Der er ikke indlagt nogen video
Zoom Min første digtsamling
| Forlaget Vinterblade DigtsamlingenZoOm |
| Temaer: - Kærlighed til: Litteratur, muser og beruselse. - Sansernes forvirring: Drømme foregår i et univers hvor sanserne er sammenblandede. - Melankolien: En følgende følelse, der bliver ved med at genopdage, og gentages. Zoom er en 3 faset bog, som indeholder digte, der foregår i et univers udenfor reference til virkeligheden, enkelte steder kan man dog skimte refleksioner over noget oplevet, men siet igennem underbevidstheden. Alt er fiktivt, men fortæller noget om vores fælles ubevidste, idet jeg er af den opfattelse, at hver enkelt person deler noget af en fælles ubevidst med alle andre mennesker. Det er et lyrisk jeg der taler, og det "vi" der sjældent dukker op i bogen er dog defineret som HIPHÅB generationen |
Da jeg fløj gennem tunneller af flydende farver
Følte jeg mig ikke længere tynget af mine mentale fodlænker
Sværmende humlebier havde punkteret mine blundende forsvarsværker
frigjort mine svævende elskov til bedrøvede bedøvelser rev mine vinger løs
Jeg var ligeglad med mine blinde passagerne på sidevingerne
Der rullede sølvpapirskugler af månens udflåd
Da de var drysset ned igennem timeglassets sandstorme
Lod blæsten mig bære ind i mine luftvejes strejftog
I sidste månefase daskede jeg ind i tornadoer af druefjer
Mere medvind end hjertekamre af dynamoers lanterner
Og de regnbuefarvede paletter
Har aldrig gennemtyret så sejrvindige kaotiske rutiner
Propellerne gennempløjede mine søvnige syner
Lettere end kolibrier svævede jeg gennem de lyserøde skyer
Man besværger nardussens læber af blå blade
Brune centrifugers flugt uden at længes efter faner
Saftigere end granaternes piblende sved for bannerførere
Gennembrød de berusende vinde ind i mine øjnes hudfarve
Og sløvede vine vingeslags signaler til nerverne
Og løsnede mine hænder fra himmelens barduner
Og herfra og til uendeligheden afsæbede jeg mit sind
Gennemblødt af englestøv og frosne istapper
Gennembrudt af dine blå læbers kys
Hvor sorte bokse og strejfende fingre
Af og til falder ind i mellem mine flirtede åndedræt
Pludseligt vågnende besættelser
Og langsomme syner lige ind i sangenes hvil
Udskrevet fra de hvide bunkere
For blot at svæve videre under svanevinger
Jeg genkendte jordens blomstrende vulkaner
Som malkede bryster af støv der slørede mine syn
Jeg lærte at orientere mig dybt inde i mørket
Der springer mig i møde som eksploderede frøer
Og til tiden så jeg syner af svitsede fjer
Jeg har set de trætte pelikaners flamberede hjerner
Plettede med mindestenenes forsvindende flyvegriller
Oplyst af lynenes smældende kugler
Som statister synkende i glemselens lufthuller
Dalende i gennem dadler af sæbebobler
Jeg har set stjernerne som pejlemærker i min rus
Dale som flammende haler gennem mørket
Oplyse mine vågnende genrejste luftslotte
Og det farveløse hulrum i nirvanaet
Som en dagligdags ateistiske bopæl
Jeg har genrejst mine ukrudtsbefængte haver
I nuets eksistens af drejende møllevinger
Malet forvrængede sanser på min indre nethinde
Iblandet dug i mine svedende vingeslag
Gennem flere sandstorme har jeg fulgt kastevindene
Der greb ind i farvernes autonome pensler
Uden at finde ind til mine egne nødudgange
Kun holdt oppe af mine fantasiers drager
Jeg er fløjet ind i erkendelser udenfor virkeligheden
Udvidet og trukket sammen af skyers blæsebælge
Med diamantskærer opsprættet min hjerne til ekstase
For i rusens klare syn at blande hukommelse og tanker
Jeg har set lotusblomster dale fra ørnenes øjne
Hvor flyskræk bliver til natlige mareridt
På flyvende tyre såret af spidse spyd af græs
Under himmelens syngende horisonter
Skyskrabere nattelamper blæste bjerge
Himmelråbende kæmper af stivnede muldvarpeskud
Hvor vinduesviskere er bøjet i neon
Falder rabalderet opad i toner af revolutions trommer
Jeg ville have vist mine blødende vinger
Hvis jeg ikke havde skiftet det ud med en grammofon
Skummet af svævende plastikblomster
Båret ned til jorden af blæstens ekko
Undertiden som en væbnet med vinger trættet af kul og olie
Løftede jeg mig opad i blæstens rus af farver
Som skyggeblomster med gule skydeskiver
Peget på af mørke rytteres lanser
Jeg var næsten en sky i en pumpe
Skrigende duer sværmede omkring mig
Med kviste i næbbet flyvende i flok
Og jeg rejste væk fra alting før tiden
Dybere ind i lufttomme hulrum
Men jeg er dømt til at styrte
Og slynget ud af mit livs rus
Jeg er beruset af farvernes grønne
Græs der spirer under og inde i mig
Jeg der fløj så højt at mine vinger svedte
Tønder af ætsende syre for poesiens malstrøm
Sønderrevet af snefnuggenes kolde frost
Er fri som en trashpilot på rejse tur retur
Jeg flygtede fra starten ind i min maniske rus
På et bræt fæstnet til mine stenede fødder
Og rullede over for tusind røde lys
Som en bølge langt ind i forbudte distrikter
Jeg tabte hovedet da jeg hørte sandheden
På afstand af min egen hukommelses tyngde
Og overfaldet af fald gennem himmelen
Evigt dømt til at lande i en edderkops net
Jeg længes allerede efter verden deroppe i rusen
Jeg har set skypumper af violette gardiner
Og ophold imellem to tomme rums grænser
Fremtiden er min egen flyvske gnist
I disse bundløse fald uden faldskærm
Men jeg har svedt sten ud af mine øjne
Som styrter nedad før mig
Alle måder at holde sig oppe er umulige
Som bestykket kærlighed fyldes jeg af mistro
Hvis der er et land under mine flyrejser
Kender jeg ikke deres navnløse landingsbaner
I solens første timer brænder mine vinger
Hvor spindende katte leger med min hjerne som en boldt
Fuld af efterrusens farveløse projektørspot
Jeg styrter ud af min egen poesis rus
dykker i jorden som en lamslået
efter en rejse båret oppe af fantasien
svømmer jeg de sidste meter ned i kælderen
Følte jeg mig ikke længere tynget af mine mentale fodlænker
Sværmende humlebier havde punkteret mine blundende forsvarsværker
frigjort mine svævende elskov til bedrøvede bedøvelser rev mine vinger løs
Jeg var ligeglad med mine blinde passagerne på sidevingerne
Der rullede sølvpapirskugler af månens udflåd
Da de var drysset ned igennem timeglassets sandstorme
Lod blæsten mig bære ind i mine luftvejes strejftog
I sidste månefase daskede jeg ind i tornadoer af druefjer
Mere medvind end hjertekamre af dynamoers lanterner
Og de regnbuefarvede paletter
Har aldrig gennemtyret så sejrvindige kaotiske rutiner
Propellerne gennempløjede mine søvnige syner
Lettere end kolibrier svævede jeg gennem de lyserøde skyer
Man besværger nardussens læber af blå blade
Brune centrifugers flugt uden at længes efter faner
Saftigere end granaternes piblende sved for bannerførere
Gennembrød de berusende vinde ind i mine øjnes hudfarve
Og sløvede vine vingeslags signaler til nerverne
Og løsnede mine hænder fra himmelens barduner
Og herfra og til uendeligheden afsæbede jeg mit sind
Gennemblødt af englestøv og frosne istapper
Gennembrudt af dine blå læbers kys
Hvor sorte bokse og strejfende fingre
Af og til falder ind i mellem mine flirtede åndedræt
Pludseligt vågnende besættelser
Og langsomme syner lige ind i sangenes hvil
Udskrevet fra de hvide bunkere
For blot at svæve videre under svanevinger
Jeg genkendte jordens blomstrende vulkaner
Som malkede bryster af støv der slørede mine syn
Jeg lærte at orientere mig dybt inde i mørket
Der springer mig i møde som eksploderede frøer
Og til tiden så jeg syner af svitsede fjer
Jeg har set de trætte pelikaners flamberede hjerner
Plettede med mindestenenes forsvindende flyvegriller
Oplyst af lynenes smældende kugler
Som statister synkende i glemselens lufthuller
Dalende i gennem dadler af sæbebobler
Jeg har set stjernerne som pejlemærker i min rus
Dale som flammende haler gennem mørket
Oplyse mine vågnende genrejste luftslotte
Og det farveløse hulrum i nirvanaet
Som en dagligdags ateistiske bopæl
Jeg har genrejst mine ukrudtsbefængte haver
I nuets eksistens af drejende møllevinger
Malet forvrængede sanser på min indre nethinde
Iblandet dug i mine svedende vingeslag
Gennem flere sandstorme har jeg fulgt kastevindene
Der greb ind i farvernes autonome pensler
Uden at finde ind til mine egne nødudgange
Kun holdt oppe af mine fantasiers drager
Jeg er fløjet ind i erkendelser udenfor virkeligheden
Udvidet og trukket sammen af skyers blæsebælge
Med diamantskærer opsprættet min hjerne til ekstase
For i rusens klare syn at blande hukommelse og tanker
Jeg har set lotusblomster dale fra ørnenes øjne
Hvor flyskræk bliver til natlige mareridt
På flyvende tyre såret af spidse spyd af græs
Under himmelens syngende horisonter
Skyskrabere nattelamper blæste bjerge
Himmelråbende kæmper af stivnede muldvarpeskud
Hvor vinduesviskere er bøjet i neon
Falder rabalderet opad i toner af revolutions trommer
Jeg ville have vist mine blødende vinger
Hvis jeg ikke havde skiftet det ud med en grammofon
Skummet af svævende plastikblomster
Båret ned til jorden af blæstens ekko
Undertiden som en væbnet med vinger trættet af kul og olie
Løftede jeg mig opad i blæstens rus af farver
Som skyggeblomster med gule skydeskiver
Peget på af mørke rytteres lanser
Jeg var næsten en sky i en pumpe
Skrigende duer sværmede omkring mig
Med kviste i næbbet flyvende i flok
Og jeg rejste væk fra alting før tiden
Dybere ind i lufttomme hulrum
Men jeg er dømt til at styrte
Og slynget ud af mit livs rus
Jeg er beruset af farvernes grønne
Græs der spirer under og inde i mig
Jeg der fløj så højt at mine vinger svedte
Tønder af ætsende syre for poesiens malstrøm
Sønderrevet af snefnuggenes kolde frost
Er fri som en trashpilot på rejse tur retur
Jeg flygtede fra starten ind i min maniske rus
På et bræt fæstnet til mine stenede fødder
Og rullede over for tusind røde lys
Som en bølge langt ind i forbudte distrikter
Jeg tabte hovedet da jeg hørte sandheden
På afstand af min egen hukommelses tyngde
Og overfaldet af fald gennem himmelen
Evigt dømt til at lande i en edderkops net
Jeg længes allerede efter verden deroppe i rusen
Jeg har set skypumper af violette gardiner
Og ophold imellem to tomme rums grænser
Fremtiden er min egen flyvske gnist
I disse bundløse fald uden faldskærm
Men jeg har svedt sten ud af mine øjne
Som styrter nedad før mig
Alle måder at holde sig oppe er umulige
Som bestykket kærlighed fyldes jeg af mistro
Hvis der er et land under mine flyrejser
Kender jeg ikke deres navnløse landingsbaner
I solens første timer brænder mine vinger
Hvor spindende katte leger med min hjerne som en boldt
Fuld af efterrusens farveløse projektørspot
Jeg styrter ud af min egen poesis rus
dykker i jorden som en lamslået
efter en rejse båret oppe af fantasien
svømmer jeg de sidste meter ned i kælderen