forstås men bare være. Joe satte en hånd på træplanken der føltes ru på hans hånd og rejste sig op fra bænken. Tværede Lucky Strike-skodden ud i græsset, så den fede jord blandede sig med tobakken. Skosålen løsnede sig fra jorden og det gule papir omkring filteret rullede sig ud som en løber for biller og andet småkryb der var så småt, at man ikke kan kalde det for noget, der vil blive erindret. Joe gik gennem skoven, valgte at gå langs kærlighedens sti, alene og med et hoved der føltes som om hjernecellerne kørte racerløb under hans skalp, med hjernebilen styret af filosoffen Sokrates' evindelige og uophørlige spørgsmål, der ingen ende ville tage og var umulig at besvare med andet end. Spørgsmålet i sig selv er meningen med ideen. Det er asfalten under hjulet der er vejen til målet og det er vejen, ikke målstregen, det drejer sig om. Farven på træerne var forårsgrøn og duen lettede fra sin gren og cirklede igennem skoven uden for den synsvinkel Joe nu stirrede opad i fugleperspektiv. Over træerne er himmelen altid blå, det er fordi havet spejler sig i det, der er imellem skyerne og stjernerne. Om dagen blinker stjernerne kun i vores bevidsthed og Solen, der er Guds venstre øje, skinner så klart, at Månen ,Guds højre øje, ikke kan ses. På denne side af dagen. Joe satte sig ned i græsset, der føltes fugtigt og lidt koldt. Han stirrede ud i lysningen. En admiralsommerfugl blafrede med vingerne og svævede lydløst af sted. Hvis alle  sommerfugle daskede med vingerne samtidigt, ville det lyde som torden. Hvad mere er der at opnå, gå de mindst valgte stier.             

2 Sæt dine tanker på jagt

Alt er så simpelt i brudstykkerne af helheden, mens tomheden er så stor, at meditationen over intet er et erindringsspejl, der giver ekko langt ind i sjælen. Joe rejste sig op fra lysningen i skoven med hænderne hængende løst, og kold i røven var han også. Der duftede af græs, da han lod sine fingre gnide saltvandssveden over munden, der var et ar i kanten af læben. Han begyndte at vandre i retning af skovens skygger af skønhed. Som et øjeblik der falmer og blegner gik han ud af skoven og op langs med Mariager Kirkegård. Det føltes som om stilheden stivnede idet han gik forbi gravene, der lå som åbne sår i en uafklarethed, der aldrig vil heles. Sten står der bare, minderne lever videre. Han gik videre uden at træde ind på den hellige jord. Kirkeklokkerne ringede solen ned, praktiseret i den letkøbte stil. For i morgen er der atter en dag. Han gik hen til biblioteket, der duftede af de brune siders træluft, og tog en tisidet terning op, og rullede den tre gange. Første kast bestemte reolnummer, og andet kast forbogstav i forfatterens navn, og tredje kast forbogstavet på bogens titel. Det blev til Ib Michaels Blå Bror. Han gik hen til disken og lagde sit sygesikringskort på disken og tjekkede bogen ind, og lagde den i sin taske og gik ud af glasdøren, der lød som et metallisk tungekys. Joe satte sig ned på havnen og ventede på at noget skulle dukke op som lyn fra en klar himmel. Saltcenteret havde lukket og de tyske turister havde forladt parkeringspladsen. Ved skurene tæt derved stod to gamle hobbyfiskere og røgtede garn, mens de nød to kolde Thor. Den ene fisker sagde: “廱eg tror der er kvindelige kønshormoner i den her øl, Jeg lugter af fisk når jeg tar mig til skridtet, Jeg multitasker så meget at jeg kan drikke og stadig forklare dig om mine inderste tanker, til Gud og hver mand. Og jeg har noget hårdt imellem mine læber samtidigt med.”・Den anden fisker smilede overbærende og lagde en sprællende skrubbe ned i spanden og bundede så resten af øllen, der lød så højt som når engle bøvser jazz. Joe bladrede om på side 2. At sidde med en bog på en bænk er for intellektuelle det samme som at sidde med en bajer for alkoholikeren. Det virker som et påskud for at observere verden. Hvis man møder en chick, er det en god start på en samtale. To drenge fra Pinsevækkelsens højskole kravlede op i skibet Agapes master og spang ud i havnen med et ordentligt pjask. Hvis man er stærk i troen bliver man modig, hvis man er svag i troen fastfryser man sig til Bibelen. Der er skabt meget ufred i religionens navn. Hvor fundamentalisme starter, ophører samtalen. Krig starter med sværdet, fred skabes med poesi. Krig starter med en march. Kærlighed starter oftest med en dans. De to pinser satte sig ned i skibet og røg en smøg i skjul. Hostede lidt som uerfarne rygere gør. Den ene dreng råbte til Joe “・Er du kristen.”・“廩an svarede nej jeg er”・Joe rejste sig op og gik hen til Nikolaj og Søren. “弖il I med hen på færgehagen, vi holder nattefest, og der plejer at komme en del af vennerne, I behøver ikke at tage øl med. Iben og hendes veninder kommer og de har lovet at tage whisky og vodka med og Jesper har sin guitar med.”・Nikolaj gav Joe en high five og grinte “廛et lyder som en “徇asterplan for en hyggeren aften.”・Nikolaj smed redningsvesten ned i kahytten og de tre gik af sted. Nikolaj lavede et gadedrenge hop over en vandpyt, men ramte den på kanten så det gav et langt mindre pjask end hans tidligere springtur fra masten. De gik af sted gennem aftenbrisen, der duftede lidt af tang fra Mariager fjord. En myg satte sig på Joes orangebrune skulder. Den sugede blod, men det begyndte først at klø da den var lettet med maven fuld af det blod, den levede af til menneskehedens forundring og utilfredshed. Joe duftede til sin deodorant, måske var det Armaniduften, der tiltrak myg. Måske var det hans blodtype der virkede tiltrækkende og eksotisk.  

3 I går er ikke i dag

De sad rundt om bålet, på færgehagen de var samlet for at hygge sig og Jesper spillede Yesterday. Iben skruede vodkaen op og blandede den med cola. Fjorden lå med havblik og sommerens sidste svaner lettede, deres vinger lød som fløjter i vinden. Det var så meget lørdag som en lørdag kan være. Præcis som natten kunne være og tiden stod stille et kort sekund i verdens oppustede månespejling som en hvid ballon i skygger af skønhed. Joe tog en slurk og smilte til Iben. Han var lun på hende og satte sig over på den anden side af bålet for at komme tættere på hende. Hun havde den marineblå sommerkjole på, der passede til hendes øjenfarve. Hendes blonde hår var langt og sat op i en hestehale der nåede hende ned til brystet. Hun sad i skrædderstilling og stirrede ind i bålet, mens hun smilte sådan helt Mona Lisa-agtigt. Det 500-årige maleri "Mona Lisa" hænger på museet i Paris. Det er malet af Leonardo da Vinci i Italien i den tidsperiode, der hedder Renæssancen. Hun var helt sin egen og for Joe kunne Iben lige så godt havde været det maleri.  I 500 år har man diskuteret, hvem kvinden på maleriet er, og hvad hendes smil skal betyde. Den seneste forskning så sent som i efteråret 2007 sammen med forskning i årene forud mener nu at have forklaringen: Det er tanken bag maleriet, der er vigtig og det at vi tror billedet er en virkelig ophøjet kvinde. Men det var bedre Iben sad jo der og kneb sine læber. “廳om og sæt dig og hvil dig, her hos mig, for din viljeløse færd begynder her hos os to, i går er ikke i dag.”・Joe lagde sig ned i hendes skød og stirrede op i stjernerne. “・Der findes stjernetegn der er så langt væk at man ikke kan skue dem, Cassiopeia stråler som et dobbelt-v der kalder på noget inden i mig, jeg ikke kan komme overens med. Hvis jeg kunne, ville jeg vandre blandt stjernerne med dig.”・Joe lagde nakken tilbage og deres blikke mødtes, øjnene er sjælens spejl. Iben lagde sin hånd på hans pande og lod fingrene glide igennem hans pandehår. Hans sorte hår var en smule fedtet af voks og helt sort. Han fik det varmt indvendig og han begyndte, at føle den indre ro. “廩vis nu det kunne blive os to.”・“廨ud ånder på øjet, når det græder”・sagde Nikolaj. Søren holdt rundt om whiskyflasken “・Jesus kunne lave vin til vand, men min sved er fuld af spiritus”・sagde Søren og gned sig under armene. Han kunne mærke rusen i helt ned i skridtet og ud i resten af kroppen. Grå røg steg fra bålet og grankoglerne knitrede i bålet, der var blevet til den glød der holdt dem varme i forårsnatten, der forsigtigt lettede på hatten. Det holdt dem vågne imens træerne i mørket groede sig lidt nærmere himmelen. “廳an vi så lade som om vi nærmer os hinanden, mere end det vi har i lige nu, jeg mener ... kunne vi blæse vores drømme op til en højere tosomhed, vi er hinandens lidt lige nu”・sagde Joe og gned sig i ansigtet. “弖i er jo her lige nu, alting starter i tanken, vi er måske nærmere fysisk end den styrke vores sjæle spejler hinanden i, som et verificeret stempel af et sammenligneligt ophold imellem tillids erklæringer, frankeret med dronningens frimærker slik på bagsiden af dronningens portræt”・Iben samlede sine læber og kneb dem i og kyssede så Joes kind vådt og blødt.  “廛it smil er blevet til et kys og din tale bærer frugt, fra de inderste sale, af det møde imellem os to, hvis du snaver mig, sætte jeg et flag på månen og flage for vores kærligheds optur.  “廱eg kysser dig fordi du mangler det, fordi jeg elsker smagen af dine læber.”・Ibens mund ramte Joes som en støvsugers sug, der cirkler, præcist som hun havde øvet sig på sine appelsin både så mange gange før. Han cirklede omkring hendes tunge og han faldt mere og mere til ro, jo længere tid de kyssede hinanden. De andre rundt omkring bålet valgte at synge “很ald det kærlighed, fortæl mig om dig selv hvis du tør, så kald det lige hvad du vil.”・Guitarens ekko klang og fyldte natten med den stemning, alle elskende føler.          

4 Sort silhuet

Altid ville Joe søge efter at noget nyt brød frem. Morgenen lå stille som de hvirvelvinde. Der bar de første timer, af sted ind under huden på fjordens blågrønne bølger der, skummede. Han kunne se dem gennem sit vindue, der stod lidt på klem for at duften af salt kunne plante tang i hans næsebord. Han satte sig op i sengen, jorden havde vendt sig en omgang, under Hiphop huen kunne han høre et ekko af gårdsdagens begyndende sang. Han kunne ikke leve med at være den ensomme, strejfende steppeulv, der ikke kunne føle sig hjemme i virvaret af ensomhed. Hvis han havde skulle have hylet mod månen, ville han jo alligevel havde forsøgt at leve som et menneske. Han var ikke sig selv, han var en anden. Hvis han kunne, ville han være et spørgsmålstegn, ikke et udråbstegn. Han følte sig som en ensom ulv. Et flokdyr der hele tiden følte sig som et vildt dyr. Han cirklede sin tunge om munden. Han kunne smage Ibens læbestift, der smagte af jordbær, intet at blive nedtrykt af, intet var virkeligt jordbærmarker følte han fyldte sin baghave. Han gik ned og smurte sig en en ostemad med jordbærmarmelade, han spiste op og nød hver en bid. Hvis man tygger franskbrød længe smager det som wienerbrød. Stod det til Joe kunne det næsten være uvirkeligt, at få en fast opfattelse af verden. Man kan ikke træde ned i en flod to gange, for den forandrer sig. Det er nyt vand der flyder igennem den, hele tiden er den i forandring. Fjorden var fuld af vikingetårer, og det er en verdensfylde af drikke, vand der engang har været igennem et menneske og igen vil komme igennem menneskelige organismer. Sådan er verdens gang, alting drejer rundt, alting der bliver delt vender tilbage, det kaldes karma. God karma får man ved at give, give og give. Det handler om at dele videre også selv om det eneste man kan give er en enkeltbillet til en ekstra zone i et ophold imellem to sekunders opfyldning af et glas, dybe vand der er besjælet, alt har ånd. Joe stirrede på himmelens orange ballon, der punkterede mørkets sorte silhuet, og malede himmelen blå med en ret stor graffitidåse lånt af ham den langskæggede skaber. Stjernerne skjuler sig om dagen. Joe gik ned af trappen og ud i bryggerset og fyldte madskålen med vand, satte sig så ned på alle fire og sagde vuf vuf. Halen rystede hunden. De delte skålen. Joe klappede hunden, hårene føltes fedtede og duftede af gammel sved. At gå i hundene mestrer de fleste, at imitere en ulv er kun for de få, ikke for alle, kun for folk uden forlygter. Idet Joe ledte efter et  holdepunkt i erindringen, kunne han godt mærke at pulsen ikke just havde hvilecifre, da han duftede til tundåsen. Han gjorde meget ud af at placere den inden for rammerne af en håndmad. Hans mørke armhår, som ellers holdt hvilepause fra at dryppe, havde rejst sig, idet han var stået Ibens tits, stod ham klart i hukommelsen.  

Han ville gå jorden rundt i modsat retning af dens rotation, men nøjedes med, at gå over vejen og ned til fjorden. Han satte sig ned på stenmuren, og blev lidt våd i røven af havgusen der var steget op fra Mariager fjord. Alt som levede og forenede mindede ham om, at melankoli ikke skulle være evig, men blåt et ophold imellem to vejrtrækninger, der fyldte hans næsebord med havluft. En duft af udlængsel. Han rodede i stenene, vejede stenen i hånden, den var lettere end en pose mandler, men tungere end et venusbjerg. Han kastede den ud over den hvide mund, den smuttede af sted og ramte så, ind i gabet på en bølge, der slugte den. Joes blik smeltede sammen i endeligheden af horisonten. På den anden side af fjorden var der en skov, men fjordens udmunding åbnede op for ukendte destinationer. Havet er det, der forbinder denne lille andedam. Joe ventede på at noget nyt brød frem, et kys, alle ved hvor kærligheden begynder, med læbe mod læbe, og en smag af jordbær.       

5 Bænkevarmer

Vinden susede ind over havnen, det lød lidt som når man lytter i et konkylie. En gammel fiskerbåd, nærmede sig land. Garnet var blevet hentet. Joe sad i stolen ved de gamle fiskerskuer. Han havde hovedet fuldt af observationer. sanserne klistrede inden under hans hue der var grå og varm. Det var ikke en klaphat, men den sugede sveden ind i stoffet og hvad den ellers tilhørte. Den ene fisker satte bådshagen mod kanten af kajen, så båden kunne lægge forsigtigt til lands. Han sprang om bord og tog fortøjningerne, med sig i hoppet. Han fik lidt grøn tang på hænderne, tørrede hænderne i kanvas dragten. “・Gir du en hånd,”・sagde en ældre mand med fuldskæg i ansigtet der lyste op i hvide nuancer. “廱a, det kan du bide snus på.”・Han rakte ham hånden og hjalp, ham lidt kejtet ind på de bonede gulve. Han løftede spanden med garn op. Gik ind mod vaskebordene. “・Der er mange krabber i nettet, ikke så mange skrubber som der plejer,”・svarede ham der lignede kaptajn Haddock. “・hvorfor er krabber generelt så grimme, Der er fordi de er nogle vanskabninger.”・Spanden var tung at løfte og orange som rullende appelsiner, men duft nu altså mere af salt og dagligt æg dertil. Joe satte rejste sig, hans fødder knas i gruset. Fiskerne knappede en Carlsberg op og rakte en til Joe. De have lejet båden.  ”抃i havde danskerheldet med os og fanget rigtige mange fisk. Den ene spurgte. "Huskede du at afmærke den gode fiskeplads?" Svaret kom "Ja, jeg skal et hak i rælingen lige ud for stedet".Den anden svarede med stor undren "I rælingen? Jamen, hvad nu hvis vi ikke får den samme båd næste gang? Joe to en slurk mere og nød smagen, af den kolde, der havde været med ude på fjorden og egentlig mest var til tørst, ikke til trøst. Den ene fisker begyndte at rense fiskene”・Vil du have et par skrubber med hjem til fiskefilet?”・Joes svarede ”挧a tak, de smager godt med remulade og citron og nye kartofler. Posen blev fyldt. Det var han faktisk taknemmelig for, og følte sig godt tilfreds over, at han boede så tæt ved fjorden og at den symbiose, afhængig af havet og havet var afhængig af ham. Skygger af tryghed kommer og går havet har sin egen måde at kysse på, når dets bølger rammer læberne med lags og fattigmands rødspætter. Joe drejede lidt på hatten, så svedperlerne kom om i nakken. Alt den tid var han egentligt mere forsigtig, med at blande sig med, han følte sig mest som en blind passager i sit liv, han vidste sjældent hvor han skulle stige af, og havde svært ved, at stå op. Han kendte ikke destinationen men han ville lære vejen, at kende igennem den følelse og hans mission var at sumpe og være en digter. Uden en fast endestation.  Han lukkede sine øjne og talte til ti, som om det gjorde det lettere, at få noget som helst til at give mening. Ja tid og rum var det samme, en  opfattelse af hverdagens skyggebillede. Betød at alle indtryk, bare var noget hans sanser dannede et billede, af inden i hans opfattelsers nærvær. Hvis ikke bare han kunne finde et spørgsmål, der var så svært at stille, at alle videnskabsmænd ikke kunne svare. Sådan en tvivl som kun digtere kan nærme sig, at beskrive noget der står sjælen nærmest og filosofien magtesløs. Jagten på den fisk, måtte synes mindst lige så vigtig som tilberedningen. Joe tegnede korsets tegn i hans pande. Stivheden blev en rytme i hans krop og så kun efter så få øl. Han gik af sted hen mod busstationen langs med fjorden. På bænken sad en kvinde med indkøbsposer, både i hænderne og under øjnene. Han havde egentligt ikke nogen lyst til at vente på bussen. Men ventetiden fyldte han ud med at forsøge at tænke på ingenting. Han åbnede posen den duftede helt som fisk skal, som saltvand, blandet med en duft af et vandet liv, under havet, med solens bøjede stråler i havet. Han vendte klippekortet et par gange i hånden, steg på bussen og satte sig ned på hans faste plads, i hjørnet til venstre.