Xl Smeltede Næsehorn

af Mikkel Grøn

Xl smeltede næsehorn

Cirkus Dannevang

Dybt inde i et parallelt univers af svindende sump,

jagter paraplyer regnens dråber af grøn honning,

fakta er forsvundet og irrationelle orakler gaber,

tågehornene morser flakkende læbers tavshed.

Gråkornet er fremtiden en film om fatamorganaer,

sort hvide manifester støver og kradser i halsen,

due med kviste i næbbene skider på diktafoner,

to virvar af sandkorn høstet under fasanens vinge.

Æg kan ikke flyve før tiden griber ind imellem,

forliste fakler og fagter der taber munden,

krabber af sidevejs drejninger i cirklens centrum,

dråber af mursten under kirkens vingeslag.

Klovne med løver i mellem læberne på ryggen,

en poetisk tryllekunstner med haiku under hatten,

en linedanserinde der vandrer på luftens alter,

endnu en klikkende hvalrostands fossile holdepunkter.

Marineblå Høstmåne

Mejetærsker under spyfluers vinger af faner,

høst under bjergene af grå hjerterytmer på vrangen,

flere end få men ikke mange pingviner på snescootere,

et udtalt digt under flødeskummen på en horrikane.

Flakkende blik mod evighedens gamle drypsten,

græs under huden på tånegle i skiftende farver,

smoggen over gud og forplejningzoner for sjæle,

hestehaler i kast med højtalerens sale af frost.

Midtpunkter uden jazzsoloer og forliste håb,

knuste lugte af asfalt, Rockwool og mursten,

under faneflugt fra et simpelt uvejr i nattens mørke,

væltede hegn og ultimativ frihed for forladte.

Høstmåne i formørkelse bag hudens fugtflugt,

pandelamper på rejse gennem århundreders pust,

taskekrabber i øjet på solens sidste stråleglans,

slutningen er bare begyndelsen på noget nyt opfundet.

Huskelommeuld

Virvelvind i centrum af altings begyndelses start,

plakater fra en tæpperenser og græssende får,

flaskeposter i ørkenen under brøndkarse,

flygtige huskekys under vandfald af grøn honning.

Rejser sig fra vest og griber ud efter en blå cykel,

hurtigløb gennem fjorden opefter i karrusel ,

grå eftermiddag grå mandag grå mennesker,

dropper en nedsivning og vakuum parasol skive.

Griber ud efter min kærligheds muse og medvind,

dryppende efter et lotuskys imellem bregner,

pelikaner og storke sang efter at dase i solens stråle,

på spring som en gazelle i en rus gennem kroppen.

Jeg er på vej mod nye tider og tiden er på ny,

vi kalder hinanden poeter i telefonens poesi,

jeg ser dig gå forbi en ny gang ind i årtusindets optur,

vi er hinandens bølgende energi til en ny eros behag.

Kærlighedens frihed

Min muse med håret fuldt af slanger.

Med hjernen støbt i kuglelyn,

med en krop af timeglas.

Med taljen af en blæksprutte og tigertænder.

Min muse med læber af chokolade skinnende om kap med stjernerne.

Med et smil af motorveje af hvide mus på den hvide jord.

Med en tunge af sandpapir, gløder og glas.

Min muse med tungens syngende host.

Med en tunge af en honning der løfter øjenlågene,

med tungen af en utroværdig sten.

Min muse med øjenvipper, af beton på en paletter af maling.

Med brudte grænser af slugte reder.

Min muse med broen af jordbærmarker, i varme huses tage

og strøm sat til hjernen.

Min muse med skuldre af champagne

og et springvand, med delfinhoveder under isen.

Min muse med en vrist af tændstikker.

Min muse med fingre af held og hjerter es.

Med fingre af månehø.

Min muse med armhuler af shit og charnell

og midsommernatten.

Af piftede og af en englefisks rede.

Med arme af søløver og af flodbølger

og med en svimlende hvede og møllevinger.

Min muse med ben af nødlys,

med desperate bevægelser til tidens solur.

Min muse med grotter af elvertræ og golfbaner.

Min muse med fødder af initialer.

Med fødder af ringe af nøgler og berusende piledrikke.

Min muse med en nakke af usynlige søhesteperler.

Min muse med en hals af gulddale,

af et tyst og hel seng af blanke roser.

Med nattens bryster,

min muse med bryster af marinetorpedoer.

Min muse med bryster af rubiners kruspersille.

Med bryster af brune roser i spektre af opturs bølger.

Min muse med maven, af en chearleaders fansange i tiden.

Med en mave af en gigantisk klo.

min muse med en ryk af vertikalt flyvende musvitter,

med en ryk af kviksølv,

med en ryk af lyset,

med en navle af rullende sten og vådt kalk.

Og en syltetøjsglas der nyligt er blevet drukket af.

Min muse med skiftende skuldre.

Med skuldre af lysestager og pilefjer,

og skafter af hvide ferskenrør,

af et ustandseligt pendul.

Min muse med knapper af sandsten og asbest.

Min muse med knapper af svanerygge,

min muse med knapper af forår.

med sexede pupiller.

Min muse med de sexede minegraverer og af papyrus.

Min muse med den sexede søhvede og antikt svømmekød.

Min muse i et sexet spejl.

Min muse med øjnene fulde af stjerner.

Med øjne af pink paralleller og af et magnetisk kompas.

Min muse med savanneøjne.

Min muse med øjne af vand til de tørstende i fængslet.

Min muse med øjnes vipper der vibrerer.

Min muse med øjne af tidevandet af luft jord og ild.

Ordløs Afasi

Grobund for lettende elefanter i honning og basale ordinationer,

flakkende orangutanger bag rettet på afsporede togskinner,

jazzsolo under tavs månespejling i efterårets lyslederkabler,

hvirvelvind i øjet på en fortabt nomade på livets campingplads.

Faneflugt i midten af navlen på en maveplasker i sølvgrotte,

hjernestorm under afsavede blade med skrift af syreregn,

margueritrute leder vejen gennem skypumper og nedfaldsæbler,

radiatortermostat i isbjergets indre hukommelseslomme.

Overlydsbrag der stivner i tavshed som et nys igennem solen,

forsvundet centrum i udkanten af en becifring under hånden,

penselstøj igennem nattens overproppede underkuede cirkel,

erindrings forskydning under hatten på søløver i ørkenens sand.

Ordløs afasi igennem sier af isblomster under solarier og damp,

meningsløse hundehalsbånd omkring verdens snerle i brud,

spejlglatte orkestergrave i parabler udenfor kendte dimensioner,

øverste landingstilladelse på ryggen af en ordløs hvidkalket hue.

Oprør 2009

Oprør imod de ensomme spejles unavngivne besættelser,

nedbrudte normer i mellem hænderne på min generation,

falske normer og etiske pandaer med hænderne fulde af håb,

fantasi tatoveret i nakken som en stregkode til Apollo.

Erkendelser uden for virkeligheden som klarsyn og lyn,

erindringer om noget større end verdens fastlåshed,

fremtidsminder fra mine gennemsyrede drømmedam,

forbindinger af forbindelser til det religiøse paradoks.

Frankerede svarkuverter til endestationer udenfor kaos,

underfundige kosmos, der ikke eksisterer udenfor rummet,

uendelige cirkler fra den inderste dybe kompasrose,

plastiklommer fyldt med påfugles fjerboa og fuglefløjt.

Musvågesvæv igennem bibliotekernes overlæssede fortid,

faldskærme i blæsten af rundsave der flår sig igennem luft,

landingstilladelse til betonstorme, hjernestorme og udveje,

ophør med at eksistere som andet en nedfældet poesikanon.

Poeter er korrespondenter

Babelstårne er bare digte der nægter at tie som at save,

sukkerroer med hajtænder i maver på blæksprutter,

de evige Jagtmarker er glemt for en stund og sigter,

på ellipseformede gribe dagen mottoer for grævlinger.

Høvlspåner imellem siderne er manege nok for poesi,

højtalere skruer sig ned igennem gulvet og stivner,

som delfiner med Undervandstoner gennem skovet,

opslagsværker af konkylier, fiskefinner og havfruehaler.

Poeter er Korrespondenter fra den inderste dybe fantasi,

opråb fra en klovn uden manke og med hvislende klør,

dæmninger for solstråler og en overophedet erfaringsult,

under bordkantens sort hvide lærred med suppeterninger.

Taranteller gaber over sjældne silhuetter af månespejlinger,

sumpen er fangarme der griber om flaskens beskeder,

ligegyldigheder er opbrugt og der står poesien og skifter,

flakkende ordløshed ud med et papir der vifter hvert bogstav.

Forandringstavle

En sten svømmer igennem mørklægningsgardinerne,

i tavshedens haller fyldt med oversættere af bibler,

i en skyskraber konkylie med tale fra oraklernes sved,

under vandet igennem kælderhuse og frostklar vin.

De stirrer på vinduer med øjne fra en anden verden,

af glemte påklædningsdukker og opsatte elefantsnabler,

der løfter vægte igennem taget på forladte huse,

bliver til stendrager der lander udenfor bevidstheden.

Stenede mænd med paraplyer som hatte går omkring,

hopper op og ned igennem cirkler der tegnes i sandet,

på kanten af ingen steder hvor alting begynder,

for at finde manglende nøgler til fantasiens tempelhus.

En lås udfolder sig til at åbnes af tigermælk på køl,

på et kort over menneskets gener igennem tiden,

der drypper af regnjakker og asbestplader under solen,

på kanten af altings begyndelse i urværk der tikker.

Lukketid for tanker

I Tronsalsalens pigtrådsstol sidder verdens første orkester,

under foden af et Ibenholtstårn der stiger i nattens mørke,

flodbølger af flakkende musvåger svæver under loftet,

i kælderhuset ligger de tavse og tilbeder Græsslåmaskiner.

Rivejern under næsens snus til uvirkelighedens faner,

okkermåne hængende under horisonten af skumgummi,

solarplexus forvandling til et større svar fra himmelen,

som en undervandspapegøje der langsomt takker af.

Streger i ørkenen af kobraslanger under nattens første,

sugerør hægtet til solen som en metamorfose af sukker,

vinkende svaner over den grønne fjord lander med sang,

flakkende orkidepollen under hatten under gademusikanten.

Hallucinationer igennem en tid med bommede signalbål,

erindringsforskydninger igennem en uvirkelig fantasi,

om Hukommelseslommer der griber ind under tavshedens,

fokusering på altings tomhed igennem en kattelem til verden.

Stener månen blå

Virkeligheden skrumper ind til en massiv brun sten,

sanserne registrerer blå blår og gammel erindring,

uvirkeligheden flår sit lagen ned over søvnen,

i mørket er vi alle drømmenes bannerførere af frost.

Under den samme måne findes flodens hvide istapper,

flakkende stiger musvitterne omkring horisonterne,

uden vinger og med stenede fødder igennem travgang,

går vi omkring med hænderne fulde af knappenåle.

Kloden har vendt sig en omgang og dagen gryr i gråt,

mens vi dagdrømmer om virkelighedens opløsning,

krummer maven sig sammen omkring røde sårsten,

under den samme fane er vi katalysatorers forandring.

Erindringspejle fra en refleksion i vandets overflade,

stener månen blå igennem bølger af årringe ved foden,

igennem massive bjerge gror barberens skægvækster,

netop sådan ud af en flækket sten kommer virkeligheden.

Korthuset vibrere

Jeg holder stadigt mit blæk tæt ind til korthuset,

min tid er viden om en becifring ude af takt,

som lynene der hamrer i min hjerne indefra,

poesien vil ikke slippe mine rystende fingre.

Vi er de tavse i den støjende tid for orakler,

de Sidder med hænderne i skødet på sig selv,

og gnider sig i skægstubbene på deres tiger,

jeg savner roen og melder hjerterfri eller sol.

Under min ballon fægter jeg med kastanjetræer,

og nu tror du virkeligt at vi har tabt kampen,

at skovens hemmeligheder er forsvundet i månen,

men vi er kun lige begyndt at holde hændernes es.

Orkideerne stivner imellem glasset berusende klir,

jeg holder mig til et skævt poesifjæs med hænderne,

større end nogensinde under flodens mund af frost,

til sidst står vi tilbage med opladet energi fra kaffen.

Urolighedens tavse storm

Hvis mørket ikke var så sort under månens hvide,

ville jeg bære mine forstyrrelser knapt så tungt,

jeg ville gribe dagen som en støvsvamp og glemme,

den poetiske spire for en tid, men jeg kan intet andet.

Forfatte disse firkantede kasser af linier der falder,

som insekter på en skærm der er mit spejl af ord,

mine fingrer ryster over tastaturet og koger digte,

jeg sidder på skrænten af poesi og virkelighed.

I dag har mine øjne ikke spildt salt eller dråber,

og jeg forstår mindre og mindre for hver time,

da jeg var et barn stoppede jeg bornholmeruret,

ved at tage ballasten fra sekundernes tikken.

Hvis solen ikke var så sort om natten under lyset,

ville jeg vægte mine ord noget tungere nu ,

men jeg bærer mine egne melankoliers tavse skrig,

som røde armbånd længere og længere op af min arm.

Optur retur til rokokoen

Sæbebobler under solens luftspejlinger og duers fjer,

med pinde i næbene under min pandes græs,

violette tunger der cirkler i min mund på skift,

et kys der blev til en roterende lotusblomst.

Kærligheden fra en lukket bog og solen,

dampende fibersprængninger i islagkage,

vibrerende fingre foldet under bordets camouflage,

kærligheden følt i sekunders pauser.

Flakkende forelskede sætninger uden sammenhæng,

visere på et tabt ur af beton marmelade og sagt,

på en anden måde er vi en sætning uden punktum,

jeg hørte dig sige at vi var i hukommelsens gade.

De kan krydse deres klinger og manipolere med vores,

hjerners skyggebilleder i frostens sne og isbjerge,

det vi har her kan de sende til Mars måner,

men vi vil altid finde det igen som støv på læbernes kys.

Sort sol under solsortens vinge

Min indre transistor sender sort støj igennem et rum,

jeg ikke kan kalde mit eget tankelærred, på randen,

af en sandstorm uden udgangspunkt og omdrejning,

mit jeg er så mørkt at jeg end ikke ser gadelysene.

Min indre paraply er faldet sammen og sagte går jeg,

det føles sjældent at lede efter mørkets udgangspunkt,

jeg kalder natten ved navnet dunkel time og dagene,

sover jeg bort under bordet, kastet over bord.

Min indre lynafleder er groet ind i mine nyrer,

jeg prøver at vende mig i min gamle skjortes ærmer,

nærmere den grå tone går jeg i sort hvidt prøvebillede,

erindring og tanke blander sig sammen til en kold klump.

Min indre grænse er overskredet og du spinder,

på gulvet som du har klædt mig på, igen,

alting er brudt sammen der er intet til overs,

for nattens første punktum midt i en sætning.

Solen sat på pause

Solen er lavet af vulkaners virkeligheds juice presset til stråler,

finder ind til en tid der er vores efterklang før timeglasset,

chokerende drager svæver under hatten på de blinde,

passagerer i gråzonen imellem tankers erindrings gangstativ.

Går omkring en roterende stråle af en simpel skåltale,

smører den ind i huden som beskyttende solcreme,

man bliver blind af at stirre ind i guds øjes pupil,

med mindre man holder øjenlåget lukket til cirklende kys.

Tænker på solen og lader den lydløst eksplodere,

drømmer igen uden at ville vågne i dagenes hvil,

tænker på solen og lader den gro ud igennem,

som en ny sol sat på pause igennem Universets start.

Mælkevejen venter på at blive hældt på kartoner,

under tiden kan man blive en seer igennem mørket,

jeg taler meget om at skabe verden på nytid og håbløshed,

sådan står uvirkelighedens stråler presset i vulkaners solkratere.

Cirkler rundt

Munden flakser omkring mit glas fyld af Riesling,

jeg drikker til bunden og stiller radioen ind på støj,

virkeligheden svinder ind som dampet tapetklister,

drikker musik og lytter til dråberne igennem halsen.

Jeg har en forandring foran min trailer og traver,

ind igennem en tunnel af dyrs ansigter og trav,

det er sådan det føles at gå igennem trækroner,

et spirende blad der bliver til en bibels bogreol.

Forandrer mig med livets hastighed og fryser,

igennem en ny dag som vi kalder vores elastik,

gennem hjernen gennem kroppen gennem sjælen,

vandrer et guldæg som vi kalder vores orgasme.

Kærligheden springer ud gennem hjertets radiator,

jeg varmer mig ved din krop under dynen og ruser,

til vi vågner ind til en ny rus af kys og pressede,

vindruer fra vinmarkers ny høst af grønne vindruer.

Løft mig højere

Løft mig højere op befri min sjæl fra kroppen,

lad vinden bære mig ind i dine luftvejes tog,

løft mig klart ind i skyernes massive bly,

lad vinden bærer mig igennem solskinnet.

Løft mig ikke ned i jordens gabende mund,

lad mig vandre på jorden endnu en gang,

løft mig ikke som jeres byrde af sorg,

lad mig vandre under fanerne endnu en tid.

Løft mig højere ind i mine løfter om kærlighed,

lad ikke solen gå ned over den brede fjord,

løft mig højere ind i sangenes hvil,

lad ikke verden forsvinde endnu en gang.

Løft mig ind i en funklende tid der er vores,

lad ikke tiden miste vores tårer endnu,

løft mig ind i dine øjne der spejler mit sind,

lad ikke ørkenen strejfe mit ansigts høje løfte.

Antirealisme

Flakkende rytme i toneløse ekkoer i frostens fald,

erobringer af skotske skibe i nattens maskine,

fossiler der vågner i specifikke aftryk af storm,

underværker der blomstrer som rus under huden.

Erindringspejle med reflekterende spøgelser,

endnu er der nok luft at ånde i gennem smøgen,

filmen flakker og zigzagger i et udstødningsrør,

fiktive dromedarer under Sydpolens måne.

Støbeskeer af uåbnede dåser med håndkantsved,

tilbagelænet formørkelse i templer af syrener,

flaskeposter med usagte budskaber i vinden,

grå smog under erindringsforskydninger.

Vækkeure der er faldet i søvn under tempo,

gribebrætter over violette bølger i ørkenen,

drømme om en ny tid med poesien vendt,

på vrangen i tonsede visioner fra fortidens frost.

Krokodillers forelskede hænder

Flere må til fadet snart

Ej hvor hurtigt

Alfabetet sveder smeltede næsehorn

Alfabetet sveder fra indersiden af min pande,

drypper bogstaver som sylespidse istapper,

ord bliver til floder af sætninger,

jeg skriver derfor ved jeg at jeg er til stede.

Ordstorme i næbet på ørnes næb,

forliste biblioteker strander på siden,

mælkevejen fodrer himmelen med meteorer

og metaforer for betonens vinger .

Tavsheden springer ud under grenene,

sejersvindige storme blæser papiret væk,

under atmosfæren spirer en klokkeskov,

motorsavens kæder springer i hundekurvene.

hvide albino templer sitrer som budding,

efteråret står i venteværelset og hoster,

sætningerne flås fra hinanden,

inden de rammer dit bliks flakkende rytme.

Goddag med hostehænder

Så siger vi goddag og vender os i sveddyner,

hilser på alt det vi holder af,

livet smeltet til en orange ballon,

sådan en dag er der ikke mange af.

Grøn honning og kys fra en anden verden,

igennem nattens horisonters genklange,

et vers der blev ristet over sæbebobler,

under månen er en dag ved at gøre sig klar.

Jeg vender mit tastatur og drysser aske,

skærmen sveder bogstaver der ikke er mine,

der er kommet et bogstav i vejen fra højre,

jeg finder mig selv imellem tasternes trafik.

Vi er så ufatteligt nær en kuldestorm,

jeg hvisker mine ord til nattens muse,

der er kærlighed på vej fra svimlende højder,

Mælkevejen udvidet i et tavst sort vakuum.

Halen ryster hunden

Flyvende muslingeskader i solens øjenbudding,

centrifugerede hjerne i vaskemaskinens tomrum,

en virkelighed kollapset og brudt ned,

til fysiske detaljer der rives fra hinanden.

En hunds tunge i øret på en pelikan,

verden eksploderet og morgenen bliver sort,

en evig nat under skyers blæsebælge,

der pumpes af enbenede dværge.

En demonstration af fritsvævende klappende,

hænder der bevæger sig i takt med natmaskinen,

engang imellem rækker de fingrene op,

og bliver nappet i neglene af muslinger.

Solen står alene med en paraply og kaster,

flyveblade efter bryllupsoptog,

der marcherer i takt med eros,

kaos opstår ud af tungekyssende flagstænger.

En meteor daler ned gennem garagen,

og en admiralsværmer spiser sig tyk,

i budding mens tårer daler ned over,

sommerfuglen ansigt der stivner i evig vinter.

Øretatovering

Honningmeloner flydende ud af puddelhundeører,

lotuskys under templets okkerøde hvælving,

delfiner på roterende pladespillere,

ekkoer fra en moskusokse der galoperer.

Ansvarsforsikringer i munden på muldvarpe,

på vej i eksprestog gennem lyserøde skyer,

der drypper saltstænger fra deres svedkirtler,

omkamp med en bølge der vender sig i rus.

Lodtrækninger i fredagsbarens tungekys,

eksamensopgaver der løses uden at blinke,

grader af fravær i et ekko fra junglen,

hvor tigerne er blevet vegetarer.

Erindringspejle der knuses af søløver,

der er strandet i toppen af kokosplantager,

alt der kunne give mening bliver opløst,

og verden står tilbage uden en eneste tanke.

Kun ikke kærligheden den består,

nogle har lagt et dunkende hjerte,

ned i en beton bunker fra krigens tid,

hvor det ligger og puster sig op som en ballon. 12

Organdonation

Når et hjerte bliver lagt på køl en nyre sendt til tælling,

med Amors pils perfekte strejf af fjerdune og ugråb,

bliver havet kaldt til tavshed og jordskorpen revner,

og vi bliver til to bogstaver der kæmper om placeringen.

En mælkevej bliver malket for solcreme,

på ordre fra et solariefirma med patent ,

på solens indstråling gennem atmosfæren,

underskrevet af en blæksprutte inden i jorden.

Når fuglene kommer igen med refleksbrikker,

omkring anklerne der blinker i gennem hjerner,

som en stråle der engang var et stjerneskud,

så ved du at elefanterne vil komme forbi.

March begynder med at to går i takt,

fred starter med dans ,

rytme er et taktslag fra det andet,

og Gud er så åbenbart en duracel-kanin.

Hvis jeg var til stede vil jeg være en anden,

end det papir du ser på nu nu nu og nu,

eller en maskine der er roteret igennem beton,

eller et tastaturs fingre der cirkler om bogstaver.

Universet vendt på vrangen

Cirklende gennem dette livs univers ser jeg

verden som var den en del af mig,

fragmenteret sværdslag og glammer,

gavegemmer i et alfabet af sorte punkter.

Maskine for underbevidsthedens paroler,

drømmer i en nat uden ende,

solsikker og blind seer igennem hjernens,

becifringer i takt med mine egne sætninger.

Når jeg en sjælden gang skriver jeg,

mener jeg vi for vi er vi,

og det er der ingen der kan kaste overbords,

jeg vil også være et flydende skib.

Jeg er en anden end vi,

men der sidder en og skriver netop dette,

digt i en anden verden end den der er min,

med de samme ar og de samme flyvske forelskelser,

i et sprog vi aldrig kan lade alene.

14

Tanke og erindring

I gamle skotøjsæsker bor der melankoli,

jeg åbner dem forsigtigt med neglene,

deler en smule af mig selv ud for hvert bogstav,

jeg er en sætning ikke andet.

Engang imellem er der nogle der finder,

noget virkeligt ægte og kaster det fra sig,

engang imellem er der nogle der gemmer,

noget uvirkeligt uægte og holder det ind til sig.

Så springer der æsker op og fanger en,

i et hulrum af nonsens og fravær,

indtil man letter på låget,

eller tager en tur dybt ned i mørket.

Så er det at gribbene kommer forbi,

med noget der engang var ens eget,

og giver det tilbage for en sætning,

man troede man aldrig skulle sige.

Tamburintogets afsporing

Træd ud over linierne og tag en tur i tamburintoget,

alle steder end her kan du lede efter sporene,

damp stiger fra papiret og farver det gult,

længe efter senere end sent eller før afgangen.

Jeg løser billet til natten og er en del af mørket,

finder mig selv igen og igen lige før,

jeg tager af sted til et sted jeg ikke kender,

at rejse er at se verden fra en ny synsvinkel.

Tastaturet er en forlængelse af mine fingre,

verden er en stor hjerne der cirkler omkring,

som blind passager i et tog der roterer,

om sig selv, i en stjernestøvsstorm af vi.

Fra ord er du kommet til papir skal du blive,

kontrolløren kommer engang imellem forbi,

og retter stavefejl og sætter et punktum,

lige der i midten hvor der er nogle udtrådte linier

15

Ørkenrosen i oasen

Palmerne cirkler gennem de roterende laguner,

pendulmanden sidder ved kanten og spejler sig,

i et blikstille hav med delfinernes sange,

og hovedet fuld af konkylier og muslinger.

Bilerne stopper udstødningen i et splitsekund,

står verden og vibrerer udenfor tid og rum,

en plekterskildpadde naboer mig i øret,

pendulmanden rejser en helikopter af min rygsøjle.

Han spiser kokosnødder og bruger bananer ,

til boomeranger og skidtfisk til smut,

griber ud efter stilhedens orkester,

der stemmer tonen efter hans mobiltelefons tavshed.

Han vikler sig ind i et fiskenet og dykker,

ned igennem hans egen hjerne og fisker,

hypofysen op og betragter den sagligt,

langt senere tjekker han ud fra hotellet.

Sætter sig op på ryggen af et næsehorn,

med hypofysehjernen cirklende foran dens næb,

i takt sætter han fødderne i siden på dens krop,

det er først da skildpadden vifter med et sideflag,

at han stopper op.

Lørdags fredsdue

Duer med center om lyntogenes afgange,

cirkler op og flyver i flok når de er mange nok,

jeg er blind passager med klarsyn igennem ,

min skoldhede kaffe fra automaten.

Pelikaner derimod bliver fodret,

med rødt farvestof for farvens skyld,

som mennesker er flest kan de kendes,

på farven i sommeren og talen i snestormen.

Kolibrier har så bøjet et næb,

at de kan drikke nektar flyvende,

hangaren står tom for en tid,

og jeg letter af mig selv under månen.

Solsorte er så mange at de kan dække for solen,

og formørke den hvis de gad,

til tider går demonstranter i sort,

og dækker for verdens gennemsigtige klarsyn.

Stilladsarbejdernes sekunder

Stabler en verden på benene,

af trampende sætninger,

som falder som blade.

Jeg ridser i træ og tegner op,

jeg lader fingrene tromme på tastaturet,

der klikker som spætter.

Holder pauser i sekunder,

og falder dem ind i natten,

ordene flyver i flok,

det kan være mørket,

der er ved at falde fra hinanden.

Som er tingene dyppet i tjære og fjer,

flydende sekunder,

imellem tasternes klikken,

der er ved at splintres.

Sødsuppepoetik

Man starter med at,

Taste på computeren,

Til den bliver levende,

Når man lukker øjnene,

er forklaringer ligegyldige,

Når én sætning er fyldt nok,

Og springer ned over skærmen.

Når man er mættet,

Af ord og sætningerne svimler,

Når historien er større end rusen,

eller forestilling om,

tingen som sig selv.

Når alting flyder over,

uden at være fyldt,

med alt det der ikke er der.

Man holder ordene på læberne,

for at bringe sig nærmere verden,

eller for at lukke en gribs vinge,

eller man skriver tingene,

for at danne kontrast,

alt for fjernt er bogstaverne,

Alt for nært på sætningerne tyngende mening,

og alt for langt væk fra en ufuldendt,

omkransende forståelse.

Min muse gnasker osten

Dine øjne

med månen cirklende i pupillen,

som en hilsen fra Amor.

Du falder mig ind,

dine øjne skinner stærkere end nogen sol,

vi skuer hinanden,

du hvirvler i mit indre blik.

Vi finder hinandens veje,

med eros under forstørrelsesglas,

som en vulkan der koger over.

Dit ansigt blusser rødt,

dit spejlbillede vil vibrere i min drøm,

blink med dine øjne,

lad mørket sagtne under øjenlåg.

Jeg blændes af din skønhed,

uvirkeligt og dog et nu,

du er lavet af stjernestøv,

gemmer et blik af luna luna luna,

flakkende imellem mælkevejens ocean,

hvad vi kender er ukendt for andre,

når vi stirrer igennem mængden.

Jeg stirrer på dig til jeg svimler,

du er universets engel,

aldrig har vi åbnet noget,

uden at være for hinanden.

Astrologi for de frygtløse

Den grønne ost cirkler om månen,

vi har det fra de gode hilsner,

fra en nobel herre og vi skal,

ikke forfægte præmissen,

bare ikke frygte døden.

Hvis vi skal sige det ligeud er det,

stjernefisken vi bør vende vores,

rygge mod en pointeløs overdimensionering,

Cassiopeia drops ja det er sandt,

tidevandet er ingen tilfældighed.

Tyngdekraften er knapt troløs,

vores længsel efter fred kan du,

tænke over en mere perfekt rusten plan,

et liv væk uden den drøm,

om weekender ombord på stjerneskibe.

I går vågnede jeg i midten,

af natten eller mit liv for, at komme tilbage,

til min favorit kirke, det fik mig til,

at tænke om hvor mange rotter,

der bord omkring musefælden.

Jazzsolo for Bas

Cirklende ører i mellem en saxofon og en trompet,

en tone hængende som ørering i et konkylie,

et havs brusen blander sig med jazzens rytme,

hvor højt til månen som et strejf af en dråbe.

Jakkesæt der er blevet forladt i rendestenen,

en nøgen musikant indviklet i Vitavrap ,

et orkester af muslingeskaller,

der klaprer klaptræer for en grå solo,

ekkoer af klirrende bækner og vibrerende trommeskind.

Drivvådt tankelåg

Østershatten letter på låget,

filantroperne går igen,

hatten ligger i vandpytten,

igen er der kommet en hjerne forbi.

Jeg har allerede efterladt mig ,

et spor i en ridset sten,

af papir i bibliotekets hus,

for mig er det nok at vifte bogstaver.

I korset gror en maskine,

jeg vikler mig ind i en rytme,

tandhjul drejer sig ind i mælkevej,

jeg går over fodgængerovergangen.

Under brystet sidder en orkide,

blomstrer en rytme en pumpe,

horisonten cirkulerer,

som en rød cowboyer solnedgang.

Søvn er for de søvnløse

Det er nogle der er vågnet,

efter firbenet har sat sig fast ,

på indersiden af Sparkonge,

nyudklækkede drømme cirkulerer.

Nogle trykt som bibler andre forladte,

alle al dente og lagt på langs,

I bibliotekshyldernes ,

sorte æsker af forfrysninger.

der er nogle der er søvngængere,

nu hvor solen endnu en gang,

eksploderer i et ekko af solarier,

jeg rister toast med indbygget honning.

Jeg så dig der du var på vej,

du returnerede min vision,

jeg krøllede forsigtigt,

dine hensigtserklæringer sammen.

Intellektuel naturlig nedtur

Tager roser fra din regn,

et simpelt plateau at gå på,

er ikke regnbuens brosten,

men budding cirkler af intethed.

Jeg venter omkring et hjørne,

med blomster så tunge som fjer,

dråber bliver også til frost,

når de lander i månens vulkaner,

Der findes uvejsomme motorveje,

og bjerge med stiger af majskolber,

jeg sidder på verdens tag,

som fluen på væggen og ser højere op.

Jeg er den seer der går uden briller,

lyserøde skyklapper er min jazzsolo

og jeg taler og taler og taler,

mens du tier som en tiger på spring.

Krydderiets svedperler

Allehånde visker natten ud,

soluret tikker med stråler,

det jeg siger nu er løgn,

alfabetet sveder sorte bogstaver.

Kanel varmet i aorta,

dagene er mellemrummet,

mellem natmaskinens støj,

urban poetry i min turban.

Jeg opgiver alt kontrol,

skotske både cirkler på himmelen,

jeg saver ankelkæden over,

vender dynen til jeg er fjer.

Bliver blæst og letter,

ud af verden når min tid,

er gået og verden står der,

bare som en hængebirks krone

Tvivler på altsaxofonens tone

Tvedelt bristede basuner blæser i natten,

jeg går i cirkler om mig selv,

og vikler mig ind i verden,

jeg er overlydsbrag og foldet papir.

Du får mig til at føle mig real,

på det seneste har jeg svært ved at tro,

på andet end nu, her og fremtid,

synger stille poesi og jeg kunne give dig lys,

Skyen er frisk og løsnet fra verden,

hvis den overhovedet eksistere,

som andet end en refleksion,

i tænkende hjernes fortid og frost.

Vi er som en mur vi kan forstille os,

luftspejlinger, fortabt melankoli og rust,

elskere i vores tid, blomstrer op,

hvis vi visner nu hvaså.

Gentagelse af en rytme

Der er noget på vej gennem systemet,

En vinkel der er sat i mente,

Et omvendt ekko fra nul,

En venten på en start og udkast.

Vi må aldrig deles igen,

Og når vi kommer igen,

Og når vi gør det igen,

Og når I hører det igen.

Der er noget der er tabt bag en vogn,

En firkantet terning der er kastet,

Ind i et sæt billardkugler,

Alt er tilfældigheder fra kastet.

Vi må finde ind til det igen,

Og når vi finder os selv,

Og når vi mødes igen,

Og når vi flyver i flok.

Fyrtårnets blinde øje

Det cirklende skib ned af Nilen,

vifter med sidevinger fra gule engle,

jeg finder mig som en planke siddende,

på kanten af en kæntrende ørkenstorm.

Undervejs bliver timeglasset vendt,

et sandkorn, er stjernestøv,

der er blevet gammelt nok til verden,

eller forsvundet ind i øjets nethinde.

Den tyngede betonfugl daler,

igennem nattens sorte korridor,

jeg glemmer mig selv,

som en hukommelsestårer regn.

Undervejs bliver uendeligheden,

et stjerneskud igennem natten,

der er ved at forsvinde igennem verden,

for at blive til den gnist, kun alt består af.

Hundekiks til dessert

Halen ryster hunden og katten falder,

igennem horisontale luftspejlinger,

en bakke vendes igennem orkesteret,

med et ekko af fortid og frost.

Tungen spiser katten og hunden halter,

igennem halsen på sig selv,

erindringsspejle skinner på indersiden,

af dyrenes bug af sølvpapir.

Pelsen bliver reddet igen og igen,

med en redekam af beduiners tænder,

en virkelighed forsvinder ind i glemslen,

og skiftes ud med spirende svedende fantasi.

Hænderne samles igen og stritter,

som teglsten og rosenkranse og dit,

uovervindelige kys gennem disen,

vi er hinandens hårdlængdes henna.

Erindringens sidste udkald

Erindringen er et urværk af budding,

solen er sort og månen forsvundet,

verden er et atlas hvor siderne,

er revet i tusind papirstykker.

Hukommelsen er et gammelt æsel,

parabolerne er satellitternes dartskiver,

meteorerne er hullede skybolcher,

alting er umuligt i mulighedernes sale.

Jeg er så gennemviklet i garn,

at jeg ikke kan huske eller erkende,

om virkeligheden eksisterer,

jeg drømmer derfor er jeg.

Spurvene er huskemaskiner,

der prøver at finde luftens tomhed,

og fuglene flyver i flok når de er mange nok,

hundene derimod går i hundene konstant.

Tangbriller

Sten i smut over bølgernes maver,

grønne signalblink ved fjorden,

erindringer af at verden er til,

og jeg er de ord du siger i nat.

Tang lagt på øjenlåget,

lopper de springer højdespring,

skrubber til aftensmad,

til tonerne af svanesang,

Nattebrise under en sejlende måne,

skaldede drømme og garn sat ud,

havets brusen under overfladen,

af vinterens første rimfrost.

Jeg digter med en smøg i hånden,

stik mig en kold fad så er jeg genopladet,

giv mig et af dine vidunderlige kys,

hvis dine øjne er blå som det hav vi kikker på.

Black widdow

Hun har et solur i maven,

Går omkring og plukker høns,

hun samler bær og ædelstene,

Fra kolibriers øjenkroge.

Hvis jeg virkeligt havde været,

En førsteelsker eller operasanger,

Kunne hun være faldet for mig,

Men jeg er bohemedigter.

For mig er ord edderkoppespind,

Over en spirende valmuemark,

Uden at kunne se andre veje,

End mod dit blik der ikke længere er mit.

Du lytter til en andens historier,

Og vi er blevet en aftale,

Om et kys per bog du læste,

Men end ikke den aftale kunne blive ved.

Gå planken ud

Alt på en brat opvågning , så planket,

svanevinger der synger i luften,

intet at nå andet end livet,

at finde ind til sig selv og verden,

bare suser der ud ad motorvejen.

Intet et søm banket i virkeligheden,

vinterblomster og villende læber,

for foden af verdens tag ,

at finde ud af verden og ind, universet,

ekkoer stivner som skyer over himmelen.

Alt på vej igennem lufthuller,

brostens belagte gader, vandrende,

paddehatteskyer over nattens maskine,

hattemageren der glemmer kasketten,

knapper der springer op og i.

Intet, et hulrum af ingenting,

jeg hælder noget op for ordens skyld,

digtet er halvt fyldt med metaforer,

orkesteret stemmer i til tiden,

verden er bare verden og det er nok.

Fri mig for fornuften

Bananpalmerne er hullede paraplyer,

verden er ikke eksisterende mere,

jeg er på den anden side af alting,

intet har rodfæstet sig i mig.

Jeg er tomhedssvimmel og forladt,

der er gået der er gået der er gået,

og jeg vil aldrig blive tavs.

Jeg er så tæt på at være ingenting,

som en sten der er blevet slebet af vandet.

Appelsintræerne er fyldt med saft,

alting er lige foran mig og er,

jeg i midten af universet,

alting gror omkring os som røg.

Jeg er nyklar i gennem verden,

når fisk føder bliver gællerne våde,

der er stoppet op, stoppet op, stoppet op,

og min tunge cirkler på et sprog der ikke er mit.

Flagknop løsnet

Gafler et flag af asbest og ibenholt,

Sliber flintesten i hugormenes sale,

Griber ind i en solarplexus rus,

Finder en simpel becifrings nardus.

Langer ud efter vinterens tempel,

Siver gennem dagens hukommelse,

i dag sidder jeg med fingrene,

På den anden side af papirets spejl.

Mørket finder ind i dagen,

I vest sidder påfuglens øje,

Og blinker sin sidste rus,

Vinden er en harmonika.

Sænker flagstangens vimpel,

Holder en sten i hånden,

Og kalder den for mit hjerte,

Gemmer en tone der kun er mit krydderi.

Samtalekollaps

Knuser bolcher med mukkerter og vild hvede,

Griber ind i lukkede samtalers forsagthed,

Jeg er den skrivende og den skrivende er i mig,

Jeg er bare en tanke resten er krop.

Bevæger mig ud af en bevægelse,

Som en hånd der folder sig ud,

Og hilser på verden pegende mod brystet,

Finder ind til mig selv og finder mig i verden.

Drejer mine læber med hvirvelvind og halm,

finder ind i åbne tavsheders ekko,

jeg er vinden der blæser på bjerget,

jeg er bare en drøm - resten er krop.

Stivner i en holdende sky af fasaner,

som en fod der vandrer af sted alene,

og hilser på universet pegende på,

et stjerneskud gennem natten.

Kosmos og kaos fra skuffen

Tjære hænger i en sky under alteret,

virkeligheden er fortrængt af drømme,

jeg tilbeder poesi og bibliotekets hylder,

for mig er orden et ekko af kaos.

Griber ind i hjulenes tentakler,

finder dagene efter nætternes drømme,

for mig er det nok at forfatte,

en urolig rytme i mine bøgers poesi.

Fjer ligger under måneskinnet,

uvirkeligheden er blevet fastsat,

jeg forkaster realiteterne og nonsens,

er for mig kaos i en orden af ord.

Kaster alting ind gennem tasterne,

nætterne er mine faners vind,

for mig er det nok at drømme,

en rolig tasten til skærmens blå lys.

Nulpunkt på kogepunktet

Cirklende silhuetter i pupillen på statuer,

vandrer omkring verdens nulpunkt,

traktorer farer rundt omkring grå skyer,

virkeligheden nærmer sig sin begyndelse.

Tavse ryttere af mørke årveje,

sigter hjerne med duetfjer i asfalten,

kalder på verdens urhavs første celle,

virkeligheden cirkulerer evigt.

Flagrende solsorte under øjenlåget,

styrter forbi solens nedgående lyskurve,

gråsprængte skyer vælter orkidemarkerne,

virkeligheden er et trafiklys der er gået ud.

Hviskende rustninger udenpå klaverer,

marcherer uvirkelighedens begyndelse,

Kaos og kosmos holder hinanden i hånden,

virkeligheden er en metropol af drømme.

Modsat køkultur

Søvngængere vågner op ned går stivnet,

flækker samles bliver forsvundne,

regnen skinner som Sortsol i måneformørkelsen,

danser urytmiske retstilling med tavse ord.

Kuglerammen er en ligning der ikke går op,

ned står en tiger i munden på en pingvin,

og gumler uspytninger og erindringslommer,

glemmes og huskes som frysende hedebølge.

Finder gemmesteder i indre hjertekammer,

tåneglen bøjet i ydre tingfinderoaser,

kaster ørkenen væk fra lufthuller,

iltmasker gribes og hentes af tillidserklæringer.

Anklager fortaber sig og vindes i orkanens øje,

blik blindes af søvn i vågne korridorer,

ruiner i minetunneler graver vandspring,

tørken stiger faldende for vågne løbere.

Uendeligt urolig

Ovnen koger og solen formørkes op stiger nedad,

hen af tiden går stående tomrum og trommer,

saxofontoner i tåger af tavs klar horisont,

nærsynet fjerner vi samlende fjernsyns udsendelser.

Fjerner sig og løber i møde med solurets,

digital decimaler i uendelige cifre,

flokkes alene og altings intetheds begyndelse,

ende på starten er slutningen på ophavet.

Ørkenen bliver smeltet til glas og fordamper,

stivner i blenderens håndsvings rettede foldtrampen,

flyvende musvitter marcherer gennem jorden,

i luften findes vulkaner og mergelgrave.

verdens tags bjerge er grus i maskineriet,

organiske pumper inhalerer vejret,

vakuum pustes ud og suger metalblomsterne,

opad frit fald skinner månen og fryseren afises.

Sværdarmen fægter med blæk

En sætning er mit skjold for kviksølv ,

græs gror mellem mine foldede hænder,

omgivelserne er overgivende spejle,

Pandoras æsker er tomme for mig.

Vi flyder bare og bærer røde næser,

jeg kommer tilbage fra en okkerkilde,

jeg bringer månens spejlbillede,

i vandets spejlbilledes hvide refleksion.

Midten af alting roterer omkring,

drejehjul og droslende druider,

telte slås op under glasklar himmel,

for mig er det nok at bære nattens lys.

Vi flyder bare, men har små næser,

tilbage står nattens ravne og vibrer,

jeg ligger en seddel af papyrus,

i din vandspejls te af eukalyptus blade.

Troende metaforstorm

Græshopperne skændes med sig selv,

om hjerterdame på deres organiske violiner,

selv sidder jeg tilbage med et pokerfjæs,

mens de tonerne der satses blegner,

for højere end religion:

Er nætter fulde af ufremkaldte drømme,

er dage fulde af flakkende biblioteker,

er sort hvide ufuldendte manifester,

Som store oppustede sæbebobler der springer.

orkesterbillerne er grottens venner,

og deles om en flig af virkeligheden,

verdens bedste bestseller er Biblen,

der er så fyldt med metaforer,

der spejler sig, højere end:

Beskeder i flaskeposter fra fortiden,

Lignelser for de håbende og troende,

ukrudtshaver fulde af honningfloder,

som ukuelig betonpiller i historiens fjerdyner.

Digterspires poesihøst

Under bananpalmerne spirer lotusblomster,

min og din tunge roterer i våde cirkler,

kysser under hinandens elskende blik,

elskoven spirer som en smag af rejer.

Du er havet der stiger mod skrænten,

jeg er løven der stivner på steppen.

Du er solens veninde der skinner,

Jeg er poesien der hviskes i dit øre.

Under orkidemarkerne spirer paddehatte,

min og din krop samles til en rytme,

Kysser over dine brysters nødder,

elskoven spirer som en smag af østers.

Du er luften jeg indånder og lever af,

Jeg er dine øjnes refleksioners spejl,

du er poesi, flydende som drømme,

Vi er hinandens elskede for evigt

Midgårdsormen skifter ham

Lyt til den første vrissen i sandet,

allerede, som de nyklare skorpioner,

der flækker jorden som jordskælv,

tavsheden forsvinder igennem læberne.

Til tiden opstår det genkendelige,

flyver forbi mig som nedfaldene blade,

det vi kaldte for vores eget,

forsvandt gennem sigtende hænder.

Nu visner buskene i vinteren,

daler gennem aftenens vindpust,

springer ud af knubber før der fejes,

Trænerne står nøgne tilbage,

med brune sokker på, under roden,

med tiden der går, bliver verden nyskabt.

Digterkrybbe

Digtere kravler rundt om bogstaverne,

graver sig igennem uigenkaldelige opbrud,

og finder sætninger af ibenholts tårne,

bestiger uforklarlige bjerge af poesi.

Som orientalske nomader vandrer de,

rundt i floden af papirstykker der vifter,

søger og leder efter nætternes pejlemærker,

af ubeviste tangoer over tastaturet,

Digter der aldrig bliver glemt opstår,

af og til med sølvskeer i supper af bogstaver,

der springer læserne i uforståelige møder,

der taler direkte til det underbevidste.

At læse er at holde hjernen i live,

at gå til flaksende vimpler af ord,

at begiver sig langt ind i fantasien,

til ekstasen holder rejsegilde for påfugle.

Poeternes runde bord

som fingre af firben vandrer alterlysene,

når de flammer op omkring et vakuum i maven,

Sortklædte talestrømme fra hvidhalsede sjælesorterer,

der går op på podier og snakker i tågede lignelser.

Strunge, Højtholdt og Dan Turéll

sidder til bords med Breton, Rimbaud og Lorca,

Digterne om det runde bord,

væbnet med kuglepenne og englefjer.

Digter jeg skuer i slidte bøger,

efter så mange rejser i poesiens rus,

en begyndelse som de aldrig skrev til ende,

da de blev flået til side af tigres tænder.

At læse dem er at stirre lige ind i fantasiens øje,

at skrive er at gå imod guruernes klang,

til kærlighed bliver til til kærlighed bliver til i,

metroer der tror på ro i rolige tog der suser gennem tunneller.

Falder over et bjerg

Engang når jeg vælter over fremtiden,

Når månen ikke lyser mere i mit øje,

Når de steder jeg var er forsvundne,

Når alle togene er afsporede,

vil jeg huske i minuseksistens.

Fordi jeg gravede sætningerne op,

så dine ædelstensøjne fra minen,

fordi jeg tilbad poesiens egetræ,

så dine største ord på skrift på nettet.

fordi jeg sov under dit banner,

troede på dine manifesters uro,

fordi jeg gik de gamle steder igen og igen,

af en helt anden grund.

derfor vil jeg skrumpe min rygrad,

skrive mine bøger til ende,

fordi du bar mig igennem melankolien,

Vil jeg huske verden, fra den anden side.

Lige ulige steder kom jeg til fjerne egne,

landede let i flyvende ubåde af regne i torden,

Lynet slog ned i min hjerne og tankerne forsvandt,

fandt et gemmested at opholde mig i, gik væk fra væk,

Vi flyder i stivnede penduler i en metaforisk hypnose,

vi rejser faner i det indre af jordens vulkaner,

finder os selv i drypstens hule af forsvindingsblæk,

støtter op om paneler af lister i ekkoer af marmelade.

31

Fingrenes følehorn

Pupillen trækker sig sammen, vi indvikles,

vi er papfigurer udenpå, indeni derimod:

Slettes alfabetet og erindringer spejles i,

blanke sind, hjernevrid og drømmenætter.

Vi går vores egne motorveje ergo er vi ego,

i sammenhænge vi forestiller os virkelige,

med parabolsanser på fingrenes følehorn,

og intetheden bærer tomme brevduer.

Overladethed og musklernes spænding,

det strømførende radiosignal fra hjernen,

forplanter sig ud i fingrenes kliken.

Selv når erindringer forsvinder,

lagrer vi hinandens hægeblik,

i hinanden når vi ses på metalbogstaver.

Det er ligesom vi bakker

Så træt at øjnene flik-flakker i urytmik,

i sorte templer under skyer af røg,

det er som at opleve en gråkornet film,

jeg føler udlængsel som aldrig før.

de langsomme gamle skridt bliver taget,

i runde cirkelformede rutiner ,

hvor, jeg, sløves, hvor, jeg, sløves,

er som et kalejdoskop i vandspejlet.

Så vågen at øjnene stivner i rytme,

Flygter fra ateistiske bopæle,

Imperial, meteorstorm og celler,

hvor en ukendt erfaring spirer.

jeg vandrer gennem pyramidernes korridorer,

helt uden tempo, uden en krop,

hvor, jeg sløves hvor jeg sløves,

er som et pianos tangenter der ikke bliver rørt.

Blik blink gennem floden

At ligge på langs med et hvilende indre blik,

stivnet i frostens knugende kulde,

krystaller dalende igennem nattens øjeblik,

er verdensvendt og opklarende en drøm.

Vi aner ikke hinandens maskerader,

af urbilleder i en fælles nontelepati,

bliver splittet op af tunge klicheer,

og genrejser poesi på hvide skærme.

Stille står du med Universets kjole,

omkring dig som en slåbrok,

som en modnet frugt der daler fra træet,

vinkelret, medrivende og tungeroterende.

Et ansigt der skinner som purpur,

De sekunder der er mellem vores hænder,

er sat på skånevask og under bruseren,

deler vi hinandens majestætiske tronsale.

Aldrig sige farvel

Fægter med oprejs pande mod afskeden,

en vinter omkranser vindmodstanden i Sylvia,

selv den mest vedholdende,

og uoverskuelige kulde vil varme mine,

to udfoldede hænder i nappene leden.

Det som du kender er ikke at finde her,

det som slutter er begyndelsen på noget nyt,

som ofte bliver uklare ceremoniers opbrud,

endnu et sørgeligt optog på parring.

Togene farer af sted uden spor ,

flagermusene har søgt tilflugt i hulen,

lad mig sætte det i billedet, lad mig,

vise dig hvad jeg mener.

Jeg nærmer mig en søvnplanke,

der er stadigt langt at gå i dagenes værksteder,

som tøj hængt til tørre i bryggerset,

når vi kommer igen og gør det igen.

Neonstjerne

byens neonlys er pejlemærker i min rus,

vi falder fra hinanden igennem røgtrågen,

erindret som gennem fritsvævende engle,

oraklet der taler igennem verdens tag.

omkringliggende klapperslanger stivner,

på roterende blades heftige rotoren,

det er som en jungle somme tider,

så jeg tænker på hvordan jeg kommer videre.

jeg dykker ned i ungdomshuset,

følger sikre felter,

søger de ukendte destinationers ophav,

lever som en regndråbe i uøhavet.

I en døsig natterytmes kalender,

fodrer jeg fiskene med mine rejer,

søger mod indre by under solen,

den mørke nat er for evigt forbi, forbi, forbi.

Ordløs meditation

Mågerne spirer som trappetrin i de blå templer,

omkring tagene cirkler terninger af frost,

virkeligheden krøllet sammen om sig selv,

hænder skifter kroppe i mødet med tapetet.

Dagsordnen er blevet nattekavaler for musvitten,

den står alene på hovedet i ekkoer af sværdkampe,

imellem bevinget intethed og dens tomheds bananer,

hun har en billet til at ride, men hun er ligeglad.

Tornspringeren har en faldskærm i baglommen,

og springer ud fra øverste etage med musvitten ,

og mågen som observatører og udklipsholdere,

med øjnene stirrende på et sikkert fald.

Skærmen folder sig ud som planlagt,

tornspringeren har en rose i munden,

og bløder let fra en ridset tunge,

tornene kender alle, ingen kender pollennysen.

Monsterpoesi

Champagne i kroppen, poesi på hjernen,

bakkerne forsvinder under isens mund,

tavse flertal flakker omkring i rus,

lander en sætning imellem dine tænder.

Jordbærhimmelen tangerer verdens ende,

hvis man bevæger sig langt nok ud,

finder slutningen sin ejermand før tiden,

jeg vil ikke vågne, bare drømme dagene.

Den dag kommer aldrig ,

hvor der ikke er flere ord at sige,

den dag kommer aldrig,

hvor der ikke er flere drømme at sove.

Hun sidder tilbage med en lotusblomst,

imellem tænderne har hun pollen,

du siger farvel og i morgen godmorgen,

højere en tempelstiger når vi aldrig.

Vissen nardus

Somme tider er der ros blandt orden,

orden i rodet og hovedet dunker urytmisk,

en basketball ned i pudens fjerballon ,

verden består uanset tidens taktløse kæntres.

Somme tider bliver det bare for meget,

sølvtung løvegebis og tandløs remoulade,

jeg kender dig du kender mig ,

en ting kan han fortælle os, frihed til alle.

Somme tider er der en karrusel der giver op,

et ekko fra en digter der siger stop,

et erindringsbillede der tager sin form,

en tankerække der bliver fjernet af poesi.

Somme tider bliver stjernestøv til;

en ny poet der springer rammen,

en ny poet der kysser på biblioteket,

en ny poet der skriver et nyt manifest af beton.

For resten er det lige meget

Kasseboner, køleskabe og ibenholtsttårne kommer ud på et,

jeg krymper i vask og sætter blomster i reolen,

stivner mine kastanjer i mødet, med dit blik, som solens stråle,

min midterste rundsang er gået i bakgear og fryser til is.

For hver sætning jeg siger er der en mindre at erindre,

min uafhængighed er startet og jeg bøjer tjære,

lige på skipper, vinkende elektroner spirer i tankens,

pamflet, anakonda, ubåd og zebrafinkes ocean af røg.

Jeg vender hver nat tilbage til en soloellipse ,

søvn kalde alle skrivere til tastaturet og skærmen,

bare blinker, hvid og blå, blå og hvid,

har en god grund til tage den nemme vej til Venus.

Manualer, opskrifter og kalejdoskoper kommer ud på et,

jeg vokser i regnen og hamrer søm i bøgerne,

stivner er øjeblik i mødet, med din cirklende tunge,

prøv at se det på min måde, inden vores kærlighed forsvinder.

Morgensang for døve

Stop op og sig verden goddag, godmorgen, hils verden,

En stille sang om kærlighed der aldrig forsvinder,

Som en vision af spejlinger der varer evigt ,det sidste,

sandkorns refleksion i to spejle overfor hinanden.

Stop op og sig verden, for evigt uudtalt sekund,

Der er intet du kan tænke der ikke kan skabes igen,

Som en drøm hvor du vågner og er sovende,

I et cirkus af klovnelatter der gennembryder lydmuren.

Stop op og tænk verden igennem, som tankespind,

Indtil du finder verdens første udtalte delfinsang,

Som en tankestreg tænkt som en grænse i sandet,

Og visk den så ud med rystende hænders visken.

Stop op og glem hele verden, som en evig nat,

Forsvindingsnumre og nattemørke og kulde,

Som en isterning der roterer omkring sig selv,

Forlader vi verden, men tanken lever videre for evigt.

Europas pacemaker

Appelsiner på jernbaner igennem,

Europas vaterpas,

gåsegang for uudklækkede frugt,

hængekøjer i nedfaldssaft.

Beduiner med poser under sveden,

Europas kompas,

griber ud efter sommersolhverv,

roterer over en negativ magnet.

Skrubtudser med tunger af elastik,

Europas fiskenet,

fanger fluer med svirpende tunger,

cirkler i filtret garn under hjernen.

Nomader på afveje af sandglas,

Europas vindue,

spejler sig omkamp med reflekser,

går igennem intetheden med noget,

imellem Europas æselørefoldede atlas.

Den poetiske ventesal

Alle hænderne venter på noget,

der vandrer på indersiden af neglene,

solar funklende xylofoner vågner i midtens,

vindue under jubitors plane måne.

Grænserne flyder over med skoldhed kaffe,

de ser forsigtigt på hinanden,

snart ejer de en nedlagt skumbølge,

vi er de elskende på i et nyt hav.

Senere på dagen er der nogle,

der kaster sherifstjerner op,

efter at havde kysset omkamp,

med riddere på hvide æsler.

Der ligger et vågent øje i statuen,

der drejer sig omkring og himler,

til månens cirklende diamant billede,

jeg griber efter et konkylie og lytter.

Dem der hvisker

Jeg folder hænderne og hvisker,

dig et digt i dit øre,

men ville hellener end alle disse ord,

lade et konkylies susen,

gøre det ud for ord.

Fundamentet er jo husket,

griber på snestormes funklende,

liggestole som zoom under solen,

rimeligheders og vennekram.

Underfundigheder på din læbe,

smil under bruseren i natten,

som lærkesange der glimter til ro,

en gang efter solens nyankommen.

Dine øjne stråler stærkere end,

vandspejlets funklende refleksion,

vinden venter på et orkesters,

nyspirende vinterhvedes kornblomster.

Monsterfilosofi zOom

Zebra brag på omvendt månes cirkel,

stilhed af hestesko i centrum af pupillen,

høstakke af nåletræer nedspildt i springvand,

månespejling i tjæresø under himmelbue.

Altings intetheds oprindelse i tomhed,

tomme lommer i krystalskibe af frost,

gribebrætter på høvlbænke sidder fast,

i erindringens deliriums ophavs korridor.

Kajakker i solens indre punkterer,

verdens navle med et spadestik,

i en oppustet horisonts røde mave,

kalder jeg på svanernes vinger.

Giraffer i kander under solarielyse,

simple streger under overskrifter,

af intet der hilser på sin blanke side,

overfølsomhed overfor ord forsvinder.

Smeltede urmagere

Ure uden visere i sekundstorm under solure,

går i stå uden at vakle under jordskælv,

minutterne går baglæns med sammenrullede,

faner med tidløse stamtærer og paroler.

I udhulede æggeskaller med brune vægge,

cirkler et uudklækket øje af rumeksistens,

intetheden falder sammen igen og igen,

til tomheden krøller sig sammen i sved.

År løber baglæns som et bånd der spoles,

tilbage til et mellemrum der holder tiden fast,

standser under omrystning tidens fortsættelse,

som et blankt ark der vakler under øjeblikke.

Rockwool spirer ud under masker af beton,

der er intet på den anden side af universets kant,

der rummer absolut intethedspunkter,

der har sluttet sig sammen og besluttet nul.

Hundekæde ohøj

Flagermus i ukrudthavers åbner munde,

løber efter næsehorns æbler igennem nul,

griber ind i roden og blomstrer ud ,

som så mange andre elskende under regnbuen.

Fred med at ahorns tabte tordensved,

oplyste ord afkræftes og smuldrer støv,

termometrene tæller solhverv under drivhuse,

som Luskborge smutter mandler igennem brint,

Overophede samtaler igennem natten ,

som hviskende snoge under gummibåde,

som et ekko fra en regnbuekriger,

på siden af hvalfangerens harpunbræk.

Græsset bare gror i mellem fældede,

urskovstærer igennem blæksprutte blæk,

siger jeg en halv sætning og går tur,

i min have hvor jeg nedstirrer en solsort.

Ekko fra fortiden

Uorden i huskekaos under blinde roser,

verden fortaber sig i sekunder,

ufattelige grankogler daler igennem,

blade og borer sig ned i jorden.

Kosmos spirer ud af denne sten,

herfra er verdens første tåre,

under dette træ står universet,

og kalder på verdensaltets flod.

Hukommelsen er nede imellem bladene,

der skifter farve efter cyklusen,

der gentager sig som et møllehjul,

der cirkler på himmelens ballon.

Ekkoer af Bigbang stammer herfra,

hvorfor her spørger den gamle,

fordi der er en digter der har skrevet det,

ellers ville der have været tavshed.

Kompasrose

Blikstille månespejl viser mig vej,

gennem nattens flugt uden samme sum,

salatolien stivner på tungen,

en musvitrose spirer i nattens osteharpe.

Her er en ros til alle illegale indvandre,

godt valgt og vi håber vi har plads,

der er ingen simpel løsning på problemer,

der findes regeringer og der findes regeringer.

Med ar på indersiden af barken,

på et gammelt egetræs horisonter,

med lidt krydderi stivner smerten,

og mælk er til alle og mælk er til alle.

Oprørte vande der stiger i glasset,

enden på en vinter nærmer sig,

helle for helte, helle for helte,

er du søvnig hvisker hun og kysser rosen.

Tempelbygger

Orkideerne i sammenstyrtede templer,

som lænke for visionernes transperante,

Stemmesedler i svedige tungekyssende,

Elskerinder med farver der svedes ud.

Katedralmågerne går omkring,

Og gemmer æg i frakkerne på guder,

Drømmene udvider sig som pupiller,

Sammen med kærlighedens hættemåger.

Når æggeskaller knækkes,

Vandrer smilene i hele byen,

Når veninder mødes og elsker,

Vandrer smilene i hele natten.

Sukkerknald

En bille med kasket af syregrønne marker,

vandrer omkring med flakkende øjenrustning,

der er jordskælv på vej i mundvigen,

et ekkolod bliver født i tuens indre døbefond.

Erindringernes spejle fisker rumraketter,

urene har fået hikke og vander omkring,

i en beruset tomhed på indersiden,

af hjernens urytmiske tomgangs tårne.

Billen slikker sig omkring Biblen,

som den har tatoveret på læberne,

klaprer kindben omkring et kors,

mumler højt tember temer tember.

i morgen melder den sig ind i et opråb,

af sænkede drømmes flydende skibsmaster,

hvis billen strander er det fordi sølvsmedene,

har tabt deres briller i ætsende syrefrø.

Orkelsang

Tavse oraler svæver inden i bjergene,

en tentakel gror indad i panden,

på indersiden af en sort sten,

vrider et tavs ekko sig i støj og larm.

højttalervogne uden hjul og dæk,

svimler ind i en kurve af superellipser,

på ydersiden virker de næsten i live,

som de vikler sig ind i trafikken.

Trafiklyset er smeltet ind i floderne,

der gror under asfaltens sorte grus,

jeg holder mig ind til din krop,

ryster som et fosters første hik.

Der hvor gaden bliver til sand,

sidder jeg i dag med et pokerfjæs,

tæller ålene der springer over,

på den anden side af vandfaldene.

Endnu et omkvæd

Kakerlakkerne svæver på indersiden,

af vulkankraternes udstrakte hænder,

Fiberspringningerne går op i lakken,

jordbærrene visner i ørkenstormen.

Vinmarkerne drypper kviksølv og gas,

Grævlingen går i stå bag vandure,

Jeg parkerer mit jeg imellem vandrette,

Pingviner og søheste uden navne.

Gråmuslingerne går til kirkekor,

Under faner af honning og gamle bier,

Åbner skallerne sig og gisper efter,

Vindruer og sorte sole på bænke.

Biller er nolet de er klemt igennem,

Mælkejunger der bliver jongleret,

Af fortabte muslingeklaptræer,

Der ender med at starte en slutning.

Smeltede næsehorn i foliebakker

Smeltede næsehorn i pakker til tomheden,

sendt gennem efterladte mørke fragtruter,

stemplet af ornitologiske troldmænd i,

frakker af asbest, syrebaser og absint.

Gribebræt til håndløse ekkoplastre,

igennem tikkende ure af ibenholtsfrost,

under tavse broer og forladte motorveje,

kører næseløse fontæner i tomgang.

Fastfrosne næsehorn i forladte templer,

sidder med returkonger fra fremtiden,

frankeret af vidunderlige minder,

der endnu slet ikke er oplevet endnu.

Klappende flagermus der virvler igennem,

centrifugerende vaskemaskiner tilsat,

sæbeklostre og honningmeloner og fikspunkter,

der med det yderste af neglene holdes oppe.

Kryb i snot

Smeltede biller med gule prikker i næsen,

griber ind under huden med propeller,

hvisker hudens farve ud under nattogene,

sidder en gammel brillesluger i vandrestave.

Fingrene cirkler under pokerbordet og griber,

ind i ruder dames krone af muslingeskaller,

hun smiler og cirkler sine fingre i håret,

i mens en krokussuppe koger i hendes hjerne.

Fastfrosne biller roterer i helikoptere,

under faner af signalflags tyngde,

trygge rammer for fantasien gror,

igennem overfladespændingen på huden.

Fingrene flettes og hårene stivner i varmen,

et ekko griber ind med en hul tavshed,

under centrifugerede tanker vifter,

iltmaskiner over næsen på billens følehorn.

Synsk

Metalliske duer der flyver buddingshjerne itu,

griber ind under huden på fægtende spejle,

mælkevejen kaster solen ud af rotation,

jeg begriber verden som en nyfødt blind seer.

Syn der stirrer kander til glasklare kander,

falder mod trampolingulve og hopper,

med gisp fra en koloni af sværmende bier,

i mundhulerne på gamle skovhuggers gebis.

Flødeelefanter tramper i takt med græsset,

Der gror ud imellem skyernes negle,

jeg finder hver dag en del af naturen,

som jeg kalder min egen eller endda Guds.

Blinde der famler igennem mørke tunneller,

hilser jeg på ved at sætte kontaktlinser ,

i mellem deres øjnes svimlende propeller,

så hilser de mine vandmænd goddag-goddag.

Surrealistiske drømme

Sommersøndag nationen holder fri,

drømmer om et liv med stribede katte,

verden er gået i stå som en tidlig,

opvågning fra surrealistiske drømme.

Det regner på min rude med musvåger,

fuglene flyver i flok når de er mange nok,

jeg holder mig tæt ind over pokerbordet,

med Hjerterdame i venstre hånd.

Sikke en dejlig dag det er i dag,

drømmer med et tommebredt liv,

verden styrter af sted under min hud,

opvågningen fra realistiske siv.

Der er tørke i min hals og maven knurrer,

fuglene flyver i flok når de er mange nok,

jeg holder min læbe på gled som dine øjne,

der skinner stærkere en nogen sol.

Olietønde tromme

Skildpadder viklet ind i orkaner der holder dem nede,

urolige nætter på et hvidt lærred af vand der stivner,

flokke af aviser trygt med usynlig skrift og tomhed,

intethed der fylder alting stræbende efter dumpning.

Fastfrosne soloer under solens mørke skygge,

sammenhænge der splintres som nedfrosne roser,

der klirrer mod gulvet og splittes til atomer,

holder op med at begynde og går i frontalt bakgear.

Sommerfugle udvandret i øjensprækker der stivner,

rolige dage på sorte bogstavers yderste spids,

Cobra uden pensler i munden og lagt på murene,

alting der ikke eksisterer spirende imod frø der sover.

Sammensmeltende rutiner under jordens trampolin,

der drypper som nedfaldsæbler i optur gennem ispoler,

der flækkes af månens tårer der danner en ørken,

starter med af afrunde og lader blikket flakke opad igen

Presser ord til vinrus

Cirklende vinduer i mellem tænderne på tandløse orkidéer,

gribebrætter uden håndtag imellem fingerløse ringe af sol,

ekkoer der tier i rytmer uden lyd og larm fra intetheden,

en spirende visnes i sorte hullers klare genskind på ryggen.

Drevne forlis af vulkankrateret i mellem skovflåter,

inderlige erindringsbilleder der går i glemmebogen,

frostklare sommerdage klædt i hvide brudekjoler,

under stangtennis der løber ind i evig elskov i Sylvias tanker.

Sammenfoldede vinger i gabet på krokodiller på retur,

håndløse handsker imellem hændernes opblomstring,

hjerterytmer i korrigerende toneløshed iklædt minke ,

gennem sier fyldt med cement og findelte paladspollen.

Isbrydere imellem jordskælv i mellem mariehøner,

udelelige forseglinger der huskes for evigt og længere,

ørkenstorme i nattepyramider klædt på af sorgens banner,

under melankoliklovnes sorte limousiner i forbifart.

Portefølje

Vandrer ind på må og få i uset tåge,

som ikke tilhører nogen end ikke,

ingen der vasker sit ansigt i den,

stenet vakler tågen bag jeres rygge.

Modig er den, som forsvinder i disen,

for at høre hjerteklapperne falde sammen,

ramt af dampende vand igennem kroppen,

er I stadig med eller mod himmelens tårer.

Angsten for at koge sin hjerne driver over,

i flodens brusende tyngdekraft og saft,

massive ukrudtsplanter og nedfrosne ,

istapper i plantede i fremtidens rose.

Umuligt at holde alle de banner oppe,

med ind i disse vakuum af vandfald,

umuligt at løfte en flod eller en elv,

i alle disse lufte alt den regn og sne.

Sandstorm

I Stormen fra templets indre gror luften,

som en løgner der har set verdens altet,

man går i stå og stivner i blæstens orkan,

og ser et ansigt blive til støv og jord.

Stofdrysengle, cirka i live næsten usete,

med sætninger der kunne vælte universer,

med sand i Saharas ørkenvandringer,

mens mit digitalur eksploderer i lommen.

Hvor alle becifringer talte sandets sprog,

på en gang smeltet til glas eller blæst,

som var alt til fyldt af nedfaldsæbler,

cirkusklovn kan du hører hænderne,

I disse ruiner hvor facaderne er malet grå,

står en bananmand med tungen cirklende,

fordi han holder sidste udsalg af frugt,

fordi han nu skal lukke boden for sidste gang.

På guldskeens underside

Cirka hele verden blafrer for os alle, i vinden,

klodens rotation går aldrig i stå for os,

som var vi flygtninge fra verden før tiden,

åbner mørket op med melankolske dåseåbnere.

Hvem regner tågen for sin egen veninde,

hvem regner os med på malerens paletten,

vi går endnu en sommer i møde, med øje,

for alt det vi aldrig har vidst som dråber.

Igennem alle kroppe er der et plus og minus,

fra en verden hvor fugle ikke har lært at synge,

hvor solen bliver et øje der dykker i havet,

og i mig springer et helt egetræ ud.

Jeg længes efter de fyldte pladser i Europa,

efter dine fingre der cirklede i mine hænder,

elskede som om vi ikke kunne ses igen,

har jeg sovet og ladet mit ansigt vaskes i saltvand.

Kære Gud

Tavse ven fra fremtidens galakser, kan du føle,

mælkevejens indre dynamo, når du løfter hånden,

sæt dig så ned i en stol af stjernestøv,

selv om den er nok så laset af meteornedslag.

Hvis roen bliver til i tavsheden må larmen,

komme fra et ekko af noget større end,

et Eiffeltårn vendt på hovedet i syrebad ,

vil du ikke drikke, bliv så selv til vin.

Bliv nattens ravn og dagens sommerfugl,

midt i motorvejens stiplede orkanøjne,

for dine skridt svæver hen over bilerne,

og jeg drejer mit ansigt ind i dit indre blik.

Glemte du de horisontale luftspejlinger,

der blinker om kap med verdens alter,

sig så til klodens midtpunkt at regnen ,

vil bryde ned igennem jordens åbne øje.

Istap i skægget

Blå cirkel af glas i visioner af frost,

havet der koger over på landevejen,

cykelstyr der svæver i vinden,

kulden der klamrer sig til solen.

Vibrationer i ansigtet på orkideer,

virkeligheden der forsvinder i nuet,

sort papir der vakler i radiatoren,

glemte hilsner fra en anden verden.

Vandrende gardiner i månens kratere,

optog der cirkler igennem tunneller,

floder der stivner under refleksioner,

af spindelvæv over en violet fane.

Blå firkanter af karme med istapper,

kakerlakker der sværmer i ærmer,

motorveje imellem tænderne,

på to stykker foldet hvidkalket papir

Farveblind

Violette græsstrå igennem nattens palet,

gribebrættet der stiger og forsvinder,

organer der sidder inden i træerne,

oppustede regndråber der falder vertikalt.

Erindringsspejle der cirkler på indersiden,

af brune cigarer der stivner i heden,

flakkende korridorer der vinker igennem,

mørket der vifter sine faner farvel.

Nyhøstet vild hvede i skuffens mund,

floskler der stiger i tyngdekraftens modsætning,

frankerede breve der forsvinder i munden,

skrivende bogstaver der ligger på tværs.

Ekstra hukommelsesverdener der forsvinder,

vibrerende intethed der genopstår,

cirklende tomhed på himmelens inderside,

et stjerneskud af nyudklækket fravær.

Gelænder for de håndløse

Rullesten igennem blåbærskuernes tjærestole,

gribben med faldende orkestertubaer og frost,

orkidefluer igennem navlens store kyst,

græssende iltmotorer under alterets rus af ibenholt.

Motorveje der ligger under ørkenstormen,

vikarergrupper i flok mellem tænderne,

efterårets sorte måne under mælkejungen,

elfenben imellem motorsave i tomgang.

Alfabetet sveder perler af blæk på papiret,

klokken ligger stille under ribsmarken,

jeg er den simple digtermaskine med,

tangenter der presser på fingrene nedefra.

Uklarheder der viftes bort med bannerdruen,

orakler med mundene fulde af ukrudt og lyn,

fasanengle der mumler tunnellens ukendte sprog,

frysende ovnklare becifringer igennem målet.

Efterskrift

Grå mammutbogstaver står altid forrest,

blåtklonede papirskibe svimler igennem,

flåder af blinde passagerers overarme,

jeg skriver natten i tusind bogstavers mark.

Under hånden er der en buket oregano,

tungen cirkler igennem kernerne på chili,

fakta er en saga blot og forsvundet i glasset,

under det ligger en dråbe fra uøhavets tørke.

Patos er en rygende hares venstre øre,

erotik er østes imellem dine tænder,

matematik er abstraktionernes regel,

fysik er at jeg inhalerer luftens vand.

Først fik jeg en sætning så fik jeg ord,

igennem en avis der lå i rendestenens vand,

krøllede sagaer imellem intethed og nutid,

bagerst står et punktum og høster .

Tegnsprog

Orkestre fulde af slidte organer og kløfter,

hvirvelvinde under nattens første hat,

erindringsspejle der finder en åkande,

rivende floder imellem hændernes pumpe.

Refleksioner fra verdens udkant hamret,

i bordet igennem solens virvar af vulkaner,

fortsættende standsefrost og ekkoer,

underskoven lagt på glatis af ekkoskov,

Frisurer der gror indad med mælk,

imellem tankernes første drivtømmer,

flaskeposter til en anden verdens rus,

af bolcher og dråbeflokke af vores øl.

Ideernes verden er første virkelighed,

efter den kommer verden i kopivarer,

jeg glemmer hver dag et bogstavs,

underfundige betydning for kærligheden.

Verdens første

Fasanstøv imellem verdens første fodaftryk,

marguritpollen under osende udstødningsrør,

snekrystaller igennem næsehorns åndedrag,

fjerduns vingeslag igennem tavs prøvebillede.

Spirende hvede under huden på pingviner,

erindrede tomhedshjerne der arkiveres,

frostklar istap mellem dine læber,

væltede mure i vendinger for kulde.

Elskende imellem verdensfjerne gopler,

kærlighedsriddere der kysser verden goddag,

tomme tønder buldrer som tavse ekkoer,

væltet orkanpalmerfældet med motorsav.

Smeltede elefanter i gangstativer,

slukkede vulkaner under solens mund,

Isbjerge der kælver under drivhusets sol,

Månespejlinger fra en fjern galakses blink.

Slutningen er en ny begyndelse

Pludseligt disse langsomme druer igennem hjernen,

flokke af beruselse der flakker omkring mine hænder,

verdensfjerne paraplyer mødes med en symaskine,

på et universvendt operationsbord under blændelamper.

Knibetange vandrer forbi med okkerskruer i tænderne,

mine hænder springer højdespring igennem din lotus,

flyvegriller under din hud og kys sendt frankeret,

svæve under høgevinger med iskrystaller i dine øjne.

Landing imellem uvirkelige sangsvalers vingesang,

græs spirer ud af mine fjerpapirers sveden blæk,

flakkende indersideblik som siger mig imod,

under et oprørt skummebølge med grøn tang i munden.

Jeg rejser mig og ryster majskolber af mig,

en kold vinter venter på at klapre mine tænder,

hvide betonmurer bliver væltet af frost,

håb om ophold under dine varme duefjers tryghed.

Afsked

Lynnedslag igennem verdens første hugormes vrid,

okkergrumset vandfald i mit hjertes ugenkendeligheder,

verdensvendt mod den første gnist af klare tanker,

orkansolo igennem en rusten harmonika der hvæser.

Nonrefleksive drømme vendt på hovedet af hjernevridere,

erindringslomme erkendt forsvundet igennem åndedrættet,

gribebræt for håndløse giver ingen mening i solo,

flakkende smag af smerte der minder mig om noget.

Surrealistiske umuligheder der gentager deres eget mantra,

sort sol under månen der har mistet halvdelen af sin krop,

jeg skubber Mig selv ud over grænsen af hvad som helst,

lander i midterstriberne imellem trafikvejens hvide linier.

Ibenholtstårne holder mig vågen i den sorte nat,

vaskebrætterne er fulde af vasekræve i solen,

flakkende nyopslåede reprimander glimter som guldmønter,

i solens uklare lys gennem lyserøde skyers blæsebælges vingeslag.

Epilog

Verden er en sæbeboble der springer itu,

Hårfin balance igennem linedanseres kys,

vakuum af tid fra den første kærlighed,

flakkende drømmespejl erindringernes porte.

Ibenholtstårne med faldskærm så grundløs,

flugtveje igennem en verden vi kaldte vores,

forsvindingsmotor og forladte elskovsstiger,

gentagne ekkonedfald som at huske igennem alt.

Spirende tentakler der vakler sig frem mod,

viskelædderers orkan på papirets genspejl,

organiske pumper der cirkler som tunger,

flakkende silhuetter der danser omkring verden.

Gibbenedslag på min venstre skulder,

Orkidéhvirvelvind imellem vores gemte love,

kærlighedstorne i panden og forsvindende få,

brag af en døre der smækkes igen og igen og igen.

Xl Smeltede næsehorn

Copyrigth

af

Mikkel Grøn