SMELTEDE NÆSEHORN UTOPIAS DAGDRØMMERE

SKREVET AF

MIKKEL

GRØN

 Her er et uddrag af bogen, hvis man vil læse det hele kan bogen købes i boghandleren.

 

 

 

4

 

 

 

 

5

 

UTOPIAS

DAGDRØMMERE

 

PÅ STANDEN

 

Kuglepennen klikkede under tommelfingeren,

tre gange bevægede den blå kugle sig

inde i mundstykket på den metalklare spids.

Rummet cirklede omkring Fister. Han hældte

op i glasset fra Jack Daniels-flasken fra ibishotellet.

Den orange Whisky blev hældt op

med venstre hånd. Fister slikkede på klistermærket,

pressede det mod papiret i øverste

højre hjørne. Han tog hættetrøjen på, først

med hætten foran ham, så den lignede en

mulepose. Fister drejede trøjen rundt om

kroppen, stak så armene igennem ærmerne.

Fra hotelværelset kunne han ane lyden af en

tunet knallert gasse op. Fister tog Magnum

44eren fra skuldertasken og vejede den i hånden.

Han tog en håndfuld bønner og klikkede

dem ind i magasinet.

 

Lagde gokkejernet ned i skuldertasken,

strøg sig over panden, en blanding af sved og

saltvand mødte hans læber. Han førte munden

til glasset, drak som en væddeløbshest

efter et væddeløb. Hans hals kradsede, han

kunne følge whiskyen blande sig med blodet

i hans mavesår. Fister gik ud af hotelværelset.

 

 

 

 

136. Tog bandanatørklædet af håndtagets

yderside, smed det ind på sengen. Som en

basketball landene det i den sorte kasket, der

lå på skrivebordet som en skål. “Tre point,

mumlede Fister.” Han drejede nøglen i døren,

der klikkede.

 

Det var en af den slags dage, hvor det var

tid til at slikke pelsen. Læne sig tilbage i stolen

og give verden en chance. Fister lagde Lucky

Striken i askebægeret og pustede en cirklende

røgring ud i rummet. Der duftede af røgelse

fra en verden som Fister ikke kunne kalde sin,

men blot strejfe som en backpacker. Han løftede

låget på en dåse med bønner og slugte

dem, imens de smuttede imellem gane og læber

og efterlod en smag af tomat blandet med

løg og krydderi. Bønnerne selv smagte ikke af

noget. Fister foldede hænderne omkring dåsen

og lagde den ned i skraldespanden, der

var fuld af papirer og små flasker fra minibaren.

Hosten pressede sig på i hans hals og det

føltes som at blive ramt i maveregionen af en

håndbold, da han ufrivilligt rømmede sig og

bagefter sank slimen ned igen.

 

Det handler om at sætte sig et mål her i

livet, følge sine instinkter og gøre bare én simpel

ting, man er god til. Fister var ikke god til

ret meget andet end dét, han vidste var i den

grå zone. Et sigøjnerliv på en distance,

der driblede langt uden om normaliteten. Som

en funklende stjerne befandt han sig usynlig

for det etablerede, som når stjernen ikke kan

ses fordi, der er overskyet. Han var en drømmer

i en tid, hvor verden mest af alt lignede en

 

 

 

 

hallucination for ham. Han tog smøgen tilbage

fra askebægeret. Lagde tungen forsigtigt op

på vattet. Læberne rundt om det gule filter og

inhalerede denne gang uden at hoste. Troede

ikke, at han ikke ville gå i hundene eller strejfe

omkring som en bys strejferræv, der lever på

lykke og leverpostej.

 

Hvis bare solen kunne stå stille og jorden

holde op med at dreje, hvis bare man kunne

låne stjerner og sol og måne. Hvis bare man

kunne stivne i et sekund og meditere på et

sort punkt imellem to åndedrag. Så kunne timeglassets

sand cirkle rundt inde i timeglasset

som en sandstorm. Fisters øjenlåg vibrerede

over hans øje, og en smule sved blandede

sig med en tavs tåre. Han gned gårdsdagens

salt fra strandens blå bølger ud i ansigtet og

sandkornene ridsede i hans solskoldede ansigt.

 

 

Så kunne man da stå og få sig en tår inden

morgenen slukker for nattens søvnrus, der

danner kontrast til dagens solstrejf af Guds

øje med smil og en næse dyppet i ozonlaget.

Men hvor var kærligheden blevet af, hvor var

den næring selvebehovspyramiden sukker efter.

Glasset på bordet var halvt fuld af whisky,

han tog en stor tår, der fik kroppen til at snurre

og hjernens kemiske reaktioner til at sitre.

Slimen i halsen blev opløst og skyllet efter

med endnu en tår fra glasset, der nu var halvtomt.

 

Man gad jo heller ikke spadsere lige

ud ad landevejen uden at tænke sig om og

opleve blomsterne springe ud, mens man vandrede

af sted som en vagabond, der bare ikke

 

 

 

 

kan lade være med at bevæge sig. Sådan er

det også med poesiens blå blomst: når man

først har set foråret komme, således er det

også med tanken. Alting starter med tanken. Livet

er et kort sekund, men det er dagene, der ikke

hviler på ryggen. Hvorfra store forandringer

kan ændre livet. Der er ikke noget, der hedder

skæbne, det drejer sig om at gribe tyren ved

nosserne og klemme til og gribe chancen.

 

Fister tog elevatoren ned til receptionen.

Han lagde nøglen på disken. “Det er en dunhammermorgen,

en morgen, hvor det er en god idé

at tænke store tanker i og en morgen, der er

alt for stor til at tænke små tanker i”, sagde 

receptionisten. Han tog nøglen ud af Fisters

svedige hånd og lagde den på disken bag ham.

“Det er en morgen at dagdrømme i og bide

hovedet af hajer på. En sådan morgen, hvor

en sommerfugls støv kan blande sig med pollen.

For at bringe øjnene til at svede om kap

med havets bølger, der slikker sig op af kysten",

sagde Fister. Han drejede sig omkring

sin krop tre gange og gik så med berusede

skridt ud af hotellet og hoppede ind i en ventende

taxa, der holdt udenfor. Han lagde sit hoved

til hvile op ad ruden. "Til Picassos barndomshjem!

En tur ind igennem en cirklende

oase af hallucinationer væk fra virkeligheden

og ind under revolutionens orange faner. Slå

bare tids uret fra, vi kører sort, sort som en

solsort, men tryk ikke for hårdt på speederen.

Jeg vil gerne glide igennem Malagas bys lår,

som en følsom elskov i denne morgens hede,

der får gaderne til at vandre som en desillusi

 

 

 

 

oneret tågedis af havfruers dampende røves

salutter”, sagde Fister. Taxachaufføren lagde

en hånd på Fisters pande. “Solen har fundet

sig en ven i dig, en rødstjernet tyrs øje, der

vil følge dig som en feber”, sagde chaufføren.

Med den ene hånd på rattet åbnede han en

mineralvandflaske og hældte så et par mundfulde

kildevand i Fisters kommunefarvede hår.

Taxaen kørte igennem byen og drejede ind ad

en sidegade for blot at standse op foran Picassos

barndomshjem. Fister tog en seddel

af de grønne, med en plet rød maling fra en

farvepatron mellem tænderne, og afleverede

den til chaufføren med et vovet bjæf efterfulgt

af et ulvehyl mod månen og spurgte så: "Hvad

ligger så i grunden længst væk, London eller

månen dog?" Kan man måske se månen herfra",

spurgte taxachaufføren.

 

Taxaen standsede med et hvin, der bragte

stanken af brændt gummi til Fisters og Rosas

næsebor. De gik ud i sandet og smed deres

pakkenelliker og lagde sig ned i det varme

orange sand. Rosa aede forsigtigt hans kind

og tog en håndfuld sand og dryssede det ned

over hans mave. “Selv hvis man talte alle

sandkornene på stranden, ville der være flere

stjerner i universet, så ufatteligt stort er det.

At vi kun kan skue det nærmeste om aldrig at

forstå det fjerneste. Vi er lavet af stjernestøv

og bærer mikroskopiske atomer i os, der lige så

godt kunne have været en ananas eller

inde i en admiralsvævers hjerne”, sagde Fister.

“Da jeg var lille, troede jeg, at det var Gud,

der havde prikket hul på universets skal og

 

 

 

 

gik rundt med en lommelygte, der lyste op i

mørket. Jeg troede også, at månen var lavet

af grøn ost og at jeg skulle være den første

kvinde på månen.

 

Men det viste sig, at universet ingen skal

havde og at Gud ikke havde et batteri, der var

stort nok til sådan et lysshow. Månen kunne

ikke spises og jeg kunne ikke blive astronaut”,

sagde Rosa.“ "Der gik mange år inden jeg opdagede,

at det at rejse ud i verden, kunne jeg

lære mindst lige så meget af som ved at studere

de tykkeste bøger. Jeg er glad for, at du

vil med mig på denne rejse igennem Europas

hjerte, nyre og lever”, sagde Fister og hostede

lidt tobaksånde op, der smagte af indianersignalbål.

Rosa sagde: "Dét at rejse ud, er det

samme som at kigge en bog over skulderen

og give sine visioner det glatte lag. Vi finder

ind til en hverdag, der opstår nye landskaber

omkring os mens vi rejser, men vi bliver

ved med at være i bevægelse. Først når livets

kapitel vender en side, bliver vi forandrede,

som anarkistiske kamæleoner forandrer vi

os, til vi dukker op iblandt andre voksdukker.

Inde i en bog som bogstaver eller måske

virkelighed forfatteren selv har oplevet.”

Rosa lagde sig ned og hvilede sin albue i sandet

mens hun støttede hovedet, der var ved

at blive hedt. Hun hev overtøjet af og lagde

sig om på ryggen, så den også kunne få lidt sol.

En brise for hen over stranden på Costa del

Sol. Fister smed tøjet ned til boxershorts, der

var orange og lyseblå og han for af sted hen

over vandet, der var så lavvandet, at det kunne

 

 

 

 

se ud som om han gik hen over vandoverfladen.

Han blev ved med at løbe til vandet nåede

ham til knæene, så lagde han sig ned i

vandet og crawlede af sted ud mod dér, hvor

han ikke kunne bunde. En bølge skvulpede

op i hans ansigt, så han kunne smage saltet

der kridtede hans mund op som en græsmaler

fra en fodboldbane. Han spyttede ud under

vandet, lidt grønt tang ramte hans ben

og kærtegnede dem. Han svømmede tilbage

til strandens kant. På hans ryg sad lidt tang,

der lignede en organisk tatovering. Han gik tilbage

op mod Rosa, der vendte sig om, så man

kunne se, at hun var blevet rød på kroppen

og naturligt brun i ansigtet. Hun tørrede ham

med hans hættetrøje og lagde hånden på hans

lår og kyssede ham i panden. “ Hvis kunst var

det samme som verden, ville havet være det

største kunstværk. For mig er du havet, jeg

dykker i dine dråber og dykker i dine vidunderlige

koralrev af nærvejr når vi er sammen.

Hvis kunst kunne måle sig med dig, ville jeg

hente det smukkeste kunstværk og tegne et

billede af dig øverst i højre hjørne i stedet for

en sol for dér, hvor kærligheden skinner, gør

aftenhimlen naturen til nye opfattelser af

verden, som poeterne gør til de spirerne røde

roser, men ind imellem kommer der en jumper

og maler hele bedet af de stikkende poesispejle

på stilke blå som himlen og indimellem

opdager man så, at aftenrøden er blevet

til morgen blå dag uden, at man har foretaget

sig andet end at lukke øjnene i og kysset livet

godmorgen, og dét er kunst på en møllers

 

 

 

 

steneren lærred af sten. Bare

jeg kan bølge mod din kyst, har jeg masser af

kys til dig", sagde Fister. Fister trådte ind over dørtærsklens

grænse og indløste billet til en tur

i dét, der nu var et andenrangs museum. Kustoden

spurgte på spansk om Fister ville have

en rundvisning eller bare selv cirkulere rundt

og indånde atmosfæren. Han takkede nej og

gik målret ind i det gamle rum, der var pyntet

med Picassos blyantstegninger af tyrefægtning.

Da kustoden var gået ud for at ryge sig en

hjemmekrøllet smøg, stak Fister sin hånd ned

i skuldertasken, hans fingre famlede rundt

mellem de to rum, pistolen føltes kold som

en brise af metal.

 

Han dykkede ned i skuldertasken efter

værktøjet, hans hænder rystede, det klistrede

imellem lårene og hængerøvsbukserne. Han

hev op i dem, så sprækken imellem balderne

kunne blæse en fanfare mellem røven med

en duft af bondemark om sommeren inden

hvedekornet har sat sine bjælder. Det tog et

øjeblik, før han fik fundet papegøjenæbbet. Så

klippede han en af Picassos tegninger fri fra

sit ophæng. Fister lagde derpå skitsen ned i

sin skuldertaske, gik stille ud gennem museets

kolde reception, bøjede hovedet ned og

undgik derved at se kustoderne i øjnene på

vej ud. Selvfølgelig havde han dårlig samvittighed,

men samtidig følte han, at han nu

havde en stor skat i skuldertasken, der kunne

forandre hans liv. Han sendte den salige Picasso

en taknemmelig tanke og en mental smiley

tilbage i tiden. Han vaklede ud på gaden og

 

 

 

 

stontede så en runner af sted ned af gaden,

uvis om hvornår de ville opdage, at tegningen

var på fremmede hænder og på vej til en rejse.

Hvor der ikke var plads til stilstand for Fister,

men blot begyndelsen af en rejse for kunstens

afveje og endnu en side, der kunne føjes til

tegningens idé med sig selv.

 

 

KIRKENS STILHED

 

 

Fister småløb igennem de palmeskyggede

gader. Han kunne mærke de små svedperler

på sin pande fordampe. Han satte sig ned på

en bænk og rullede en hjemmekrøllet cigaret

i den venstre hånd, mens han tørrede sveden

af sin pande med den rystende højre hånd.

Han førte smøgen til munden og sugede på røgen,

der blandedes med luft han sugede gennem

næsen for at kunne inhalere dybere. Der

var ingen, der fulgte efter ham, men hans

paranoia fik hans hjerte til at slå tik tak som et

gammelt bornholmerur, der ikke stopper med

at slå, når man med et snildt evighedstrip

fjerner ballasten fra dens træklædte mave.

Smøgen fik rystelserne til at stilne lidt af med

en stille brise, der for hen igennem gaden, som

blæste i Fisters selvklippede kommunefarvede

hår. Han tog picassotegningen frem og stirrede

på blyantstegningerne, der forestillede

en blødende tyr. Foldede den så på midten og

lagde den ned i den sorte skuldertaske

Le rhinocéros liquéfié

 

1 Des restes laineux de souvenirs au fond des poches

 

Des tourbillons au centre du départ de toutes choses

des affiches pour nettoyeurs de tapis et des moutons broutant dans les prés,

des messages en bouteille dans un désert sous du cresson frais,

des baisers de souvenirs volatiles sous des cascades de miel vert.

 

Se lèvent à l'ouest et saisissent une bicyclette bleue

des courses rapides traversent le fjord puis montent dans les manèges,

l'après-midi gris, le lundi gris, les personnes grises

se perdent en infiltrations pour une tranche de parasol.

 

Saisissent la muse de mon amour et le vent favorable

coulent goutte à goutte à la poursuite d'un baiser de lotus parmi les fougères,

le chant des pélicans et des cigognes après un roupillon au soleil,

bondit telle une gazelle dans l'ivresse qui traverse le corps.

 

Je suis en route vers des temps nouveaux et le temps se renouvelle

nous nous déclarons mutuellement poètes dans la poésie du téléphone

Je te vois une nouvelle fois passer dans l'ascension du millénaire,

nous sommes chacun l'énergie ondulante de l'autre vers un nouveau rayonnement de l'éros. 

 

2 Point zéro au point d'ébullition

 

Des silhouettes tournoyantes dans la pupille de statues

errent autour du point zéro du monde,

des tracteurs foncent autour de nuages ‌‌gris,

la réalité se rapproche de son début.

 

Des coureurs silencieux par de sombres détours,

visent le cerveau avec des plumes de colombes dans l'asphalte,

et font appel à la première cellule de l'océan primitif,

la réalité circule éternellement.

 

Des merles voltigent sous la paupière,

plongent devant la courbe lumineuse du soleil déclinant,

des nuages ‌‌éclatants de gris renversent les champs d'orchidées,

la réalité est un feu rouge qui s'est éteint.

 

des murmures d'armures sur des pianos,

défile le début de l'irréel,

Le chaos et le cosmos se tiennent par la main,

la réalité est une métropole de rêves.

 

3 Danoisie Cirkus

 

Tout au fond d'un univers parallèle de marais évanescents,

des parapluies chassent les gouttes de miel vert de la pluie,

les faits ont disparu et des oracles irrationnels baillent,

les cornes de brume télégraphient le silence de lèvres errantes.

 

Le grain gris est l'avenir un film sur les mirages,

des manifestes en noir et blanc encombrent et irritent la gorge,

des colombes le bec chargé de rameaux fientent sur les dictateurs

deux fouillis de grains de sable récoltés sous une aile de faisan.

 

Les œufs ne peuvent pas voler avant que l'heure intervienne,

des torches naufragées et des gesticulations restent bouche bée,

des crabes par des virages à l'embranchement du centre du cercle,

des gouttes de briques sous les battements d'ailes de l'église.

 

Des clowns avec des lions entre les babines sur le dos,

un magicien poétique avec des haïkus sous le chapeau,

une funambule qui déambule sur la sainte table des nuées,

encore des points d'appui fossiles d'une cliquetante défense de morse.

 

4 Miroirs 2011

 

Miroirs contre les occupations sans nom des miroirs solitaires,

normes démantelées entre les mains de ma génération,

fausses normes et pandas éthiques avec de l'espoir plein les pattes

de la fantaisie tatouée dans le cou tel un code-barres pour Apollon.

 

Reconnaissances hors de la réalité telles que foudre et clairvoyance

souvenirs de quelque chose de plus grand que le blocage du monde,

souvenirs du futur dans mes viviers oniriques imprégnés d'acidités,

pansements de connexions vers le paradoxe religieux.

 

Enveloppes préaffranchies pour des terminus à l'extérieur du chaos,

cosmos astucieux qui n'existent pas en dehors de l'espace,

cercles infinis au cadran de la boussole intérieure la plus profonde,

des poches en plastique bourrées de boas en plumes et de sifflements d'oiseaux.

 

Vol plané de busard à travers le passé surchargé des bibliothèques,

des parachutes dans le souffle des scies circulaires qui progressent en déchirant l'air,

autorisation d'atterrissage pour des tempêtes de béton, des remue-méninges et des voies de sortie,

Cessation d'existence autre que celle d'un canon de poésie abattu.

 

 

5 Tableau de conversions

 

 

Un rocher nage à travers les rideaux d'assombrissement,

dans les vestibules du silence remplis de traducteurs de Bibles,

dans une coquille de gratte-ciel avec le discours des sueurs d'oracles,

sous l'eau à travers des caves et du vin clair et glacé.

 

Ils fixent les fenêtres avec des yeux d'un autre monde,

de poupées à habiller qu'on oublie et des trompes d'éléphants relevées,

qui soulèvent des altères à travers les toits de maisons abandonnées,

se changent en dragons de pierre qui atterrissent en dehors de la conscience.

 

Des hommes lapidés avec des parapluies en guise de chapeaux circulent,

bondissent et chutent à travers des cercles dessinés dans le sable,

sur le bord de nulle part où tout commence, 

pour trouver les clés manquantes de la maison du temple de la fantaisie.

 

Un verrou qui se déploie pour être ouvert par du lait de tigre réfrigéré

sur une carte du génome humain à travers le temps,

qui ruisselle sur des imperméables et des feuilles d'amiante au soleil,

sur le bord du début de toute chose au sein de l'horlogerie qui tique.

 

 

 

 

 

 

 

6 Le soleil mis sur pause

 

Le soleil est produit avec du jus de réalité de volcans pressés en rayons,

trouve l'entrée d'un temps qui est notre résonance avant le sablier,

des dragons choquants planent sous le chapeau des aveugles

passagers de la zone grise entre les déambulateurs de remémoration des pensées. 

 

Se promène autour du rayon rotatif d'un simple toast porté,

en lubrifie la peau comme de la crème solaire protectrice,

on devient aveugle à fixer la pupille de l'œil de Dieu,

à moins de garder sa paupière fermée aux baisers tournoyants.

 

Penser au soleil et le laisser exploser sans bruit,

rêver à nouveau sans vouloir se réveiller dans la quiétude des jours,

penser au soleil et le laisser croître au travers,

comme un nouveau soleil mis sur pause à travers le début de l'Univers.

 

La voie lactée attend d'être versée dans des cartons de lait,

avec le temps, on peut devenir voyant à travers les ténèbres,

j'évoque souvent la création d'un monde fondé sur la nouveauté et le désespoir,

c'est ainsi que les rayons de l'irréel sont pressés dans les cratères solaires des volcans.

 

7 Trouble infini

 

Le poêle est en ébullition et le soleil lève son éclipse déclinante,

le long du temps marchent des vacuités debout et des tambours,

des tonalités de saxophones dans des brumes d'horizons clairs et silencieux,

myopes nous retirons des émissions de télévision unificatrices.

 

Se retirent et vont en courant rejoindre le cadran solaire

des décimales numériques en nombres infinis,

se rassemblent seuls et le début du rien du tout,

le terme du départ est la fin de l'origine.

 

Le désert est fondu en verreries et dégage des vapeurs,

se fige dans la manivelle du mixeur des piétinements corrigés,

Des vols de mésanges défilent à travers le sol,

l'air est saturé de volcans et de marnières.

 

les montagnes du toit du monde sont du gravier dans la machinerie,

des pompes organiques inhalent l'atmosphère,

le vide est évacué d'un souffle et aspire les fleurs métalliques,

chute libre ascendante brille la lune et le congélateur dégivre.

 

 

 

8 Aphasie sans paroles

 

Terreau fertile pour les éléphants qui décollent dans le miel et les ordinations de base,

orangs-outangs sournois au volant de convois qui déraillent,

solo jazz sous des reflets muets de Lune dans les câbles en fibre optique de l'automne,

tourbillon dans l'œil d'un nomade perdu sur le terrain de camping de la vie.

 

Désertion au centre du nombril d'un plat ventre dans une grotte d'argent,

remue-méninges sous des feuilles sciées par des écrits de pluies acides,

Une route de marguerites ouvre la voie à travers des tornades et des pommes qui tombent,

un thermostat de radiateur dans la poche des réminiscences de l'iceberg.

 

Bang supersonique qui se rigidifie en silence, comme un éternuement à travers le soleil,

centre disparu à la périphérie d'un chiffrage sous la main,

‍coup de pinceau à travers le cercle subjugué et farci de la nuit,

déplacement commémoratif sous le chapeau de lions de mer dans les sables du désert.

 

Aphasie sans paroles à travers des floraisons de cristaux de glace sous des solariums et de la vapeur,

d'insensés colliers de chien autour de l'éclosion des liserons du monde,

de miroitantes fosses d'orchestre dans des paraboles en dehors de dimensions connues,

autorisation d'atterrissage supérieure sur le dos d'un chapeau sans paroles blanchi à la chaux.

 

9 Dernier appel des souvenirs

 

La mémoire est un pudding d'horlogeries,

le soleil est noir et la lune a disparu,

le monde est un atlas dont les côtés,

sont déchirés en mille morceaux de papier.

 

La mémoire est un vieil âne,

les paraboles sont les cibles du jeu de fléchettes des satellites,

les météores sont des bonbons de nuages creux,

toute chose est impossible dans les galeries des possibilités.

 

Je suis si empêtré dans des filets,

que je ne peux remémorer ou reconnaître

l'existence de la réalité,

Je rêve, donc je suis.

 

Les moineaux sont machines à souvenirs,

à la recherche du vide de l'air,

et les oiseaux volent en nuées lorsqu'ils sont assez nombreux,

les chiens en revanche mènent en permanence des vies de chien.

 

 

10 Élevez-moi plus haut

 

Élevez-moi plus haut et libérez mon âme de mon corps,

laissez le vent m'emporter dans le train de vos voies aériennes

élevez-moi clairement dans le plomb massif des nuages,

laissez le vent me porter à travers les rayons du soleil.

 

Ne m'élevez pas au fond de la bouche béante de la terre,

laissez-moi encore une fois me promener sur la terre,

ne m'élevez pas comme votre fardeau de douleur

laissez-moi me promener sous les drapeaux encore une autre fois.

 

Élevez-moi plus haut dans mes promesses d'amour,

ne laissez pas le soleil se coucher sur le large estuaire,

élevez-moi encore plus haut dans la quiétude des chansons,

ne laissez pas le monde disparaitre encore une fois.

 

Élevez-moi dans le temps scintillant qui est nôtre,

ne laissez pas ce temps perdre encore nos larmes,

élevez-moi dans vos yeux qui reflètent mon esprit

ne laissez pas le désert effleurer la grande promesse de mon visage.

 

 

 

Geschmolzene Nashörner  Deutsch

 

1 – Merktaschenflusen

 

Wirbelwind im Zentrum des ersten Beginns aller Dinge,

Plakate eines Teppichreinigers und grasender Schafe,

Flaschenpostsendungen in der Wüste unter Brunnenkresse,

flüchtige Erinnerungsküsse unter Wasserfällen aus grünem Honig.

 

Erhebt sich aus Westen und greift nach einem blauen Fahrrad,

Schnelllauf durch den Fjord, aufwärts im Karussell,

grauer Nachmittag grauer Montag graue Menschen,

wirft Versickerndes ab und Vakuumsonnenschirms Scheibe.

 

Schnappt nach meiner Liebesmuse und Rückenwind,

tropfend nach einem Lotuskuss zwischen Farnen,

Pelikane und Störche sangen nach Döserei in der Sonne,

sprungbereit wie eine Gazelle, vom Rausche durchdrungen.

 

Ich bin unterwegs in neue Zeiten und neu ist die Zeit,

wir nennen einander Dichter in telefonischer Poesie,

erneut seh ich dich vorbeigehn ins Hoch des Jahrtausends,

wir sind uns wogende Energie, eines neuen Eros Wohlgefallen.

 

 

2 – Nullpunkt am Kochpunkt

 

Kreisende Silhouetten in der Pupille von Statuen

wandern um den Nullpunkt der Welt,

Trecker fahren um graue Wolken herum,

die Wirklichkeit nähert sich ihrem Anfang.

 

Schweigende Ritter aus dunklen Jahreswegen

zielen aufs Hirn mit Taubenfedern im Asphalt,

rufen nach der ersten Zelle des Urmeers der Welt,

und ewig im Kreis geht die Wirklichkeit.

 

Flatternde Amseln unter dem Augenlid

stürzen vorbei an sinkender Lichtbahn der Sonne,

graumelierte Wolken wälzen Orchideenfelder,

die Wirklichkeit ist eine erloschene Ampel.

 

Flüsternde Rüstungen auf Klavieren,

marschiert der Anfang der Unwirklichkeit,

Chaos und Kosmos halten einander die Hand,

die Wirklichkeit ist eine Traummetropole.

 

 

3 – Zirkus Dannevang

 

Tief in einem Paralleluniversum schrumpfender Sümpfe

jagen Regenschirme des Regens Tropfen aus grünem Honig,

Fakten sind verschwunden, irrationale Orakel gähnen,

die Nebelhörner morsen zitternder Lippen Schweigen.

 

Graukörnig ist die Zukunft ein Film über Fata Morganas,

schwarz-weiße Manifeste stauben und kratzen im Hals,

Tauben mit Zweig im Schnabel scheißen auf Diktatoren,

zwei unterm Fasanenfittich geerntete Wirrnisse aus Sandkörnern.

 

Eier können nicht fliegen, bevor die Zeit dazwischengreift,

verlorene Fackeln und sprachlos werdende Gesten,

Krabben aus Drehungen seitwärts im Zentrum des Zirkels,

Tropfen von Ziegeln unter dem Flügelschlag der Kirche.

 

Clowns mit Löwen zwischen den Lippen auf dem Rücken,

ein poetischer Zauberkünstler mit Haikus unter dem Hut,

eine Seiltänzerin, die auf dem Altar der Luft dahinwandert,

fossile Anhaltspunkte eines weiteren klickenden Walrosszahns.

 

 

4 – Aufstand 2011

 

Aufstand gegen die namenlosen Besessenheiten der einsamen Spiegel,

zerrüttete Normen zwischen den Händen meiner Generation,

falsche Normen und ethische Pandas, die Hände voller Hoffnung,

Phantasie ins Genick tätowiert wie ein Strichcode für Apoll.

 

Erkenntnisse jenseits der Wirklichkeit hellsichtig und blitzartig,

Erinnerungen an etwas Größeres als die Festgefahrenheit der Welt,

Zukunftserinnerungen aus meinen durchsäuerten Traumteichen,

Verbände aus Verbindungen zum religiösen Paradox.

 

Frankierte Rückumschläge zu Endstationen außerhalb des Chaos,

hintergründiger Kosmos, der jenseits des Raumes nicht existiert,

unendliche Kreise aus innerster tiefer Kompassrose,

Klarsichthüllen voller Pfauenfederboa und Vogelzwitschern.

 

Mäusebussarde schweben durch die Geschichtslast der Bibliotheken,

Fallschirme im Wind von Kreissägen, die sich durch Luft fetzen,

Landeerlaubnis für Betonstürme, Hirnstürme und Auswege,

nicht mehr existieren außer als schriftlich verewigte Poesiekanone.

 

 

5 – Veränderungstafeln

 

Ein Stein schwimmt durch die Verdunklungsgardinen,

in Säle der Stille, wo lauter Bibelübersetzer sitzen,

in eine Wolkenkratzerkonchylie, die aus Orakelschweiß spricht,

unter Wasser, durch Kellerhäuser und frostklaren Wein.

 

Sie starren auf Fenster mit Augen aus einer anderen Welt

vergessener Ankleidepuppen und aufgestellter Elefantenrüssel,

die durch das Dach verlassener Häuser Gewichte heben,

zu Steindrachen werden, die jenseits des Bewusstseins landen.

 

Versteinerte Männer mit Regenschirmhüten gehen umher,

hüpfen auf und ab durch in den Sand gezeichnete Kreise,

am Rande des Nirgends, wo alles beginnt,

um fehlende Schlüssel zum Tempelbau der Phantasie zu finden.

 

Mit kühl gelagerter Tigermilch lässt ein Schloss sich öffnen,

auf einer Karte der menschlichen Gene im Laufe der Zeiten,

tropfend von Regenjacken und Asbestplatten unter der Sonne,

am Rand des Beginns aller Dinge in tickenden Uhrwerken.

 

 

 

 

 

6 – Die Sonne pausiert

 

Die Sonne aus in Strahlen gepresstem Wirklichkeitssaft von Vulkanen

findet in eine Zeit, die unser Nachhall vor dem Stundenglas ist,

schockierende Drachen schweben den Blinden unter dem Hut,

Passagiere in der Grauzone zwischen Erinnerungs-Gehhilfen des Denkens. 

 

Man geht um den rotierenden Strahl eines einfachen Trinkspruchs,

schmiert ihn sich als Sonnenschutzcreme in die Haut,

wird blind, indem man Gottes Auge in die Pupille starrt,

außer man hält das Augenlid zu kreisenden Küssen geschlossen.

 

Ich denke an die Sonne und lasse sie lautlos explodieren,

träume aufs Neue, ohne in der Ruhe der Tage erwachen zu wollen,

denke an die Sonne und lasse sie weit hinauswachsen,

wie eine neue Sonne im Pausenmodus, während das Universum beginnt.

 

Die Milchstraße wartet auf ihre Abfüllung in Kartons,

gelegentlich kann man ein Seher durch die Finsternis werden,

ich spreche viel davon, die Welt in Neuzeit hoffnungslos zu schaffen,

so stehen die Unwirklichkeitsstrahlen in Vulkansonnenkrater gepresst.

 

 

7 – Unendlich unruhig

 

Der Ofen kocht, die Sonne dunkelt und steigt hinab,

die Zeit entlang wandeln stehende Leeren und trommeln,

Saxophonklänge in Nebeln von stillem, klarem Horizont,

kurzsichtig entfernen wir sammelnd des Fernsehers Sendungen.

 

So entfernen sich auch und laufen der Sonnenuhr entgegen

die digitalen Dezimalen als unendliche Reihe von Ziffern,

scharen sich allein und zum Anfang der Nichtsheit des Alls,

und das Ende des Anfangs macht Schluss mit dem Aufstand.

 

Die Wüste wird zu Glas geschmolzen und verdampft,

erstarrt im berichtigten Fußtrampeln der Mixerkurbel,

fliegende Kohlmeisen marschieren durch die Erde,

in der Luft gibt es Vulkane und Mergelgruben.

 

Das Gebirge vom Dach der Welt ist Sand im Getriebe,

organische Pumpen inhalieren das Wetter,

Vakuum wird hinausgeblasen und saugt die Metallblumen,

aufwärts freifallend scheint der Mond und der Kühlschrank taut ab.

 

 

8 – Wortlose Aphasie

 

Nährboden für abhebende Elefanten in Honig und basale Verschreibungen,

flackernde Orang-Utans am Steuer entgleister Bahnschienen,

Jazzsolo unter stiller Mondspiegelung in herbstlichen Lichtleiterkabeln,

Wirbelwind im Auge eines verlorenen Nomaden auf dem Zeltplatz des Lebens.

 

Fahnenflucht mitten im Nabel eines Bauchklatschers in der Silbergrotte,

Hirnsturm unter abgesägten Blättern mit einer Schrift aus saurem Regen,

die Margeritenroute führt durch Windhosen und Falläpfel,

Heizkörperthermostat in der inneren Merktasche des Eisbergs.

 

Überschallknall, der in Stille erstarrt wie ein Nieser durch die Sonne,

verschwundenes Zentrum am Rand einer Bezifferung unter der Hand,

Pinsellärm durchzieht den überfüllten, unterdrückten Zirkel der Nacht,

verrutschte Erinnerungen unter dem Hut von Seelöwen im Wüstensand.

 

Wortlose Aphasie durch Siebe aus Eisblumen unter Solarien und Dampf,

sinnlose Hundehalsbänder um die Ackerwinde der Welt im Bruch,

spiegelglatte Orchestergräben in Parabeln jenseits bekannter Dimensionen,

oberste Landeerlaubnis auf dem Rücken einer wortlosen weißgetünchten Mütze.

 

 

9 – Letzter Aufruf der Erinnerung

 

Die Erinnerung ist ein Uhrwerk aus Pudding,

die Sonne ist schwarz und der Mond verschwunden,

die Welt ist ein Atlas, dessen Seiten

in tausend Papierfetzen zerrissen sind.

 

Das Gedächtnis ist ein alter Esel,

die Parabole sind die Dartscheiben der Satelliten,

die Meteore sind ausgehöhlte Wolkenbonbons,

alles ist unmöglich in den Sälen der Möglichkeiten.

 

Ich bin so verwickelt in Netze,

dass mir Erinnerung und Erkenntnis fehlen,

ob die Wirklichkeit existiert,

ich träume, also bin ich.

 

Die Spatzen sind Gedächtnismaschinen,

sie versuchen die Leere der Luft zu finden,

und Vögel fliegen, wenn genug da sind, in Schwärmen,

wohingegen die Hunde ständig vor die Hunde gehen.

 

 

10 – Hebe mich höher

 

Hebe mich höher und befreie meine Seele vom Körper,

lass den Wind mich in den Zug deiner Atemwege tragen,

hebe mich klar in das massive Blei der Wolken hinein,

lass den Wind mich durch den Sonnenschein tragen.

 

Hebet mich nicht hinab in den klaffenden Mund der Erde,

lasst mich noch einmal auf der Erde wandern,

hebet mich nicht als eure kummervolle Bürde,

lasst mich noch ein Weilchen unter den Fahnen wandern.

 

Hebe mich höher in meine Gelübde der Liebe,

lass die Sonne nicht sinken über dem breiten Fjord,

hebe mich höher in die friedvolle Ruhe der Gesänge,

lass nicht noch einmal die Welt verschwinden.

 

Hebe mich in eine funkelnde Zeit, die unser ist,

lasse die Zeit noch nicht unsre Tränen verlieren,

hebe mich in deine Augen, die mein Gemüt widerspiegeln,

lass die Wüste nicht meines Angesichts hohe Verheißung streifen.

 

Melted Rhinoceroses

 

 

1 Reminiscence Pocket Fluff

 

Whirlwind in the centre of the start of everything’s beginning

posters from a carpet cleaner and grazing sheep,

bottled messages in the desert under nasturtiums,

fleeting reminiscent kisses under cascades of green honey.

 

Rising from the west and grasping after a blue bicycle,

sprinting through the fjord upwards in a merry-go-round,

grey afternoon grey Monday grey people,

dropping a seepage and vacuum parasol canopy.

 

Grasping after my love’s muse and tailwind, 

dripping after a lotus kiss amongst the ferns,

pelicans and storks sang after basking in the sun’s ray,

on the run like a gazelle in a joyous rush through the body.

 

I am on my way towards new times and time is anew,

we call each other poets in the telephone’s poetry,

I see you pass by once again into the millennium’s upturn,

we are each other’s surging energy to a new Eros pleasure.

 

 

2 Absolute Zero at Boiling Point

 

Swirling silhouettes in the pupils of statues,

roam around the world’s absolute zero,

tractors roam around grey clouds

reality approaches its beginning.

 

Silent knights of dark roads of time,

aim brains with dove feathers in the asphalt,

call to the world’s primæval ocean’s first cell,

reality circulates eternally.

 

Fluttering blackbirds under the eyelid,

plummet past the sun’s setting light curve,

grey-laden clouds overturn the orchid fields,

reality is a traffic light that has gone out.

 

Whispering armour-clad pianos,

march unreality’s beginning,

Chaos and cosmos hold each other’s hands,

reality is a metropolis of dreams.

 

 

3 Circus Dannevang

 

Deep inside a parallel universe of dwindling swamps,

umbrellas chase the rain’s drops of green honey,

facts have vanished and irrational oracles gape,

foghorns send Morse messages of roving lips’ silence.

 

Hazy is the future a film about Fata Morganas

black and white manifests dust and itches in the throat

doves with twigs in their beaks shit on dictators,

two swirls of sand grains harvested under the pheasant’s wing.

 

Eggs cannot fly until time intervenes,

wrecked torches and gestures which gag the mouth,

crabs with sideways turns in the circle’s centre,

globules of masonry under the church’s batting of wings.

 

Clowns with lions between their lips on their backs,

a poetic magician with haiku under his hat,

a tightrope dancer roaming on the air’s altar,

yet another clicking walrus tooth’s fossil suppositions.

 

 

4  Uprising  2011

 

Rise up against the lonely mirrored unnamed obsessions,

broken standards between the hands of my generation,

false standards and ethical pandas with hands full of hope,

fantasy tattooed on the neck like a barcode to Apollo.

 

Acknowledgements beyond reality like clairvoyance and lightning,

memories of something larger than the world’s intransigence,

future mementos from my saturated pool of dreams,

dressings of connections to the religious paradox.

 

Stamped self-addressed envelopes to destinations beyond chaos,

subtle cosmoses, which do not exist beyond space,

infinite circles from the deepest internal compass rose,

plastic pockets filled with peacock-feather boas and bird-song.

 

The soaring of buzzards through the libraries’ over-loaded past,

parachutes in the wind of circular saws which rip through the air,

landing permission to concrete raids, brainstorms and escapes,

ceasing to exist as anything other than an enshrined poetry canon.

 

 

5 The Tableau of Change

 

A stone swims through the black-out curtains,

in the halls of silence filled with Bible translators,

in a skyscraper conch with speech from the oracles’ sweat,

under the water through cellar houses and frosty wine.

 

They stare at windows with eyes from another world,

of forgotten dress-up dolls and raised elephant trunks,

which lift weights through the roofs of abandoned houses,

becoming gargoyles which land beyond consciousness.

 

Stony men with umbrellas as hats wander around,

jumping up and down through circles drawn in the sand,

on the edge of nowhere where everything begins,

searching for lost keys to the imagination’s temple.

 

A lock unfolds to be opened by chilled tiger milk,

on a map of human genes throughout time,

dripping off raincoats and asbestos sheets under the sun,

on the edge of everything’s beginning in time-pieces that tick.

 

 

6 The Sun Put on Hold

 

The sun is made of volcanoes’ reality juice pressed into rays,

entering into a time that is our resonance before the hour-glass.

shocking dragons soar under the hat on the blind,

passengers in the grey zone between thought memory’s walking staff.

 

Walking around a rotating ray of a simple toast,

rubbing it into the skin like protective sunscreen,

you become blind from staring into the pupil of God’s eye,

unless you hold your eyelid shut to swirling kisses.

 

Think of the sun and let it quietly explode,

dream again without wanting to wake in the days’ rest,

think of the sun and let it sprout up and out,

like a new sun put on hold through the Universe’s start.

 

The Milky Way waits to be poured into cartons,

meanwhile you can become a seer through the darkness,

I talk a lot about creating the world in the present and hopelessness,

such that unreality’s rays stand compressed in volcanoes’ sun craters.

 

 

7 Endless Unrest

 

The oven is boiling and the sun is eclipsed up ascends downwards,

as time goes by upright voids walk and beat the drums,

saxophone tones in fogs of silent clear horizon,

near-sighted we remove the assembling television transmissions.

 

Remove themselves and run to meet the sun dial’s,

digital decimals in infinite digits,

grouped alone and everything’s nothingness’ beginning,

end of the start is the final end of the source.

 

The desert melts to glass and evaporates,

sets in the mixer’s handle’s directed tramping,

flying great tits march through the Earth,

volcanoes and marl pits are found in the air.

 

The roof of the world’s mountains are grit in the machinery,

organic pumps inhale the weather,

vacuum is exhaled and sucks in the metal flowers,

upwards free-fall the moon shines and the freezer defrosts.

 

 

8  Wordless Aphasia

 

Fertile soil for air-bound elephants in honey and basic ordinations,

roving orang-utans behind the wheel of derailed train tracks,

jazz solo under silent moon reflection in the autumn’s fibre optic cables,

whirlwind in the eye of a lost nomad at life’s camping ground.

 

Desertion in the middle of the navel of a belly-flopper in silver cave,

brainstorm under sawn-off blades with script of acid rain,

Marguerite Route leads the way through twisters and fallen apples,

radiator thermostat in the iceberg’s inner memory pocket.

 

Super-sonic booms which congeal in silence like a sneeze through the sun,

vanished centre in the outskirts of a chord under the hand,

paint-brush noise through the night’s over-crammed oppressed circle,

memory’s displacement under the hat on sea-lions in the desert sand.

 

Wordless aphasia through sieves of ice ferns under solariums and steam,

meaningless dog collars around the world’s fragmented bindweed,

slippery orchestra pits in parables beyond known dimensions,

highest landing permission on the back of a wordless white-washed beanie.

 

 

9 Memory’s Last Chance

 

Memory is a time-piece of pudding,

the sun is black and the moon vanished,

the world is an atlas where the pages,

are ripped into thousands of bits of paper.

 

Memory is an old ass,

the dishes are the satellites’ dartboards,

the meteors are hollow sweets,

everything is impossible in the halls of possibility.

 

I am so entangled in threads,

that I cannot remember or acknowledge ,

whether reality exists,

I dream therefore I am.

 

The sparrows are reminiscence machines,

which seek the air’s emptiness,

and the birds fly in flocks when in sufficient numbers,

dogs, on the other hand, go to the dogs constantly.

 

 

10 Lift Me Higher

 

Lift me higher and liberate my soul from my body,

let the wind carry me into your respiratory trains,

lift me clear into the cloud’s massive lead

let the wind carry me through the sunshine.

 

Don’t lift me down into the Earth’s gaping mouth,

let me walk on Earth once again,

don’t lift me like your burden of sorrow,

let me roam under the ensigns a while longer.

 

Lift me higher into my vows of love,

don’t let the sun set over the wide fjord,

lift me higher into the songs’ rest,

don’t let the world vanish once again.

 

Lift me higher into a scintillating time that is ours,

don’t let time lose our tears yet,

lift me into your eyes which mirror my mind,

don’t let the desert touch my face’s lofty vows.

 

 

Smeltede næsehorn

 

1 Huskelommeuld

 

Hvirvelvind i centrum af altings begyndelses start,

plakater fra en tæpperenser og græssende får,

flaskeposter i ørkenen under brøndkarse,

flygtige huskekys under vandfald af grøn honning.

 

Rejser sig fra vest og griber ud efter en blå cykel,

hurtigløb gennem fjorden opefter i karrusel ,

grå eftermiddag grå mandag grå mennesker,

dropper en nedsivning og vakuum parasol skive.

 

Griber ud efter min kærligheds muse og medvind,

dryppende efter et lotuskys imellem bregner,

pelikaner og storke sang efter at dase i solens stråle,

på spring som en gazelle i en rus gennem kroppen.

 

Jeg er på vej mod nye tider og tiden er på ny,

vi kalder hinanden poeter i telefonens poesi,

jeg ser dig gå forbi en ny gang ind i årtusindets optur,

vi er hinandens bølgende energi til et nyt eros behag. 

 

2 Nulpunkt på kogepunktet

 

Cirklende silhuetter i pupillen på statuer,

vandrer omkring verdens nulpunkt,

traktorer farer rundt omkring grå skyer,

virkeligheden nærmer sig sin begyndelse.

 

Tavse ryttere af mørke årveje,

sigter hjerne med duetfjer i asfalten,

kalder på verdens urhavs første celle,

virkeligheden cirkulerer evigt.

 

Flagrende solsorte under øjenlåget,

styrter forbi solens nedgående lyskurve,

gråsprængte skyer vælter orkidemarkerne,

virkeligheden er et trafiklys der er gået ud.

 

Hviskende rustninger udenpå klaverer,

marcherer uvirkelighedens begyndelse,

Kaos og kosmos holder hinanden i hånden,

virkeligheden er en metropol af drømme.

 

3 Cirkus Dannevang

 

Dybt inde i et parallelt univers af svindende sump,

jagter paraplyer regnens dråber af grøn honning,

fakta er forsvundet og irrationelle orakler gaber,

tågehornene morser flakkende læbers tavshed.

 

Gråkornet er fremtiden en film om fatamorganaer,

sort hvide manifester støver og kradser i halsen,

due med kviste i næbbene skider på diktatorer,

to virvar af sandkorn høstet under fasanens vinge.

 

Æg kan ikke flyve før tiden griber ind imellem,

forliste fakler og fagter der taber munden,

krabber af sidevejs drejninger i cirklens centrum,

dråber af mursten under kirkens vingeslag.

 

Klovne med løver i mellem læberne på ryggen,

en poetisk tryllekunstner med haiku under hatten,

en linedanserinde der vandrer på luftens alter,

endnu en klikkende hvalrostands fossile holdepunkter.

 

4 Oprør 2011

 

Oprør imod de ensomme spejles unavngivne besættelser,

nedbrudte normer i mellem hænderne på min generation,

falske normer og etiske pandaer med hænderne fulde af håb,

fantasi tatoveret i nakken som en stregkode til Apollo.

 

Erkendelser uden for virkeligheden som klarsyn og lyn,

erindringer om noget større end verdens fastlåshed,

fremtidsminder fra mine gennemsyrede drømmedam,

forbindinger af forbindelser til det religiøse paradoks.

 

Frankerede svarkuverter til endestationer udenfor kaos,

underfundige kosmos, der ikke eksisterer udenfor rummet,

uendelige cirkler fra den inderste dybe kompasrose,

plastiklommer fyldt med påfugles fjerboa og fuglefløjt.

 

Musvågesvæv igennem bibliotekernes overlæssede fortid,

faldskærme i blæsten af rundsave der flår sig igennem luft,

landingstilladelse til betonstorme, hjernestorme og udveje,

ophør med at eksistere som andet en nedfældet poesikanon.

 

 

5 Forandringstavle

 

 

En sten svømmer igennem mørklægningsgardinerne,

i tavshedens haller fyldt med oversættere af bibler,

i en skyskraber konkylie med tale fra oraklernes sved,

under vandet igennem kælderhuse og frostklar vin.

 

De stirrer på vinduer med øjne fra en anden verden,

af glemte påklædningsdukker og opsatte elefantsnabler,

der løfter vægte igennem taget på forladte huse,

bliver til stendrager der lander udenfor bevidstheden.

 

Stenede mænd med paraplyer som hatte går omkring,

hopper op og ned igennem cirkler der tegnes i sandet,

på kanten af ingen steder hvor alting begynder, 

for at finde manglende nøgler til fantasiens tempelhus.

 

En lås udfolder sig til at åbnes af tigermælk på køl,

på et kort over menneskets gener igennem tiden,

der drypper af regnjakker og asbestplader under solen,

på kanten af altings begyndelse i urværk der tikker.

 

 

 

 

 

6 Solen sat på pause

 

Solen er lavet af vulkaners virkeligheds juice presset til stråler,

finder ind til en tid der er vores efterklang før timeglasset,

chokerende drager svæver under hatten på de blinde,

passagerer i gråzonen imellem tankers erindrings gangstativ. 

 

Går omkring en roterende stråle af en simpel skåltale,

smører den ind i huden som beskyttende solcreme,

man bliver blind af at stirre ind i guds øjes pupil,

med mindre man holder øjenlåget lukket til cirklende kys.

 

Tænker på solen og lader den lydløst eksplodere,

drømmer igen uden at ville vågne i dagenes hvil,

tænker på solen og lader den gro ud igennem,

som en ny sol sat på pause igennem Universets start.

 

Mælkevejen venter på at blive hældt på kartoner,

under tiden kan man blive en seer igennem mørket,

jeg taler meget om at skabe verden på nytid og håbløshed,

sådan står uvirkelighedens stråler presset i vulkaners solkratere.

 

7 Uendeligt urolig

 

Ovnen koger og solen formørkes op stiger nedad,

hen af tiden går stående tomrum og trommer,

saxofontoner i tåger af tavs klar horisont,

nærsynet fjerner vi samlende fjernsyns udsendelser.

 

Fjerner sig og løber i møde med solurets,

digital decimaler i uendelige cifre,

flokkes alene og altings intetheds begyndelse,

ende på starten er slutningen på ophavet.

 

Ørkenen bliver smeltet til glas og fordamper,

stivner i blenderens håndsvings rettede foldtrampen,

flyvende musvitter marcherer gennem jorden,

i luften findes vulkaner og mergelgrave.

 

verdens tags bjerge er grus i maskineriet,

organiske pumper inhalerer vejret,

vakuum pustes ud og suger metalblomsterne,

opad frit fald skinner månen og fryseren afises.

 

 

 

8 Ordløs Afasi

 

Grobund for lettende elefanter i honning og basale ordinationer,

flakkende orangutanger bag rettet på afsporede togskinner,

jazzsolo under tavs månespejling i efterårets lyslederkabler,

hvirvelvind i øjet på en fortabt nomade på livets campingplads.

 

Faneflugt i midten af navlen på en maveplasker i sølvgrotte,

hjernestorm under afsavede blade med skrift af syreregn,

margueritrute leder vejen gennem skypumper og nedfaldsæbler,

radiatortermostat i isbjergets indre hukommelseslomme.

 

Overlydsbrag der stivner i tavshed som et nys igennem solen,

forsvundet centrum i udkanten af en becifring under hånden,

penselstøj igennem nattens overproppede underkuede cirkel,

erindrings forskydning under hatten på søløver i ørkenens sand.

 

Ordløs afasi igennem sier af isblomster under solarier og damp,

meningsløse hundehalsbånd  omkring verdens snerle i brud,

spejlglatte orkestergrave i parabler udenfor kendte dimensioner,

øverste landingstilladelse på ryggen af en ordløs hvidkalket hue.

 

9 Erindringens sidste udkald

 

Erindringen er et urværk af budding,

solen er sort og månen forsvundet,

verden er et atlas hvor siderne,

er revet i tusind papirstykker.

 

Hukommelsen er et gammelt æsel,

parabolerne er satellitternes dartskiver,

meteorerne er hullede skybolcher,

alting er umuligt i mulighedernes sale.

 

Jeg er så gennemviklet i garn,

at jeg ikke kan huske eller erkende,

om virkeligheden eksisterer,

jeg drømmer derfor er jeg.

 

Spurvene er huskemaskiner,

der prøver at finde luftens tomhed,

og fuglene flyver i flok når de er mange nok,

hundene derimod går i hundene konstant.

 

 

10 Løft mig højere

 

Løft mig højere op befri min sjæl fra kroppen,

lad vinden bære mig ind i dine luftvejes tog,

løft mig klart ind i skyernes massive bly,

lad vinden bærer mig igennem solskinnet.

 

Løft mig ikke ned i jordens gabende mund,

lad mig vandre på jorden endnu en gang,

løft mig ikke som jeres byrde af sorg,

lad mig vandre under fanerne endnu en tid.

 

Løft mig højere ind i mine løfter om kærlighed,

lad ikke solen gå ned over den brede fjord,

løft mig højere ind i sangenes hvil,

 

Løft mig ind i en funklende tid der er vores,

lad ikke tiden miste vores tårer endnu,

løft mig ind i dine øjne der spejler mit sind,

lad ikke ørkenen strejfe mit ansigts høje løfte.

Hvis man ønsker at læse hele bogen kan den købes i boghandleren