Verdenspoeterne

 

                                    

 

 

                                     Af Mikkel Grøn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tjavs bygger morgenstjerne                          

 

Månen presser hviden af bananpalmen der står som et ekko af en drøm, der cirklede rundt i Tjavs hjerne, en cirklende sort masse af tyngde holder ham nede i et tom dybt intet af cirklende metalblomster, på en mark af grå cifre som tæller opad fra nul.

En stor rød kugle af lys nærmer sig og rammer ham som en storm af nærvær og en lykkefølelse breder sig. Han hører en stemme kalde, der spørger om han vil med, over ham står en himmel besat med stjerner der cirkler hurtigere og hurtigere rund om ham som en vaskemaskine. Tjavs svarer på et sprog der ikke er hans at han vil højere og højere op, og han løftes til den gule kugle længere og længere væk fra det sorte hule intet. Han løfter sig over jorden og letter en meter, falder så ned med et bump og vågner op. Ser at han ligger i skyggen, omgivet af planter fra forskellige dele af verden, han sidder i botanisk have i Århus med en 6 pakke Carlsberg ved hans side, mens solen danser over himmelen, skinner rødt med en redningskrans af skyer omkring dens mave.

Han lader fingrene vandre igennem sit brune og lytter til græsset der gror, mens han stiller sig op og går et par gange rundt om sig selv, for først at mærke verden igen som om den er en del af ham, for så at være forskellig fra verden, som et tandhjul der er faldet, ud af sin kæde, og er holdt op med at klikke. Han går over til et træ og knækker en gren af, der ligner en arm der er bøjet, finder så noget sejlgarn frem af sin lomme og binder det for enden. Derefter krøller han Metroexpress og binder den for enden af snoren.

Han slynger den omkring sig igen og igen indtil den farer igennem hans hår og rammer ham i øjet, han går over til åen og vasker forsigtigt øjet, og vander ansigtet, han græder ikke, men det føles som om, at der driver salt ned fra øjenvippen.

Han sætter i løb hen langs åen med morgenstjernen i hånden og rammer en busk, der griber fat i den og slynger ham omkuld, fordi han holder så fast i den, han vælter bagover ned og slår hovedet i græsset, og samler sine tanker som en smertende hulrum der trækker tæppet væk under ham.

En ravn stiger ind over haven og sætter sig i et træ tæt ved Tjavs der ligger som et cykelhjul uden dæk i det grønne græs, ravnen stiger ned og cirkler et par gange over ham til solen går ned og slukker for verdens lys for en tid.

Da han kommer op at stå igen er det så mørkt at han ikke kan se noget, han ved ikke hvilken vej han skal vælge, så han går efter ravnens skrig der fortsætter med at hviske som et pejlemærke af lyd der bliver ved med at stige ganske stille for hvert skridt han tager.

Lader han sine tanker gå på jagt, i pagt med sig selv og den sorte viger der svæver foran ham, til sidst falder han ind i natten, og bliver et med den til han møder grus under sine fødder, foran ham sidder ravnen med et overbid, han går hen til den og lader dens stemme være stemme, og i pagt med sig selv går han mod lygtepælene der lyser op foran ham, mens han går af sted, nu i et mere roligt tempo, som en del af en helhed han måske forstod måske ikke. Han ser mennesker gå forbi som i tomgang i en søvngænger parade, et optog, af folk han ikke kender, nogle i t-sirth og nogle i tynde jakker. På vej mod en tidlig sort søvn, der blev den behagelige strejf, hvor han følte sig som flik flakket, som om han bakker. Går han op i sin opgang for at hente et par øl, går så ned mod byen for at se om han kunne støve en smule fest op på en hverdag i Århus, af alle steder starter altså Tjavs sine ben op i gå gear og lader pigernes blikke flakke omkring ham, og føler det lidt umenneskeligt, at ikke bare kunne sige hvad be har eller goddag du ligner en gudinde eller noget der var endnu bedre, række dem en øl for at høre om de ville smage.  Som var han midt i en drøm drejer han af og går ned  i Mejlgade hvorfra han hører en hvislende musik og nogle der bøvser så det lyder sådant som når engle bøvser jazz.

 

 

 

                                                                                       Haletudser

 

 Boran går i cirkler for at stoppe klodens rotation. Der findes drømme der kan tænkes men også tanker der kan drømmes. Boran der sidder på sit kolegieværelse, går en omgang rundt om sig selv for at blive rundvild, vandrer ind i en ellipseformet cirkel. Som en solosynkrontronsvømning oven vand går han i cirkler, under ham er der sorte streger fra hans sko, der glider over gulvet, og piber. Som en kædedans med sig selv for at tilbede cirklens form drejer og drejer og drejer han. Han letter i slutningen og ophæver lidt tyngdekraft, så kloden står stille. Han hundefryser som en hund der stirrer efter sig selv og stivner i en vinkel, en solstråle falder omkring, og forelske sig! 

So lammet af cirkler stiller han sig ind i sig selv, stivner og løber i modsat retning, af klodens rotation, i en simpel becifring og går over mod sine, kikker så op mod kolegiværelsets tag åbner vinduet og nyser af pollen.

 

Boran ringede til Cyber Zen, og sagde: Livet er cirkulært " Når haletudserne har delt sig, bliver man født og har to muligheder, enten bliver man en dreng eller også bliver man en pige.

Bliver man en pige er det godt, men bliver man en dreng har man to muligheder. Enten bliver man soldat, og kæmper for en sag, eller også er man heldig som en firkløver og trækker frinummer.

Boran havde altid været pacifist, og hans mor kunne ikke engang få ham til at slå græsset, så han lader det gro, men selv græs visner og bliver til vissent hø.

Trækker man frinummer er det godt, men bliver man soldat er der to muligheder. Enten bliver der krig eller også er der fred. Fred er at skabe, krig er foragt for liv.

Er der fred er det godt, men bliver der krig har man to muligheder. Enten kommer man til østfronten eller vestfronten.

Kommer man til østfronten er det godt, men kommer man til vestfronten har man to muligheder. Enten overlever man eller også bliver man pakket ned i en buddy bag.

Overlever man er det godt, men dør man har man to muligheder. Enten bliver man begravet i en massegrav eller i en enkel grav.

Bliver man begravet i en enkel grav er det godt, men bliver man begravet i en masse grav har man to muligheder. Enten bliver man liggende i tusind års søvnen eller også bliver man gravet op igen. Af en spade eller en gravko.

Bliver man liggende er det godt, men bliver man gravet op igen har man to muligheder. Enten bliver man gravet ned igen, eller også bliver man lavet til Wc-papir.

Bliver man gravet ned igen er det godt, men bliver man lavet til Wc-papir har man to muligheder. Enten kommer man på et herre toilet eller på et dame toilet.

Kommer man på et dame toilet er det godt, men kommer man på et herretoilet - Ja så er enden faktisk nået.

”Er du helt ok Boran, Jeg mener har du neden på eller spirer der vild hvede i dit garn spurgte Cyber Zen.

” Jeg har det fint jeg er bar restløs, der skal ske noget, verden skal opdages, jeg vil noget jeg ikke ved hvad er, eller sagt på en anden måde jeg vil, op på en bølge af optog. Eller slappe af og stene men ikke alene, jeg føler mig som en hund der løber efter sin egen halen.” sagde Boran.

”Du er lammet af et solhvervs strejftog, du kunne stoppe op og øjne en mandeløjne chance.” Sagde Cyber Zen

 ” Jeg tror nærmere jeg skal centrifugerer mine hjerneceller og stivne imellem to hjerteslag, og vandre i retningen af fantasien. Sagde Cyber Zen.

”Dette er Det nye Årtusinde det er fantasiens opblomstring, drømmenes Årtusinde.

 

                                                                 knaster

 

Et andet sted i Århus på samme tid stener Celina, en blondt håret pige, der vil erobre verden, og også er forelsket i at drømme, finder ind til sig selv ofte, en feminist med ben i næsen.    mens hun ligger i sengen og stirrer på en knast. Der danner et hulrum inden i hendes kemiske reaktioner i hjernen. Celina lod Yggdrasil vandre ud gennem loftet, som et mikrokosmos i universets, midte der altid er der hvor det er. Og i tidens og livets træ. Yggdrasil har tre rødder, som når ned til helvede, til Jotunheim, jætternes, de kosmiske urkræfters hjem og til Midgård, som er Jorden, menneskenes bolig. Dets højeste grene strækker sig ind i himlen og overskygger Valhalla. Det vil først visne og forsvinde den dag, da den sidste store kamp mellem godt og ondt bliver udkæmpet. Da vil nemlig liv, tid og rum, sådan som vi kender dem, forsvinde. Så krøllede hun verden sammen omkring i hendes hule hånd. Mens roterende blade dalede omkring hende. Hun satte sig ned for at meditere og lod hendes sjæl vandre ud gennem, loftet. Som sætninger af der forvinder, fløj hun af sted mod en verden der ikke kunne ejes af nogle, efter at havde holdt sig vågen natten lang. En tømmermand vandrede frem og gav hende et high five, og satte regnen af blade til en hurrakane omkring hende. Så dan gik hun, mens vindens hvisken holdt hende vågen natten lang. Mens vinterhvede groede omkring hende. Hun bøjede sig ned for at plukke en blomst så så hun at skovbunden var dækket  af påfuglefjer. Som en hukommelse vendt på hovedet.

Som et lyn fra oven fik hun de der gigantiske tømmermand, ind forbi hende med et lumsk smil om munden,  en af de der små sataner der om natten hælder dieselolie i munden smører polyfylla på tænderne slår dig i hovedet med en hammer fylder dine lommer med dankortboner og krøller dit tøj. Tømmermanden satte sig ind i hovedet på hende og begyndte at bygge, et tagstillads, planke på planke og søm efter søm. Da det stod færdigt, hoppede tømmermanden ud af hendes øre og smerten forsvandt. Hun stirrede omkring sig og kunne ikke se græsset for ene påfuglefjer. Hun plukkede en buket, og satte sig ned for, at få verden til at ligne en buket, stører blomster der kunne deles i to for så at samles i en helhed.

Himmelen over hende trak sig fra hinanden og der begyndte at regne med indkøbsvogne, hun spænede i ly under et klippe udspring. Her lå en flok fanger, der havde været lænket fast dybt inde i hulen, siden de havde været udklækkede af deres dronebi, de kunne ikke røre sig af stedet, de har en hundekrave på og der sidder spændt på en linie fra den ene til den anden, så de kun kan se i en retning, bag fangerne sværmede der en marcherende flok ildfluer, med lommelygter i panden. Mellem ildfluerne og fangerne er der en hævet myretue, hvorpå der vandrer gigantiske myrer, de bærer figurer af faner og værktøj, palmekors og nadverkrus.

På bagvæggen danner figurerne skygger, som fangerne stirrer sig forblændede på.

                      Og når en af figurbærerne råber i sin megafon, danner ekkoet fra murens bagside en forestilling om at lyden kommer fra skyggerne. Fangerne er forsumpede i noget der kunne ligne en leg, set fra de åbne øjne du sidder og læser denne bog med. Skyggespillet er imidlertid den eneste virkelighed, de kender, selv om de blot ser på dette magiske teater, ikke for alle kun for forrykte. Celina går hen og løsner en af fangerne, og forsigtigt vender hun ham om. Hans øjne næsten eksploderer, Hans forblændede verdensopfattelse forsvinder, idet han ser dette gigantiske fupnummer. Ildfluerne virker minde virkelige en skyggebillederne. Celina: Hvisker ”nu skal jeg vise dig noget.”

Fangen mumler: ”dada da da dada da.” Så flår hun ham du i sollyset, hvor hans øjne bliver blændet endnu mere, til han næsten er blind. Først ser han skygger af virkeligheden og senere ser han, at også den gør ham i tvivl om den virkeligt eksisterer, som andet end en drøm. Han begynder at spæne af sted, fra Celina, der hopper ned gennem knasten og sætter sig ned på sin seng, for at lade som om verden og ikke mindst hende selv er virkelig.

 

                                                    Midt i en drøm

 

Penelope sad ved sin symaskine og prikkede huller i sin paraply, den begyndte at bevæge sig rund og rotere så hun ikke kunne holde fast i den, selvom hun tog begge hænder til hjælp. Den blev slynget rund og lettede, slyngedes op i loftet og satte sig fast.  Hun kløede sig i sit sorte krøllede hår, og hoppede op tog fat om grebet på paraplyen, så hun blev slynget rundt i hendes kollegieværelse, hun blev slynget ned, og paraplyen landede på gulvet ved siden af hende. Hun gik hen og tog fat i døren, der var låst, og ikke ville gå op selvom hun pressede hendes brune skulder mod døren. Et klovneansigt flakkede ud af nøglehullet, og rakte tung af hende, Penelope tog fat i tungen, der sad imellem et rødt smil, hun drejede tungen rundt og døren faldt udad og dalede ned i den modsatte retning, af Penelope og ramte gulvet med et brag. Hun trådte over klovnen, der lå med døren hængende om halsen, som en redningskrans, klovnen stadigt med tungen ud af munden, halsende som en hund der tørster efter vejret, begyndte af skalle, af i flager, der lettede op i luften og blev til støv.  Hun gik ud af døren og mødte verden med et blik mod himmelen. De gennemvåde blade slap deres tunge dråber, én efter én blødt, med en trommende lyd, som når man slår på en bliktromme, ramte de jorden, med dybe suk, som et ekko der dundrede i Penelopes hjerne. En dyb stille ro, imellem de brune stammer, der vaskes blanke af strømme som en krøllet filmrulle der kører igennem en filmfremviser. Penelope med de blankeste  brune øjne, der glimtede glansbilledagtigt, i solens øjeblikkelige stråler i et partitur af alle regnbuens farver mens luften er tyk af salt i et stille tabt øjeblik der klarer op i det fjerne. Går Penelope af sted, på vej gennem skoven, ind mod byen for at mødes med en veninde.

 

Sophie sad og ventede med fred der hvilte i hendes hjerte, var hun er midt i en tom vågen drøm, roen lod sekunder, af zen vandrede i hendes sjæl. Hun forende sig med en afslappethed, der fik hendes hjerte til at blomstre, stille så hun verden passere forbi, i midten af verden, der drejede omkring hende hun lukkede sig inden i centrum af sit mentale plateau. Det føltes som om alting er fyldt, over som en kop vand, der løb over, alting forsvandt for en tid, uden for hendes opmærksomhed. Hun hvilede for en tid. En niche ganske lille, med Myg små og tavse, uden at eje andet som en Vandring over huden, er det navn hun de boede i et efterårs regn. Det gav et sæt´, da hun blev vågen af et stik, der fik hende til at springe op, og klaske på hendes fregnede arm. På det tidspunkt i livet havde det for Sophies liv virket som ørkener og lange vandring hvor intet nyt dukkede op, dagene havde været de samme bjerge af sand, ikke en lotusdråbe var blevet tilført, som luft gennem fingre, løb sandet og føg for vinden. Men På dette tidspunkt i livet blev sandet snart vædet med regn under regnbuer, så hun lavede våde fodspor. Da hun forlod sit ophold i Marselisborg skov, for at gå Penelope i møde.

 

De mødtes tilfældigt ved stranden, bag de uklippede hække gik de som to løver

i et bur og talte med de stumme miner. Lange dråber fra sorte skyer afbryder

tænkepauser som fyldes, med deres svar, som pladser i en gammel by

af okkersøer i langsom gengivelse mellem, øjne af sten og arme af regn

byens ord falder uden, for murerne og blander sten og glas i tavshedens porte

Åbnede Sophie sin mund og talte til Penelope;

”Skal vi gå ned på RisRas, Jeg tror Boran er dernede, ”

”Sophie svarede. ” Jeg kunne godt ryge lidt vandpibe, med æblesmag.” Sagde Penelope

”Det er koldt og jeg føler mig som en delfin, i en bruser,” sagde Sophie.   

”Så lad os glide, jeg fryser, ” Sagde Penelope.

 

                                                                

                                            Flaskepost

 

Mørket havde trukket sig sammen, og himmelen var blevet flået ud af bilvasken. Der var stjerneklart, i nattens første timer.

Cyber Zens tanker vandrede, på tværs af mælkevejen, som en kolibri svævede hans øjne mellem Orion og Venus, hans øjne hvilede på Cassiopeia, der sad i sin lysende cirkel.

Da det blæste på månen, tabte han sin kæbe, han ville være astronaut og drømme om at skrive uninversdigte, eller være digter og vandre rundt i verdens myretue. Han stirrede op i luften og så noget på himmelen

Han satte sig på bænken ved kollegiet, og lagde sit hoved tilbage og smilte. Den aften så han lavt i horisonten pludselig et lille, hvidt lysglimt på den stjerneklare himmel. Kort efter så han endnu et glimt. Glimtene fortsatte med faste intervaller, nærmest som om de kom fra det samme sted på himlen. Efter flere minutter blev lysglimtene langsomt større, og bevæger sig en smule opad på himlen og lidt til siden.

Han blev overrasket, da en stor, kraftigt lysende genstand kom til syne lavt på himlen, mens den hurtigt bevægede sig fra højre mod venstre vinkelret på hans blik.

Genstanden var aflang, og lyset så ud til at komme fra flere steder. Der var både hvide, orangerøde og gullige lys. Nogle af dem blinkede, mens andre lyste kraftigt fremad. Mindre dele af genstandens overflade var oplyst. Det så ud, som om genstanden er meget tæt på.

Mod jorden dalede, en blinkende kugle, I faldskærmens trygge snore faldt den,  svævede mod jorden. Og landede foran Cyber Zens fødder. Så lå der en rigtig

flaskepost! Brun og sandblæst,  flasken fandt ham, eller han fandt flasken.

på tværs af stranden. Hård lukket om sin egen varme kugle.

Cyber zen tog cylinderen op og kikkede op mod himlen, der nu igen var dækket af skyer. Cylinderen var rund og havde et skruelåg på som, han åbnede forsigtigt. Et stykke pergament landende i hans hånd og han tog det op og begyndte at læse.

 

nu kladde vers

ave suro solus

Kort mil aso

 

Han forstod intet af hvad det betød og stak det i lommen.  Han troede at den besked kunne give en mening, som en tanke der flyver over steppen, men en manglende mening, gav ham et tiger håndtryk i natten. Hans blik på papiret hviskede en skygge, fra genspejlet af bogstaver, der ingen mening gav.

Ingenting at forstå, det rene nonsens. Hans hjerne roterede som en tørretrumper.

Han ringede på sin mobiltelefon til Sophie; “Hej jeg vil gerne chille og mødes.”

“Jeg kender din stemme når du hvisker i vinden, vi sidder på RisRas kommer du” sagde Sophie. Jeg kommer så hurtigt jeg kan, jeg har noget at spørge dig om.” Sagde Cyber Zen. “Ok vi ses, men pas på  natten har øjne,” Sagde Sophie.

Da Cyber zen gik af sted mod RisRas, tænkte han ved sig selv;

At der manglende vind og tigeres håndtryk i natten, nøgne bygninger der løsnede søvn og månen der indimellem, når skyerne drev forbi, lyste i mørket. For intet at erindre

i et hav af utænkelige tanker, der lyste som fakler i mørket, som Ravnen der fløj talte, til ham og han talte, sekunders storme, som en færd ind i gennem byen, der slører sine gammelkendte  dufte, med en hånd, som for at standse tidens storm, som månen der spejlede sig i sin junge, lade mælk løbe mellem sine hænder, som en vågen drøm af regnbuens farver, åbne alle portes vinger, i hullet mellem stjernerne ,lade alt stå tilbage i søvn, det føltes som en drøm om et tidløst rum.

 

 

                                                                                       Elefant

 

Boran låste sin dør og  gik af sted, han kunne ikke finde rundt så han gik, efter de pejlemærker, der var på fortovet, hvor der lå bananer og pejlede i retning af Mejlgade. Det var koldt uden for, det var midt i månens  første fase i, den lyste op ligesom lygtepælene langs vejen. Et tavst kor af gamle mennesker sad omkring bag ruderne og bed deres tunger til blods for ikke at tale.

Han hørte nogle tunge skridt, og fliserne under ham begyndte at vibrer, foran ham stod en elefant. Først spiste den Borans tøj. Så så  Elefanten på Boran der nu var nøgen. Den gav ham elevator blikket, og tænkte så; ”hvordan fanden får han sin mad i munden?”

Elefanter er pattedyr, der findes flere forskellige arter af elefanter i verden i dag. Stamformen til elefanterne som vi kender dem hed Primelephas, den var stamform til både mammutter og de egentlige elefanter. Primelephas levede ofte i den fjerde dimension og Den levede i skove og havde små stødtænder i underkæben.

Elefanterne inddeles i flere familier, som alle er uddøde undtagen to arter i underfamilien

Den afrikanske elefant er generelt større end den asiatiske. Den afrikanske elefant har størst ører og en flad pande. Denne elefant var faret vildt og endt i latinerkvarteret.

Den var en rigtig matriark, der fører an og tager beslutninger om hvor flokken skal vandre hen for at finde føde. I familieflokken færdes hunnerne og ungdyrene, mens hannerne, når de bliver kønsmodne forlader flokken og strejfer om, enten alene eller i ungkarle-grupper. Derfor var denne elefant melankolsk, og meget sulten.

Elefanter kommunikerer ved hjælp af kropssprog og meget dybe rumlelyde, som det menneskelige øre knapt kan opfatte. Ved hjælp af lydene kan elefanterne kommunikere med hinanden over meget store afstande - flere kilometer.

Udover elefantens karakteristiske stødtænder har den også fire store kindtænder, der slides når elefanten spiser. Disse kindtænder nedslides over en periode på 10 år. Nye kindtænder er i mellemtiden vokset ud bag de gamle, som bliver skubbet ud af munden. Elefanten kan skifte kindtænder seks gange, og når det sidste sæt er udtjent, vil den dø af sult. Begge arter har været meget truet. Det begynder at lysne i Afrika, hvor der i nogle dyreparker næsten er for mange elefanter, takket være en meget hård indsats mod krybskytter og en værnen om naturparkerne. I Østen ser det værre ud, da elefantens levesteder hurtigt forsvinder.

                      Her er kun meget få vilde elefanter tilbage i naturen. I latinerkvarteret var der kun en elefant, den vandrede frem og tilbage imellem de parkerede biler. Lavede buler i bilerne og knuste sidespejle, butiksvinduer og trampede forvirret rundt. Den kikkede ned på Boran og lod snablen slange sig omkring ham og slugte ham så. Bevægelsen ned igennem maven, var som en omvendt fødsel for Boran. Han landede midt i et stort organisk hum. Han følte det som om hans krop skulle sprænges, at alle hans følelser var presset ned. Han følte sig undertrykt og underkuet

Han følte sig fængslet, i en rumlende hoppende trampolin, der slyngede ham rundt. Det føltes som om han ikke kunne trække vejret, meget længere. Han tog et ribben og prikkede et lufthul i maven. Hans hjerte begyndte at banke langsommere, men han blev slynget frem og tilbage, og følte sig som en milkshake.

Han tog sine hænder og stak dem ind i lufthullet, og begyndte at flå hullet større. Til sidst var det så stor at han kunne kravle ud af det, han landede, på asfalten. Tømt for kræfter. Elefanten galoperede af sted, som et såret dyr og truttede en smertens fanfare og forsvandt ud af Borans synsfelt. Ved siden af ham begyndte der at dale aviser, med, et budskab der lød sådan her,

Lille bepmog med sin slagne hær, Jokker hjem fra Rusland med kolde, frosne tæer. Til Moskva kom han ej denne gang,  Forstummet er hans sejrssang.

 

 

                                                                 Stilleben

 

En morgen vågnede Celina og opdagede at hendes mobiltelefon var væk.

Hun begyndte at rode værelset igennem, hun ledte i sine sko, inden i hendes dynebetræk og i hendes toilet. Celina gik hen til, sin bror og lånte hans telefon, fra hans tomme værelse og ringede op til sin egen telefon. Hun fandt den i vasketøjet. Hun tog en blok op, Hun pustede til papiret i notesbogen, så blækket kunne tørre. Lyden skilte sig ud og blev enkeltstående, som om den havde en særlig plads i hendes værelse.

Ligesom lyden af blæk der roterer imod blokken, Var lyden af kreativitet der blev til skrift. Hun strakte sig og kastede et fængende blik på blokken, der lå foran ham. Den første sætning stod klart og tydeligt. Hun pustede på papiret, og langsomt flød den blanke, skinnende overflade sammen til en nardus i et blåt punkt. Tilbage og blev ligesom en del af papirets flod af ord. Hun skrev altid med blæk og pen, idéen om, at ordene skulle have et øjebliks betænkningstid før de lod sig stivne var en rungende korridor i hendes sind. Det første ord var altid den sværeste, hun mindede sig selv om at der er 250.000 danske ord at vælge imellem.

For de tidlige romantikere var kunsten erkendelse. I poesien, i maleriet og musikken brydes grænser og privilegerede øjeblikke skabes, hvor liv og kunst sættes på nye formler. Kunstneren er et medie med de særlige gaver: Fantasi og intuition. Hun er et spejl - en kanal, der modtager den guddommelige inspiration fra oven. Gennem kunstværket giver hun inspirationen videre til en mindre modtagelig modtagergruppe: publikum. Celina rodede sig i håret og så væk. Bogen lå ude i øjenkrogen og ventede, dermed i udkanten af hendes rækkevidde. Den stirrede og var parat til at gribe hendes opmærksomhed. Hun førte fingrene til munden og blinkede med øjnene.

Omkring hende lå foldede papirflyvere der var kastet rundt i rummet. Fingrene lugtede af den samme kaffe, som befandt sig i den store kaffekop. Bordet var i slidt, gullig stil og af lyst træ, og omkring belysningen sværmede myg. Fingrenes overflade duftede af ganske naturlig kaffe. Det var det eneste energi, hun havde levet af i de seneste dage. 

Tid og sted og tanke og erindring flød sammen, når hun ikke koncentrerede sig om at holde tingene adskilt og satte hun tingene i uorden og fandt det ikke besynderligt.

De blå ord, der havde manifesteret sig på det hvide papir, stod så blinkende som et fyrtårn for hende, at hun næsten måtte holde en hånd for øjnene.

Det dundrede under håret, der var fedtet, både på ydersiden og ligeså med hjernecellerne, der marcherede rundt med pigsko på. Hun hungrede efter føde, men nøjedes med at drikke mere kaffe fra kanden. Hun tog pennen op og skrev, en drøm i hendes digtes gader, en labyrint af erindringer og tankeflugt, brisens og mulig at nå ordene på nysom et gensyn fra et gammelt ekko under pennen. Skarpsynet i verden, ud af papirets form, som en lydløs, pens stille begyndelse, ikke af grusgraves dybde, men af spirende skrift udstrakt som sagte sagn og myter, med tankerne tanket op af tordenkaffe

i den flyvske askesne dalende gennem pennen, uden altings tomhed at erindre, som et faldet digt i en verden af blæst, flyvende fra linie til linie, med en drøms horisonter

som et klarsyn under hendes øjenlåg, skrev skriften sig selv. Da hun satte punktummet, fandt hun ud af at hun havde skrevet sig ind i en bog. Der nu stod omkring hede, hun foldede forsigtigt, blokken sammen. Lidt efter ringede telefonen det var Penelope.

”Hej kommer du ned på RisRas, vi sidder og keder os.”

” Ja det kunne jeg godt, men hvad skal vi lave” sagde Celina.

” Aner det ikke, men Boran, og Tjavs og Cyber Zen kommer, Ja og Sophie er her allerede” sagde Penelope.  ”det lyder bravt, jeg kommer med det samme” sagde Celina. Celina slukkede mobilen, der begyndte at tage form af en fisk, og sprællede ud af hendes hænder, så gik hun ud på gaden og gik i hurtigtempo ned af Mejlgade, hvor der stank af Elefantlort.

 

 

 

 

                                                   

 

                                                    Gåder i mørket

 

De sad rundt om bordet, Celina, Sophie, Penelope og Boran og Cyber Zen.

Stivnet i et øjebliks fæstnende holde punkt, så kom bartenderen og satte en vandpige på bordet, og de begyndte at ryge, piben der gik i ring venstre om.

Penelope tog ordet, “hvad er livets gåde.”

Boran nikkede mens han inhalerede røgen, “hvor kommer vi fra som mennesker,

dukker livet op, som trold af en æske, hver gang de rigtige forhold byder sig. Eller er livet her på Jorden bare realiseringen af en umådelig usandsynlighed? Eftersom vi kun har fundet liv her på Jorden, er det ikke muligt at svare på dette spørgsmål. Hvis vi bare et eneste sted uden for Jorden finder selv den mest forkølede lille amøbe, er sagen en ganske anden.”

”Hvad er verden” Spurgte Penelope.

”Buddhismen giver ikke umiddelbart en forklaring på verdens oprindelse. Her støtter man sig op ad videnskaben, og mener i øvrigt at der siden begyndelsesløs tid har været mange universer, og at der også kan være flere nu. De opstår, er der et givet stykke tid, og opløses så igen.

I følge buddhismen vil der komme 1.000 historiske buddhaer, mens denne verden findes. De vil opstå i hver deres tidsalder, hvor de bliver denne tids 'grundlægger' af buddhismen, og buddhismen vil så spredes fra dem, findes i et givet stykke tid og så forsvinde igen, indtil den næste historiske Buddha i den næste historiske tidsalder.

Vor tid historiske Buddha, Buddha Shakyamuni, der nåede erkendelsen i Bodh Gaya i Nordindien for omkring 2.500 år siden er den 4. af de 1.000 historiske buddhaer. Der har således været buddhisme lang tid før ham, og der vil også være det efter ham og efter denne tidsalder.” Sagde Sophie og kikkede op i loftet.

Cyber Zen tog over ”Intet opstår af intet , intet kan forsvinde. Stof eksisterer i form af usynlige partikler, atomer udover stof indeholder Universet tomt rum, vakuum Universet består af stof og tomt rum og intet andet Atomerne er udelelige, Universet har ingen grænser Universet har intet centrum.”

”Hvad er vakuum,” spurgte Boran.

”En tomhed noget der ikke er der, eller nej jeg ved det ikke”

Der er altså en hel masse ingenting i alting. Sagde Boran.

” Eller rundt omkring, hvordan kan der være ingenting,” Spurgte Sophie.

Penelope rullede en rund kugle i hånden, ”her har du en masse ingenting,” sagde hun og kastede ingenting efter Sophie.   

“Er ingenting noget, for hvis det er det, så er der noget der ikke er der, en minus eksistens, og hvorfor er vi så til, hvis vi hele tiden har været omgivet af ingenting, hvorfor er jeg så noget og ikke ingenting” Spurgte Boran.

Sophie rømmede sig:” Lad mig først omformulere spørgsmålet til "Hvorfor er jeg til?". Lad os så definere det at være til, som efter min mening er det samme som at eksistere og muligvis også det at være i live. Når man er til, har man evnen til at tænke, og man har en fri vilje. Det at tænke er jo blot at associere indtryk og situationer med de medfødte drifter og tidligere erfaringer, men viljen er anderledes svær at forstå, endsige forklare. Eksempel: Det er allerede i dag muligt at efterligne den menneskelige hjerne, tanken, ved hjælp af moderne teknologi. Men vil det nogensinde blive muligt at give en computer en vilje? Vil denne såkaldte vilje ikke blot være et resultat af en række analyser, associationer, logiske slutninger og sammenligninger med tidligere erfaringer?”  “Jo. Jamen, er menneskets vilje da ikke også dette? Muligvis. At være til, at eksistere er altså at man af uforklarlige grunde har en vilje.” Sagde Celina.

 

Vi ved meget om hjernen. Men vi ved ikke, hvordan eller hvorfor tanker eller følelser dannes. Vi ved ikke, hvorfor vi tænker. Den franske filosof Descartes udtalte den berømte sætning "Jeg tænker, derfor er jeg.", men det er mere korrekt at sige "Jeg er bevidst, derfor er jeg,” Sagde Cyber Zen

 

 

                                                     Mødet på Aros

 

De fem tog af sted, op gennem latinerkvarteret, forbi biblioteket og gik ind på Aros, 

En kustode står foran, en flok ældre mennesker, en af dem med en krum ryg, hvis man kunne se igennem hans hjerne, ville man se, et langt levet liv. Kustoden fortalte mekanisk: “ Abstrakt kunst bliver i dag primært brugt om nonfigurativ kunst, altså malerier som ikke forestiller eller efterligner genstande. Den abstrakte kunst benytter altså ikke formerne og farverne til at repræsentere noget bestemt ved at ligne dette, men lader dem træde frem i deres egen ret. Billederne kan dog stadig knyttes til betydninger og forestillinger - men netop på et mere abstrakt plan.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev betegnelsen brugt mere bredt, nemlig om den kunst som abstraherede fra detaljer i virkeligheden eller forvrængede den, fx kubismen. Og den nonfigurative kunst begyndte da også hos fx Piet Mondrian som en decideret abstraktion fra et konkret motiv.” sagde kustoden.

 Da kustoden opdagede de fem, der stod lidt uden mål og med, gik han over til dem.

“ I skal ind i elevatoren, hvis i vil ned i den elektroniske drypstens hule.” Han tog fast i Borans Arm” og førte ham ind i elevatoren, De fire andre fulgte med, Kustoden trykkede på den nederste knap, og sprang ud inden døren lukkede, Da Cyber Zen kikkede på kustodens smil, så han at hans tænder var lidt, mere spidse en tænder normalt er. 

Elevatoren gik i baglås og begyndte at roterer i cirkler i den modsatte retning af klodens rotation, de seks blev slynget rundt i elevatoren, og landede oven i hinanden, da elevatoren stoppede med et bump. Boran gik hen til døren og forsøgte at åbne den, men den sad fast, han kikkede ud af glasdøren og så en drypstens hule, der ikke mindede om den etage, på Kunstmuseet han havde været på for blot en uge siden. Boran Mumlede til de andre:  “Lidt opturen var, at se en nærmest hellig grotte – en drypstenshule med flotte stalaktitter (drypsten der hang ned fra loftet) og stalagmitter (drypsten der ragede op fra gulvet). De dannes ved, at kalkmættet vand siver gennem loft og vægge og - dråbe for dråbe - afsætter små mineralske kalklag når vandet hhv. drypper fra loftet og rammer bunden. Gennem årtusinder bliver det til de flotte drypsten. Når en stalaktit og en stalagmit mødes, danner de en søjle. Drypsten vokser ca. 1 cm på 100 år, sagde Boran.

Sophie begyndte at sparke på døren, uden andet resultat end en masse støj. En   

Enbenet dværg, der humpede af sted på et ben, der sad oven på en kængurustylte, nærmede sig dem, og gik hen, og trykkede på en udvendig knap der åbnede døren udefra. Det lød som om han sagde” Verden er en angora kanin, der skal barberes med jeres hvæsede tale, følg med.” De seks gik i snegletempo efter ham, til de stod i en lille sidegrotte. “ Hurtigt vil i finde vejen til Venus og hjælpe skal i ja plukke de sure rønnebær før de visner,” sagde dværgen.

“Hvorfor er vi her, hvor skal vi hen, hvad vil du os,” sagde, Celina.

“ Spørge kan de, finde svar skal de, se gennem tågen, hjælpe kan de, bruge mannaen kan de, i skal lære alle universers sprog,” sagde dværgen. Da de kom længere ind i grotten, så de en pelikan der lå skruk, og lunede, sine æg, Dværgen gik hen og pressede den forsigtigt på maven, så den lagde 5 æg. Et æg blev slået ud i hovederne på de fem, Så nu kan i  forstå alle sprog, i univerest, i er blevet ægget til verdenspoeter.

Hvad er sammenligningen mellem mænd og Ufoer er?

Du ved ikke hvor de kommer fra, hvad deres mission er eller hvornår de rejser, sagde Dværgen. ”Hvor skal vi hen,” gentog Celina.

I skal møde, en Tasher der er i knibe, og som har brug for jeres hjælp, til at finde noget han skal bruge. De fem gik af sted efter den enbenede dværg, til de stod i et klamt rum hvor dråberne dryppede ned, og gav ekkoer af klask mod det kolde, stenede gulv.

 

                                                                

 

                                                                                        Grotten

 

 

 

De fem stod nu i midten af en stor grotte, de Celine skuede lidt til Penelope, og pegede over mod hjørnet, en stor grå ting bevægede sig fremad, ved at daske, med noget der lignede fedtklumper, ovenpå et stort skateboard. “Det er så tasher,” sagde Dværgen og bevægede sig hoppende af sted længere ind i grotten. Tasher mumlede:” Velkommen til Venusufoernes midlertidige udflugtssted. - I forhistorisk tid besøgte vi Jorden som ukendte væsener fra verdensrummet. I kalder vores skabninger for ikke-jordiske væsener Os ikke-jordiske skabte menneskets intelligens ved at forandre arvemassen hos de primitive jordboer. Videnskabsfolk vil kalde det for kunstig mutation, en ændring af arvemassen. Menneskets intelligens opstod ikke ved en tilfældighed. Det var ingen fuldtræffer i et lotteri med milliarder af andre muligheder, men et planmæssigt indgreb foretaget af os væsener fra universet.

- Også de ældste religioner opstod i forbindelse med os fremmedes besøg på Jorden. Der udviklede sig legender og myter, som i udgangspunktet skildrer den tids hændelser.

For to dage siden mislykkedes en indflyvning, der havde til mission, at give oplysninger om Venus og optage George Bush i Venus parlamentariske udvalg, for kunstig intelligens. Men til vores store nederlag blev vi skudt, ned over Århus, og måtte nødlande på i skoven i det sydlige Viby.”

Cyber Zen tog en lap papir ud af cylinderen, ”så er det altså jer der kastede, denne lap papir ned, hvorfor lige til mig.” Sagde Cyber Zen.

Ufoen Tasher, kikkede ned på Cyber Zen, med overbærende øjne, ”det var vores eneste mulighed, vi er på flugt fra Spartaerne, der forsøger at gribe ind i vores planer, de er uhyggelige. Efter Spartanernes leder Dani egen mening er hans opfattelse af vor fortid det rene sprængstof under videnskabens elfenbenstårn. For Dani at se er videnskaben en forkvaklet og snæversynet verden. Han mener, at de videnskabelige faggrænser skal brydes ned, og han er stolt over at træde på videnskabsfolkenes ligtorne. At han selv bliver angrebet går ham ikke på, det tager Däniken som bevis for, at han er på rette spor. Storsindet undskylder han sine modstandere med ordene: - druknende mennesker fægter jo ofte vildt omkring sig. Men Alt det arbejde vi har haft med at skole filosofferne og de gejstlige i at skrive ammestuehistorier, til at holde menneskene i en bedøvende ro, vil gå op i røg hvis Spartanernes plan om, at afsløre jeres primitive videnskab som fup og diskurser, vil vores plan om at redde jer fra fortvivlelse gå i vasken.”  

“Hvad skal i så bruge vores hjælp til hr. Superintiligente buddingeufo.” Sagde Penelope.

En del en del, skal vi bruge jer til, i kan færdes i befolkningen, uden at vække opsigt, i første omgang skal vi bruge jer til at finde et brintbatteri,” sagde Tasher.  Amerika udråbes tit til skurken over alle skurke, når Europas miljøde-

bat raser om de globale klimaændringer. Verdens eneste supermagt vil ikke skrive under på Kyoto-aftalen og er samtidig storforbruger af drivhusgasser. Spørgsmålet er, om det er den eneste sandhed ­ USA som miljøfolkets yndlingsfjende. Eller om sandheden, som så mange gange før, også har andre nuancer. Tit og ofte har vi i Europa kigget med skeptiske briller på, hvad der sker i USA. Fx har vi rystet på hovedet af deres udviklings sprogrammer og af amerikanske valgkampe, men nu står vi altså og mangler et brintbatteri, fra Nasas udviklingsprogram, på teknisk universitet i  det skal i skaffe, for Darwins skyld. På Danmarks Tekniske Universitet i Esbjerg.”

De Fem nikkede begejstret, og Boran sagde at de gerne ville hjælpe, og at han var beæret over at skulle hjælpe med at hjælpe Tasher.

De fem gik af sted mod RisRas, Boran med en mappe han havde fået af Tasher, som han holdt så fast i at hans knoer blev røde og faste som var de i en smedje, af glødende kul.

Da de kom ind på RisRas, gik Cyber zen over til Tjavs der sad og ventede, og slog et æg ud i panden på ham så han han farede ud på toilettet, med Celina løbende efter ham,” nu er du en verdenspoet,” sagde hun, og vaskede ægget ud af håret på Tjavs.

 

 

 

                                   universets oprindelse

 

De seks sad nu på RisRas med en opløftet stemning, og tanker på at de skulle opleve noget stort. “Hvad er der i attachemappen,” spurgte Celina. Boran tog mappe foldedede den ud boran læste højt:

 

 

I Walt Whitman's ofte citerede digt When I Heard the Learn'd Astronomer fortæller digteren hvordan han, da han fik vist astronomens kort og diagrammer, blev træt, fik kvalme og gik bort for sig selv og så op "i komplet stilhed på stjernerne". Generationer af videnskabsfolk er blevet foruroliget af disse linier. Fornemmelsen af skønhed og under bliver ikke mindre gennem videnskabens arbejde, sådan som Whitman antyder. Nattehimlen er så smuk som nogensinde, for astronomer såvel som digtere. Og efterhånden som vi forstår mere og mere om naturen, er forskerens fornemmelse af under ikke forsvundet, men snarere skærpet, mere snævert fokuseret på de mysterier der stadig er tilbage.

De nærmeste stjerner, som Whitman kunne se uden et teleskop, er nu ikke mere så mystiske. Massive computer programmer simulerer kernereaktionerne i stjernernes centrum og følger energistrømmen gennem konvektion og stråling til deres synlige overflade og forklarer både deres nuværende udseende og hvordan de har udviklet sig. Observationen i 1987 af gammastråler og neutrinoer fra supernovaen i den Store Magellanske Sky bekræftede på dramatisk måde teorien om stjerners opbygning og udvikling. For os er disse teorier i sig selv smukke, og at vide hvorfor Betelgeuse er rød kan endda forøge fornøjelsen ved at kigge på vinterhimlen.

Men der er rigeligt af mysterier tilbage, mange af dem diskuteres af andre forfattere i dette blad (Scientific American, Oktober 1994). Hvilken slags stof er galakser og galaksehobe lavet af? Hvordan dannedes stjernerne, planeterne og galakserne? Hvor udbredt i universet er områder, der er passende for liv? Hvordan dannedes Jordens have og atmosfære? Hvordan startede livet? Hvordan er sammenhængen mellem årsag og virkning, mellem udviklingen af liv og de jordiske omgivelser, hvori den fandt sted? Hvor stor rolle spiller tilfældet i den menneskelige races oprindelse? Hvordan tænker hjernen? Hvordan reagerer menneskelige institutioner på ændringer i omgivelserne og teknologien?

Vi kan være meget langt fra løsningen af nogle af disse problemer. Alligevel kan vi gætte på hvilke slags løsninger de vil få, på en måde, som ikke var mulig da Scientific American blev grundlagt for 150 år siden. Nye ideer og indsigter vil være nødvendige, disse kan vi forvente at finde indenfor den kendte videnskabs rammer.

Så er der mysterierne ved vor videnskabs ydre grænser, sager, som vi ikke kan håbe at forklare ved hjælp af det, vi allerede ved. Når vi forklarer noget af det, vi observerer, er det ved hjælp af videnskabelige principper, som selv forklares ved hjælp af dybere principper. Når vi følger denne kæde af forklaringer, føres vi til sidst til naturlove, som ikke kan forklares indenfor den moderne videnskabs grænser. Og når vi beskæftiger os med livet og mange andre sider af naturen, har vore forklaringer en historisk komponent. Nogle historiske kendsgerninger er tilfældigheder, som aldrig kan forklares, undtagen måske statistisk: vi kan aldrig præcist forklare, hvorfor livet på Jorden er kommet til at se sådan ud som det gør, skønt vi kan håbe at vise, at nogle former er mere sandsynlige end andre. Vi kan forklare en hel del, selv hvor historien spiller en rolle, ved hjælp af den måde universet begyndte på, såvel som naturens love. Men hvordan forklarer vi forholdene i begyndelsen? Et yderligere kompleks af gåder breder sig over naturens love og startforholdene. Det drejer sig om det intelligente livs dobbeltrolle - som dele af det univers vi søger at forklare og som den der forklarer.

Naturens love, som vi forstår dem, tillader os at spore den observerede udvidelse af universet tilbage til, hvad der kunne være en sand begyndelse, et øjeblik da universet var uendeligt varmt og tæt, for omkring 10 til 20 milliarder år siden. Vi har ikke tillid nok til anvendeligheden af disse love ved ekstreme temperaturer og tætheder til at være sikre på, at der virkelig var sådan et øjeblik, meget mindre til at udregne alle startforholdene, hvis der var nogen. I øjeblikket kan vi ikke gøre det bedre end at beskrive startforholdene på et tidspunkt omkring 10-12 sekund efter det nominelle tidspunkt med uendelig temperatur.

Universets temperatur var da faldet til omkring1015 grader, køligt nok til at vi kan anvende vore fysiske teorier. Ved disse temperaturer ville universet være fyldt af en gas bestående af alle de typer partikler, som kendes af højenergi atomfysikere, sammen med deres antipartikler, som hele tiden ville blive udslettet og skabt ved deres kollisioner. Efterhånden som universet fortsatte med at udvide sig og afkøles, blev skabelsen langsommere end udslettelsen, og næsten alle partikler og antipartikler forsvandt. Hvis der ikke havde været et lille overskud af elektroner over antielektroner, og quarker over antiquarker, så ville almindelige partikler som elektroner og quarker faktisk mangle i universet i dag. Det er dette tidlige overskud af stof over antistof, anslået til en del ud af 1010, som overlevede til at danne lette atomkerner tre minutter senere, så efter en million år til at danne atomer og senere til at blive kogt til tungere grundstoffer i stjerner, for til sidst at give det materiale livet skulle opstå fra. Den ene del ud af 1010 overskud af stof over antistof er et af de startforhold, som bestemte universets fremtidige udvikling.

Der kan desuden findes andre slags partikler, som endnu ikke er blevet set i vore laboratorier, der vekselvirker svagere med hinanden end quarker og elektroner og som derfor udslettedes relativt langsomt. Store antal af disse partikler kunne være blevet ladt tilbage fra det tidlige univers, til at danne det "mørke stof", som nu tilsyneladende udgør en stor del af universets masse.

Selv om man almindeligvis antager, at da universet var 10-12 sekund gammelt, var det omtrent ens overalt, må der have eksisteret små uregelmæssigheder, som igangsatte dannelsen af de første galakser og stjerner millioner af år senere. Vi kan ikke direkte observere uregelmæssigheder på tidspunkter tidligere end omkring en million år efter begyndelsen, da universet først blev gennemsigtigt. Astronomer er i øjeblikket i gang med at kortlægge små variationer i den kosmiske mikrobølgestråling-baggrund, som blev udsendt på det tidspunkt og de bruger dem til at udlede den oprindelige fordeling af stof. Denne information kan så efterhånden bruges til at udlede uregelmæssighederne i begyndelsen 10-12 sekund efter starten.

Fra den grundlæggende fysiks kølige synspunkt, er universets historie bare et illustrerende eksempel på naturens love. På de dybeste niveauer, vi har kunnet spore vore forklaringer til, tager de love form som kvantefeltteorier. Når kvantemekanik anvendes på et område som det elektromagnetiske felt, finder man, at energien og bevægelsesmængden kommer i bundter, eller kvanter, som i laboratoriet observeres som partikler. Den moderne Standard Model antager, at der findes et elektromagnetisk felt, hvis kvanter er fotoner, et elektronfelt, hvis kvanter er elektroner og antielektroner; og et antal andre felter hvis kvanter er partikler kaldet leptoner og antileptoner. Der findes forskellige quarkfelter, hvis kvanter er quarker og antiquarker og så er der 11 andre felter, hvis kvanter er de partikler, der overfører de svage og stærke kræfter, som virker på elementarpartiklerne.

Standard Modellen er bestemt ikke naturens endelige lov. Selv i sin enkleste form indeholder den et antal skønsmæssige egenskaber. Der findes omkring 18 numeriske parametre, hvis værdier må findes ved eksperimenter, og mangfoldigheden af typer af quarker og leptoner er ikke forklaret. Desuden er en side af modellen stadig usikker: vi er ikke sikre på den mekanisme, som giver masser til quarkerne, elektronerne og andre partikler. Dette er den gåde, der skulle have været løst af den nu opgivne Superconducting Super Collider. Vi håber den bliver afsløret af Large Hadron Collider som planlægges af CERN nær Geneve. Endelig er denne model ukomplet; den inkluderer ikke tyngdekraft. Vi har en god feltteori for tyngdekraft, den almene relativitetsteori, men kvanteversionen af denne teori bryder sammen ved meget store energier.

Det er muligt, at alle disse problemer vil finde deres løsning i en ny slags teori, som kaldes strengteori. I strengteori genfortolkes kvantefeltteoriens punkt-partikler som små, udstrakte endimensionale genstande, som kaldes strenge. Disse strenge kan eksistere i forskellige slags vibrationstilstande, hver tilstand kommer til syne i laboratoriet som en forskellig slags partikel. Strengteorien giver ikke bare en kvantebeskrivelse af tyngdekraften, som har mening ved alle energier; en af strengens vibrationstilstande viser sig som en partikel med gravitonens egenskaber, tyngdefeltets kvant, således forklarer strengteorien endda hvorfor tyngdekraften findes. Der er endvidere versioner af strengteori, som forudsiger noget lignende den menu af felter, som er indarbejdet i Standard Modellen.

Men strengteori har endnu ikke haft succes med at forklare eller forudsige nogen af Standard Modellens numeriske parametre. Endvidere er strenge alt for små til, at vi direkte kan måle elementarpartiklernes strengagtige egenskaber; i forhold til en atomkerne er en streng mindre end en kerne er i forhold til et bjerg. Den intellektuelle investering der nu gøres i strengteori, uden den mindste opmuntring fra eksperimenter, er uden fortilfælde i videnskabens historie. Men i øjeblikket giver den os det bedste håb for en dybere forståelse af naturens love.

De nuværende sprækker i vort kendskab til naturens love står i vejen for en forklaring på forholdene ved begyndelsen af universet 10-12 sekund efter den nominelle start, ved hjælp af universets historie i tidligere tid. Beregninger i de sidste par år har sandsynliggjort, at det lille overskud af quarker og elektroner over antiquarker og antielektroner på dette tidspunkt, blev produceret lidt tidligere, ved en temperatur på omkring 1016 grader. I det øjeblik gennemgik universet en faseovergang, noget lignende vand der fryser, i hvilken de kendte elementarpartikler for første gang tilegnede sig masse. Men vi kan ikke forklare, hvorfor det overskud, der blev produceret på denne måde, skulle være en del ud af 1010, eller udregne dets præcise værdi, indtil vi forstår detaljerne ved den masseproducerende mekanisme.

Det andet begyndelsesforhold, graden af uensartethed i det tidlige univers, må spores tilbage til endnu tidligere tider. I vores kvantefeltteorier for elementarpartiklerne, inklusive den enkleste version af Standard Modellen, gennemtrænger adskillige felter universet og antager værdier over nul selv på steder, hvor rummet skulle være tomt. I universets nuværende tilstand har disse felter nået ligevægtsværdier, hvilket minimerer vacuets energitæthed. Denne vacuum energitæthed, også kendt som den kosmologiske konstant, kan måles gennem det tyngdefelt, den frembringer. Den er tilsyneladende meget lille.

I nogle moderne teorier om det tidlige univers, var der imidlertid en meget tidlig tid, hvor disse felter ikke havde nået deres ligevægtsværdier, således at vacuet ville have en enorm energitæthed. Denne energi ville have frembragt en hurtig udvidelse af universet, kendt som inflation. Små uensartetheder, som ville være blevet frembragt af kvantesvingninger før denne inflation, ville blive forstørret i udvidelsen og kunne have frembragt de langt større uensartetheder, som millioner af år senere udløste dannelsen af galakser. Man har endda formodet, at inflationen, der startede det synlige univers' udvidelse, ikke skete i hele kosmos. Den kan i stedet blot have været en lokal episode i en evig rækkefølge af lokale inflationer, som sker tilfældigt overalt i et uendeligt univers. Hvis dette er sandt, så forsvinder problemet med begyndelsesforholdene; der var intet første øjeblik.

I dette billede kan vor lokale udvidelse være begyndt med nogle særlige ingredienser eller uensartetheder, men på samme måde som med livsformerne på Jorden, kunne disse kun forstås i statistisk forstand. Uheldigvis var tyngden så stor på tidspunktet for inflationen, at kvante-tyngdevirkninger var vigtige. Så disse ideer vil forblive spekulative, indtil vi forstår kvanteteorien for tyngdekraften - måske ved hjælp af noget som en strengteori. Erfaringen fra de sidste 150 år har vist, at livet er underlagt de samme naturlove som livløst stof. Der er heller ingen vidnesbyrd om et mægtigt design i oprindelsen eller udviklingen af livet. Der er velkendte problemer med at beskrive bevidstheden ved hjælp af hjernens virkemåde. De opstår, fordi hver enkelt af os har særlig viden om vor egen bevidsthed, som ikke kommer til os gennem sanserne. I princippet er der ingen hindringer, der står i vejen for at forklare andre menneskers adfærd ved hjælp af neurologi og fysiologi og til slut ved hjælp af fysik og historie. Når denne udfordring er lykkedes for os, burde vi finde, at en del af forklaringen er et program af nerveaktivitet, som vi vil genkende som svarende til vor egen bevidsthed.

Men selv om vi så gerne vil indtage et forenet syn på naturen, møder vi hele tiden en stædig dualitet i det intelligente livs rolle i universet, som både subjekt og studerende. Dette ser vi på selv de dybeste niveauer i moderne fysik. I kvantemekanik beskrives et hvilket som helst systems tilstand ved et matematisk objekt, der kaldes bølgefunktionen. Ifølge den tolkning af kvantemekanik, som udarbejdedes i København i de tidlige 1930'ere, er reglerne for at beregne bølgefunktionen meget forskellige fra de principper, der bruges til at tolke den. På den ene side er der Schrödinger-ligningen, som, på en perfekt deterministisk måde, beskriver, hvordan et hvilket som helst systems bølgefunktion ændrer sig med tiden. Så er der, helt adskilt, et sæt principper, som fortæller os, hvordan vi skal bruge bølgefunktionen til at udregne sandsynlighederne for de forskellige resultater, når nogen laver en måling.

Københavnertolkningen siger, at når vi måler en hvilken som helst mængde, såsom position eller bevægelsesmængde, indvirker vi på en måde, som forårsager en uforudsigelig ændring af bølgefunktionen, dette resulterer i en bølgefunktion for hvilken, den målte mængde har en eller anden bestemt værdi, på en måde som ikke kan beskrives af den deterministiske Schrödinger-ligning. For eksempel, før en måling er bølgefunktionen for en spindende elektron generelt en sum af udtryk, som svarer til forskellige retninger af elektronens spind; i en sådan tilstand kan elektronen ikke siges at spinde i nogen bestemt retning. Hvis vi måler om elektronen spinner med- eller mod uret omkring en akse, ændrer vi imidlertid på en eller anden måde elektronens bølgefunktion, således, at den afgjort spinner enten den ene eller den anden vej. Måling betragtes på denne måde som noget, der er grundlæggende anderledes end alt andet i naturen. Og skønt der er forskellige meninger, er det svært at identificere noget særligt, som kvalificerer en proces til at blive kaldt måling, bortset fra dens virkning på et bevidst sind.

Blandt fysikere og filosoffer finder man mindst fire forskellige reaktioner på Københavnertolkningen. Den første er simpelthen at acceptere den, som den er. Denne indstilling er for det meste begrænset til de, som er tiltrukket af det gamle dualistiske verdenssyn, som placerer liv og bevidsthed på et andet grundlag end resten af naturen. Den anden indstilling er, at acceptere Københavnertolkningens regler til praktiske formål, uden at bekymre sig om deres endelige fortolkning. Denne indstilling er langt den mest almindelige blandt arbejdende fysikere. Den tredje synsvinkel er, at prøve at undgå disse problemer ved at ændre kvantemekanikken på en eller anden måde [Skjulte Variabler, Kvantepotentiale/David Bohm. o.a.]. Indtil nu er der ikke nogen sådanne forsøg, der har fundet megen accept hos fysikere.

Den sidste synsvinkel er at tage Schrödinger-ligningen alvorligt, at opgive dualismen i københavnertolkningen og prøve at forklare dens succesfulde regler gennem en beskrivelse af målerne og deres apparatur ved hjælp af den samme deterministiske udvikling af bølgefunktionen, som styrer alt andet. Når vi måler en mængde (som retningen af en elektrons spin), sætter vi systemet i nogle omgivelser (for eksempel et magnetisk felt), hvor dets energi (eller bevægelsesmængde) er meget afhængig af værdien af den målte mængde. Ifølge Schrödinger-ligningen vil de forskellige udtryk i bølgefunktionen, der svarer til forskellige energier, svinge med en fart, som er proportional med disse energier.

En måling får således de udtryk i bølgefunktionen, der svarer til forskellige værdier af en målt mængde, sådan som et elektronspin, til at svinge hurtigt med forskellige hastigheder (frekvenser), så de ikke kan interferere med hinanden i en fremtidig måling, ligesom signalerne fra radiostationer, der sender på vidt adskilte frekvenser, ikke interfererer. På denne måde forårsager en måling, til alle praktiske formål, at universets historie deler sig op i forskellige spor, som ikke interfererer, et for hver mulig værdi af den målte mængde.

Men hvordan forklarer vi Københavnerreglerne for beregning af sandsynlighederne for disse forskellige "verdensspor" i en verden, som styres af den fuldstændig deterministiske Schrödinger-ligning? Der er for nylig gjort fremskridt med dette problem, men det er endnu ikke definitivt løst. (For hvad det er værd, foretrækker jeg denne sidste synsvinkel, selvom den anden også har meget, der taler for den.)

Det er også vanskeligt at undgå at tale om levende observatører, når vi spørger, hvorfor vore fysiske principper er som de er. Moderne kvantefeltteori og strengteori kan opfattes som svar på problemet med at forene kvantemekanik og speciel relativitet på en sådan måde, at der er garanti for, at eksperimenter giver fornuftige resultater. Vi kræver, at resultaterne af vore dynamiske beregninger skal tilfredsstille betingelser, som feltteoretikere kalder enhed, positivitet og hob dekomponering. Groft sagt kræver disse betingelser, at sandsynligheder altid sammenlagt giver 100%, at de altid er positive og at de, som er observeret i fjerne eksperimenter, ikke har sammenhæng.

Dette er ikke så nemt. Hvis vi prøver at nedskrive nogle dynamiske ligninger, som automatisk vil give resultater, der er konsistente med nogle af disse betingelser, opdager vi sædvanligvis, at resultaterne overtræder de andre betingelser. Det ser ud til, at enhver relativistisk kvanteteori, der tilfredsstiller alle disse betingelser, må fremkomme ved tilstrækkelig lav energi som en kvantefeltteori. Det er antagelig derfor, at naturen, ved de energier vi har adgang til, beskrives så godt af kvantefeltteorien kendt som Standard Modellen.

Og så vidt vi kan se, er de eneste matematisk konsistente relativistiske kvanteteorier, som opfylder disse betingelser ved alle energier og som inddrager tyngdekraften, streng teorierne. Endvidere, den studerende af strengteori som spørger hvorfor, man gør den eller den matematiske antagelse, får at vide, at ellers ville man overtræde fysiske principper som enhed og positivitet. Men hvorfor er disse betingelser de korrekte at pålægge resultaterne af alle mulige eksperimenter man kan forestille sig, hvis naturens love tillader muligheden af et univers, der ikke indeholder nogen levende væsner, som kan udføre eksperimenter?

Dette spørgsmål trænger sig ikke på i det meste af det aktuelle arbejde, som teoretiske fysikere udfører, men det bliver påtrængende, når vi forsøger at anvende kvantemekanik på hele universet. I øjeblikket forstår vi ikke, selv kun principielt, hvordan man beregner eller tolker universets bølgefunktion, og vi kan ikke løse disse problemer ved at kræve, at alle eksperimenter skal give fornuftige resultater, fordi der pr. definition ikke er nogen observatør udenfor universet, som kan eksperimentere med det. Disse mysterier forstærkes, når vi spekulerer over hvor overraskende det er, at naturlovene og universets begyndelsesforhold skulle tillade eksistensen af skabninger, der kunne observere det. Liv, som vi kender det, ville være umuligt, hvis bare en af en række fysiske størrelser havde lidt anderledes værdier. Den bedst kendte af disse størrelser er energien af en af de anslåede tilstande af Kulstof 12 kernen. Der findes et vigtigt led i kæden af kernereaktioner, som opbygger tunge grundstoffer i stjerner. I dette led samler to heliumkerner sig og danner beryllium 8's ustabile kerne, som sommetider absorberer en anden heliumkerne, før den deler sig og i denne anslåede tilstand herved danner kulstof 12. Kulstof 12 kernen udsender så en foton og falder ned i den stabile tilstand med lavest energi. I efterfølgende kernereaktioner bygges kulstof op til ilt og kvælstof og de andre tunge grundstoffer, som er nødvendige for liv. Men heliums indfangning af beryllium 8 er en resonant proces, hvis reaktionshastighed er en skarpt toppet funktion af de involverede kerners energier. Hvis energien af kulstof 12's anslåede tilstand var bare en lille smule højere, ville hastigheden for dens dannelse være meget mindre, så næsten alle beryllium 8 kernerne ville dele sig til helium kerner, før kulstof kunne dannes. Universet ville så næsten udelukkende bestå af brint og helium, uden ingredienserne til liv.

Der er delte meninger om, hvor meget naturens konstanter skal finjusteres for at nødvendiggøre liv. Der er uafhængige grunde til at forvente en anslået tilstand af kulstof 12 nær den resonante energi. Men én konstant synes at kræve en utrolig fin-justering:det er vakuum energien, eller den kosmologiske konstant, nævnt i forbindelse med inflatoriske kosmologier.

Selvom vi ikke kan beregne denne mængde, kan vi beregne nogle bidrag til den (sådan som energien af de kvantefluktuationer i tyngdefeltet, som har bølgelængder ikke kortere end 10-33 centimeter). Disse bidrag kommer ud omkring 120 størrelsesordner større end den maksimale energi, der er tilladt af vore observationer af den nuværende hastighed af den kosmiske udvidelse. Hvis de forskellige bidrag til vacuumenergien ikke næsten udlignede hinanden, så ville, afhængig af værdien af den totale vakuum energi, universet gennemgå en komplet svingning med udvidelse og sammentrækning, før livet kunne opstå, eller det ville udvide sig så hurtigt, at ingen galakser eller stjerner kunne dannes.

Således kræver eksistensen af liv af enhver slags en udligning mellem forskellige bidrag til vakuum energien, med en nøjagtighed på 120 decimaler. Det er muligt, at denne udligning vil blive forklaret ved hjælp af en fremtidig teori. Foreløbig, i strengteori som kvantefeltteori, involverer vakuum energien skønsmæssige konstanter, som skal justeres omhyggeligt for at gøre den totale vakuum energi lille nok til, at liv er muligt.

Alle disse problemer kan løses uden at antage, at liv eller bevidsthed spiller nogen speciel rolle i naturens fundamentale love eller begyndelsesforhold. Det kan være, at det vi nu kalder naturens konstanter, i virkeligheden varierer fra en del af universet til en anden. (Her kan "forskellige dele af universet" forstås på forskellige måder. Sætningen kunne, for eksempel, referere til forskellige lokale udvidelser, som stammer fra inflationsepisoder, hvori felterne, der gennemstrømmer universet, antog forskellige værdier eller også til de forskellige kvantemekaniske verdensspor, som fremkommer i nogle versioner af kvantekosmologi). Hvis dette er tilfældet, ville det ikke være overraskende at opdage, at liv er muligt i nogle dele af universet, men måske ikke i de fleste. Selvfølgelig ville alle levende skabninger, som udviklede sig til et punkt, hvor de kunne måle naturens konstanter altid finde, at disse konstanter har værdier, som tillader liv at eksistere. Konstanterne har andre værdier i andre dele af universet, men der er der ingen til at måle dem. (Dette er en version af det, der sommetider kaldes det antropiske princip). Alligevel vil denne antagelse ikke indikere nogen særlig rolle for livet i de fundamentale love, på samme måde som det faktum, at Solen har en planet på hvilken liv er muligt, ikke spillede en rolle ved solsystemets oprindelse. De grundlæggende love ville være dem, der beskrev fordelingen af værdierne af naturens konstanter mellem universets forskellige dele og i disse love ville livet ikke spille nogen særlig rolle.

Selv om videnskabens indhold kan forekomme upersonligt, er dens udøvelse en del af den menneskelige kultur og ikke den mindst interessante del. Nogle filosoffer og sociologer er gået så vidt som til at hævde, at videnskabelige principper, helt eller delvis, er sociale konstruktioner ligesom reglerne i kontrakt love eller kontraktbridge. De fleste arbejdende videnskabsfolk finder, at dette "socialkonstruktivisme"(**) synspunkt ikke er i overensstemmelse med deres egne erfaringer. Alligevel er der ingen tvivl om, at videnskabens sociale indhold er blevet mere betydningsfuldt for videnskabsfolkene efterhånden, som det bliver nødvendigt at bede samfundet om dyrere og dyrere værktøjer: acceleratorer, rumfartøjer, neutronkilder, genprojekter og så videre.

Det hjælper ikke, at nogle politikere og journalister antager, at offentligheden kun er interesseret i de sider af videnskaben, som lover øjeblikkelige praktiske fordele for teknologi eller medicin. Noget arbejde, på de biologiske eller fysiske videnskabers problemer, har indlysende praktisk værdi, men noget har ikke, især forskning som ligger ved grænserne af videnskabelig viden. For at fortjene samfundets støtte, er vi nødt til at realisere det, som vi ofte hævder: at nutidens grundlæggende videnskabelige forskning er en del af vor tids kultur.

Uanset hvilke hindringer der findes i øjeblikket for kommunikationen mellem videnskaben og offentligheden, er de ikke uoverstigelige. Isaac Newtons Principia kunne i begyndelsen kun forstås af en håndfuld europæere. Derefter bredte nyheden om, at vi og vort univers styres af præcise love, som vi kan kende, sig til hele den civiliserede verden. Teorien om udvikling blev i begyndelsen mødt med stor modstand; nu er kreationister en mere og mere isoleret minoritet. Nutidens forskning ved videnskabens grænser undersøger forhold omkring energi, tid og afstand, som er fjernt fra dagligdagens liv og kan ofte kun beskrives i esoterisk matematisk sprog. Men hvad vi finder ud af, om hvorfor verden er, som den er, vil i længden blive en del af enhvers intellektuelle arv.  Der stod en lille note i nederst på siden, dette er den viden Tasherne har og som i skal leverer til DTU i bytte for et brintbatteri.”  Boran kikkede lidt svimmel op fra papiret, og løb så op i baren og bestilte 5 Kotzel Dark.

 

 

De fem satte sig ud i et gråt lyn, de havde lånt af en der hedder Flez, men det er en anden historie. Cyber Zen jokkede speederen i bund og snart kørte de af sted på motorvejen. Da de var kommet forbi kørte en bil op på siden af dem, og kørte ind i dem fra siden, så Cyber Zen, febrilsk måtte rette bilen op og sætte yderligere fart på, så man kunne lugte stanken af brændt gummi i bilen.

Farten øgedes og Spartaerne, der sad i bilen blev ved med at bumpe ind i siden, så Cyber Zen til sidst måtte køre ud på marken. Med Spartaerne efter dem, løbende ud over marken. Da de var ude af syne fra motorvejen skiftede flåede, de deres plasticdragter af så deres virkelige udseende kom til syne, de er nogle store sorte totalt behårede Ufoer, med ben der ligner vaders med store orange horn i panden. De løb 110 kilometer i timen og snart var, de alle viklede ind i net, næsten alle, Tjavs sprang op på undersiden af en Sortbroget ko og gemte sig bag dens yver. Fra hans skjul så han Spartaerne sætte sig ind i bilen og køre af sted med de Boran, Cyber Zen, Celina, Penelope og Sophie. På bagsædet.

 

Tjavs satte i løb op til motorvejen og begyndte at blaffe, så ringede han til Tasher, saftigt, “de andre er blevet fanget af spartaerne, ved du hvor de er på vej hen,” sagde Tjavs.

“ jeg ved det godt, Celine har lige ringet, de er i DTUS kælder, og er ved at blive udspurgt, “Hun fik lov til at lave et opkald til os, de prøver at få nuppet informationer, om hvor vi Tasherne er.”

Imens i kælderen på DTU sad de fire hjemmefolk og stirrede på hinanden, på den anden side af muren sad Boran med en lampe i ansigtet. 

Der stod to Spartaere og den ene hamrede i bordet, og spurgte så. “ Fortæl os hvor Tasherne er, det er det eneste vi vil vide, vi er fuldstændigt ligeglade med jer, jordens befolkning er en samling åndsamøber, med krybdyrhjerner de ikke engang kan finde ud af at bruge.” 

“ Boran kikkede op, jeg er fuldstændigt ligeglad med om du har de lyserøde seler i folkedans, for mig er du intet andet en gigantisk troldenar, en lusepuster, et hundehoved en elendig stepdanser, en behåret elfenbenstyv.”          

Den anden spartaner lod til at stivne i blikket og rystede lidt uroligt.”

Du er ryger ikke, du vil jo gerne have en smøg ikke, sagde han med et slimet smil, og stirrede ham ned, sig det nu du kan godt” Sagde Den anden Spartaner.“

 

                                                                 På Druk

 

Tjavs kom op i en bil, der forsigtigt kørte op på siden af ham, ved en motorvejs afkørsel.

Chaufføren stirrede tomt ud i luften, fuldstændigt mediterende, og koncentreret om sin kørsel, ligeglad med Tjavs, der ikke turde sige et ord, om hvor bange han var for Spartaerne.  En luftspejling dukkede op og sugede så luften ind omkring dem og slap satte bilen til at roterer, til den landede ved parkeringspladsen på DTU.

Manden i bilen, smilede til Boran, hans hjørnetænder, var lidt spidsere end normalt.

Tjavs tog sig sammen, og listede som en sort Panter af sted ned mod kælderen, Ret skummelt så der ud, der stank af fugt, og væggene hang der ledninger der lignede sammenfoldede blækspruttearme. I det fjerne hørte han stemmer, Han gik lyttede sig frem til stedet hvor de kom fra, åbnede så døren, ved at lirke den op med en nøgle, og så så de fem sidde og vente med streamers om tommeltotterne. De to Spartaere, var væk, og Boran rømmede sig, de er væk, jeg har sendt dem ud på holmen, i KBH jeg tror ikke vi kommer til at høre fra dem foreløbigt. 

De fem satte sig ud i det grå lyn, og der lød et dybt suk fra Penelope, “hvad skal vi gøre nu, de har mappen,” sagde hun.

Der må være en anden måde at få fat i de Brintbatterier. Sagde Sophie.

 

 

 

 

 

 

                                                                 Galop

 

Det var så det sidste der kunne forstyrre os, som et pejlemærke ind i en ny destination, af forandrende hjerteslags galop. De seks gik ind igennem forhallen, og spurgte i receptionen om vejen til kantinen. En hånd faldt ud af ærmet som en pegende vejviser.

Cirklede hen over gulvet, satte sig på kanten af bardisken, og satte hånden til glasset med Whiskyen og gled ind i ærmet på Tjavs og kløede ham på brystet, og satte sig derefter på hans skulder og gylpede en mågeklat, på hans skulder. Tjavs fortalte en anekdote, en mand havde atten flasker whiskyie i kælderen og hans kone insisterede på at han tømte hver flaske i køkkenvasken, ellers Efter grundig overvejelse,  gik han i gang med den ubehagelige ide. han trak proppen op fra den første flaske og jeg tømte den ned i vasken på nær en enkelt kop, som jeg drak.. da, han trak proppen fra den anden flaske og Han gjorde ligeså ved den næste flaske, til sidst sad jeg på en øde ø alene med mine 18 tomme flasker og sendte flakeposter af sted til sine egne tanker, til hans hjerne var på kogepunktet og hvislede en sagte Copenhagen Brissels Amsterdam hilsen til verden og refleksfede som refleksbrikker der væltede indad i hans krop. To cowboydere satte sig ved siden af Tjavs, der kikkede foruroliget over skulderen og skelede uhjemmevandt mod sine fem venner der havde taget Kortene frem, Celina tog jordbærlæbestiften frem og fugtede læberne. 

Den ene Cowboyer gik af sted med sin kænguru og satte den i båsen, og gav den vild hvede i sin mulepose. Gik så over til en joviale ingeniør der gav ham batteriet og gik igen, Boran så det, og smilte og gik hen og gav cowboyderen hånden, du har noget jeg gerne vil spille med dig om. Lyttede så til Bjørk der sang ilts human nature. 

Behøver jeg at sige at det gik som vand i en vandfalsmølle at vinde i pokerspillet.

De gik af sted ned gennem gaden og satte sig  ved en line ved siden af Celina og følte sig lykkelig derved, “vi to til sommer i Paris tænkte han uden at ville sige det højt at han elsker hende. De satte sig ud i en båd og sejlede udad sted på en bølge af sølvpapir, ikke i nød, men i en selvstændig af sted mod en destination forbi receptionen. Og ud på gaden hvor det væltede op med iskrystaller fra sprækker hvor der var sukker i betonasfalten.

Da deres berusede båd satte af sted kunne hun lytte til sirenesangene der lød som cikader der cirklede af sted mod en ukendt inden i et konkylie, muslingested som ekko fra de syv verdenshave. En bille sprang op på siden af båden og gav Tjavs et højt high five og tog støvlerne af, og grinte forsigtigt til Line der sad og drættede sit hår forsigtigt. Og smilte tilbage til dem, og smilte så uden at kunne forstå hvad cikadernes sange hviskede i deres ører, som Havblik luftspejling, regnbue, og stjerne og sol og måne, der smilte tilbage fra deres tavse tilstand som tingen i sig selv, Tjavs der satte sig ned og tog et forblæst blæretang op der lugtede af svovlbrinte, er det her eller er det her ikke, spurgte han Celina der smilte og nynnede jeg ville ønske at svaret kunne blæse i vinden, som en frisindet, du er den smukkeste gudinde jeg nogensinde har set, hvis dine øjnes blik reflektere i solskinnet, spejler jeg mig i dig. Smilte hun og kyssede hans øjenlåg, så lagde de sig ind til hinanden, og sov under åben himmel og lå så i ske. 

I natten vinkede de Tilbage til stranden og mediterer på et blindt punkt og smilte så og satte sig til at vandre af sted som en vikar i en simpel destination, og lagde sig ind til hendes bryst, og lod tungen cirkle forsigtigt rundt og lod så deres tunger møres i en cirklende bevægelse. Uden at bliver forelskede i andre end hinandens, og løb så hånd i hånd mens de gik på vandet. Vi er hvad vi er uovervindelige på en god dag, der er stille midt i larmen og ser det gamle i det ny.

Kikkede så op mod vippefyret og stirrede så mod en refleksion af tanker og tændte så på et kys mens han svimlende jordnær at vente på morsesignaler, eller i det mindste et tegn fra oven, eller bare et eller andet der kunne muntre ham op midt inde i sin hjerne kunne han høre en spirende tinitus der begyndte at larme og sætte sig mod fuglene der begyndte at flyve inden i hoved på ham, og sluttede fred med sine egne melankolske tanker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                 Blytungt hoved         

 

Celina, Penelophe, Sophie Cyber Zen, og Tjavs satte sige ind i bilen, Boran gik ud foran bilen og drejede et usynligt håndsvingede seks satte sig ud i bilen, Penelope var den eneste der ikke havde drukket så hun styrede bilen, Efter at havde vundet brintbatteriet i poker, var humøret højt, de vippede hinandens hoveder på skift i hinandens arme, satte sig til at holde fri fra melankolske tanker, Tjavs lænede sig tæt ind til  Celina og lod hans blytunge hoved læne på hendes skulder, hun begyndte at spinde som en kat og aede ham forsigtigt på kinden. Til de begge fald i søvn, mens resten af bilen raslede af opturen hilsner til himmelen over hvor smarte de var at havde vundet brintbatteriet fra DTUerne. Boran mente det var hans pokerfjæs der havde gjort udslaget, Cyber X mente at det var hans korttælling der var punktummet, mens Penelope mente at de havde tabt med vilje.

De kørte over en togbaneovergang og bilen begyndte at forvandle sig til en organisk klakkende ti lemmet krappe, bilen fik 2 klosakse og 4 par ganglemmer. Krabber løber sidelæns, fordi de er bredere, end de er lange, og derfor giver det mindre vandmodstand at løbe sidelæns end fremad. ”Krabber kan på grund af kroppens form løbe hurtigere sidelæns end fremad. Når krabber er nødt til at være så brede og flade, så er det for, at de hurtigt kan grave sig ned, i sandbunden.” Sagde Cyber x.

”Det giver jo helt mening at vi for at komme hurtigere frem skal sidde inden i en havtaske.” Sagde Celina.

Penelophe stirrede vantro ned i mellem hendes hænder, et hjerte sad der hvor der før var hænder. ”Du skal nok kilde den forsigtigt på højre og venstre side, så drejer krappen sikkert ud i sin rigtige retning.” Sagde Sophie.

”Så skal den sikkert også have hjertemassage, hvis den går i stå,” sagde Tjavs.

Der kravlede to vandrende pinde op på siden af bilen, og begyndte at gumle på benene til der ikke længere var fremgang i bilen. Så kravlede to Spartaeren ud gennem pindende og satte sig ovenpå krappen og begyndte at banke på dens skjold.

 Til der var stort nok huld til, at spartanerne kunne fange dem. De puttede dem ned i deres medbragte livmodere  og blændede deres øjne med en projektør.

Da de vågnede op sad de i et mødelokale, der var omgivet af 3d skærme der lignede  fjernsynsskærme der var rundt om i ovale former, de 6 hang med hovederne nedad som flagermus. Under deres hoveder lå krappen i og var ved at blive kogt suppe af.

Cyber Zen følte efter, han havde stadigt brintbatteriet i lommen. Omkring dem vandrede Spartaerne omkring dem, en usædvanlig grim fyr af slagsen med hård mellem tænderne og over hele kroppen, begyndte at hoverer, “nå i troede nok i havde hørt de sidste fra os, men nej nu har vi jer præcis hvor vi gerne vil have jer, fangede, og i kommer ikke fri før i har fortalt hvor Tasherne er blevet af.” Det behøver de ikke at fortælle, for vi er lige her lød det fra en stemme, der så blev opfulgt af et spark der væltede døren.”

Ind stormede 3 Tasherer i fuldt kampudstyr, og ramte Spartaerne en efter en så deres hoveder blev kløvet i to. Der stank af brændt kød. Den højeste Tasher der hed Churt, spurgte.” Det var på et hængende hår, har i batterierne,” Ja svarede Cyber Zen og lagde dem i hænderne på Churt. Så gik de alle af sted ud til et stort rugbrød, der kørte dem til Aros. Churts satte dem af foran kunstmuseet og de 6 gik ned i elevatoren og kørte ned til Spartaerne. En haltende dværg tog imod dem og klappede i hænderne, da han hørte at de havde hentet brintbatterierne, han begyndte så at slå koldbøtter og tog sine sko af og jonglerede med dem af glæde, han tabte en af skoene så den landede på hans fod, driblede den så op og jonglerede videre. Tasherne tog imod dem og poppede en flaske champagne, og sendte så overstyrmanden af sted ud, at arbejde på Det lille cigarformede stjerneskib. Den stor fedtklump på scatebordene, rømmede sig så. “ i skal have tak for hjælpen, og jeg vil foreslå at i bliver en patrulje, og at i kommer med en tur med hjem til Cassiopeia og bliver trænet, så i kan blive ambassadører.” Celina rømmede sig, har vi noget valg.” Fedtklumpen hostede en fæl slimklat op, nej egentlig ikke, der er ingen vej tilbage, men en vej foran jer der bliver svær at træde.

 

 

                                   Letter

 

De seks blev kørt ud igennem en tunnel under Aros og af sted mod en mark i maseblisborg skov, hvor der lå et cigarformet rumskib, der glinsede i solen.

En tekniker Tasher satte batteriet på plads i det Cigarformet rumskib, fedtklumben på skateboardet præsenterende, de to Tashere der skulle styre rumskibet, Spoing og boing, gik over til de 6.

“ Her har i jeres rumdragter, de er lavet af aluminium, for at de kan klare giga march speed.”

Sagde Boing der var en smilende toptrimmet pilot med et ansigt der lignede et fiskemenneske, med struttende mund. Sporing der lignede en frø med brede kindben i ansigtet og en krum ryg, viste dem op i rumskibet og satte dem så på plads, i fastspændende stole, der lignede marmor æggeskaller.

Spion satte sig over til et lysshow af knapper på panelet. Der blev talt ned fra 100 og da de kom til 34 var Tjavs ved at skide i bukserne, Penelope svedte som et vandfald, og Celinas andrenelin pumpede.

Det gav et kolossalt brag da Rumskibet satte sig i bevægelse. Og det farede af sted ud gennem atmosfæren i langt over lydens hastighed. Det rumlede i siden på rumskibet når det ramlede ind i meteorstorme, men stjernestenene prellede af som snefnug på siden af den massive skjold af energi omkring rumskibet. Med et overlydsbrag nærmede skibet si giga mach, og passere de ud gennem mælkevejen til casiopias stjernesfære. Det gav et stort bump i skibet, da det landede i en øde ørken på Cassiopeias planet outlandia.

Ørkenen på Outlanddia havde store landområder med ringe nedbør, men med høj temperatur og fordampning. Vegetationen er meget sparsommelig eller slet ikke til stede.

med tørre varme områder som har en årsnedbør på mindre end 250 mm er ørkener. Terrænform var knoldet og, med en rød jordbund, vinden susede og variation i temperatur hed og nedbør næsten ikke  forekom i ørken.

 Overfladen i ørkenernes bestod af bjerge, grove sten, grus, sandbanker, ler og en hård jordskorpe med udfældet salt. Ørkenjorden er ofte grovkornet og fattig på humusstoffer. Med undtagelse af områder langs tørlagte flodlejer og lavtliggende sletter er den dårlig egnet til opdyrkning. Der kom en etbenet kutteklædt munk susede op til rumskibet og haltede på krykker ind i skibet og løsnede de 6 seler, og viste dem så ud i luftpude fartøjet. ” I skal i karantæne med det samme, så i vi er sikre på at i ikke smitter os med jordsygdomme, desuden skal i undersøges om i har lidt overlast, og du Tjavs skal hvis også have skiftet dine bukser, de lugter som hestepærer.” De seks satte sig til rette i fartøjet og de susede af sted. ”Lugten af svovlbrinte skal i ikke tage jer af, det er bare atmosfæren der har er en smule forskellig fra den i kende fra jorden, det kan gøre jer lidt forpustede,.” Sagde den etbenede Tasher der hed Gold. Foran dem øjnede de et kæmpe organisk slot, der så ud til at være bygget af planter som en systematiseret regnskov.

De fløj hen til åbningen der lignede en gigantisk blomst. Der blev de sat af, den slimede overflade klæbede til benene og der var en rar fugtigt duft af pollen, i skarp kontrast til den omkringliggende ørken. De seks blev sat ind i et rum og en doktor kom frem med en skanner og begyndte at undersøge dem ved at scanne dem fra top til tå, så gik han over til en computer og begyndte at taste løs på knapperne med en bekymret mine på ansigtet.

”I kommer til at blive her et stykke tid” Sagde lægen.

” Fejler vi noget,” Spurgte Cyber Zen.

” Nej men i bliver nødt til at reetablerer jeres balancenerve, så i ikke besvimer af påvirkningen fra tyngdekraften, der er anderledes her på Outlandia.”

De 6 fik iltmasker på og fik en beroligende indsprøjtning, og faldt i en dyb søvn, det varede 3 dage før de vågnede, ved at en servitrice kom kørende in med en bakke mad.

 

                                                    Magiske Våben

 

Teaterklovnen der kom forbi med lommerne fulde af huskesedler, bøjede sig ned over ryggen og roterede en omgang omkring sin krop, som et sjippetov. Gik hen til Boran og begynder at svinge hans arm så Boran cirkler en omgang omkring ham.  “Lægen kommer snart, hvis han siger god for jer, skal jeg vise jer vejen til…” Ind kom lægen, og vipper med hovedet. “ Ja, i skulle være stabiliseret, efter den lange rejse. I vil kunne blive lidt rundtossede af den lidt anderledes atmosfære, der giver en lidt anden luftart end den i er vand til. “ Sagde lægen og lyttede en ekstra gang til sit eget hjerte, med stetoskopet.

Teaterklovnen åbnede døren for de 6 og førte dem ud igennem salen, og lige ud af vejen, der var gulve der glimtede som guld, og fontæner der sprang honning op af, vinranker der tabte druer som dråber ned i tønder  af vikar, omkring dem sværmede kolibrier og kongeørne, side om side.

Der kød frøkvark, fra nyudklækkede frøer, der lige havde smidt halen, for enden af vejen sad en oberst med en kogle af guld i hånden, og stirrede ud i luften, for blot at finde intet, som en tomhed, der bevægede sig foran ham, Teaterklovnen bukkede sig og præsenterede de 6. Og lod så obersten og talte meget langsomt, “ Vi har rekrutteret jer, til at ændre verdens gang, i er de valgte, i skal fra i morgen rette op på historiens gang, og samtidigt gennemføre en dannelses rejse så i kan blive klar til at lede jordens befolkning, og føre dem på rette vej, ind i det nye årtusinde, drømmenes, underbevidstheden og fantasiens Århundrede. Hvis i klarer den er der håb for jeres slags, og hvis i fejler vil, skæbnen råde, en sommerfugl der taber sin støv kan ænder verden hvis den taber det på den forkerte mands tunge.   

Gå nu med fred til våbenkammeret, og find jeres stærkeste sider og forøg dem med, det der er valgt for jer. Hent et magisk våben vejr, våbensmeden vil udvælge dem for jer.

De 6 nejede og bukkede og gik baglæns ud af salen. Fulgte så efter Teaterklovnen der, tabte næsen og samlede den op for hver gang han gik 5 skridt. Så gik han hen og åbnede døren til våbensmedens kammer. Våbensmeden stod i sit ansigts fodsved, og svedte som en hest, mens han bøjede et svær under en tung hammer, våbensmeden der var krumrygget og stor som to mænd at oven på hinanden, og behåret på hele kroppen satte sig ned. Og inviterede de 6 til at komme hen til ham en efter en. Han gryntede til Celina,” Du får poesipistolen der kan skyde med blå nardussen og fortrylle enhver til at tale i metaforer så store som lyserøde skyer.” “Penelophe du får hjernevaskerkrukken, der kan fordreje enhver mands sind, til det rene melankolien eller eurofori.” Sophie du får kærlighedens pendul, der kan få enhver til at blive hypnotisk forelsket, og komme fuldstændigt i din magt.” “Tjavs du får en morgenstjerne der kan hamre en mur i stykker ved et enkelt slag” “Boran du får stenerpistolen der kan forvandle kød til sten og sten til kød.” Til sidst skal du Cyber Zen have en hackerrobot, der kan klare elektronikken for dig. De 6 gik tilbage til Obersten, der mumlede “ Jeg håber i er tilfredse med jeres udstyr, den første opgave i skal på, er at Rejse til det gamle Egypten, og tale med faraoen Tutakam og give ham mulighed for at følge vores tegn på nattehimmelen.  

De seks satte sig ind i rumskibet og Cyber zen lod robotten indtaste de nødvendige tid og rumpeiling så satte skibet i gang med en voldsom røsten der fik besætningen til at hoppe op og ned i sæderne. Det gav et sæt i Penelophe da hun opdagede en Kamel stå udenfor vinduet og slikke på ruden.

 

 

 

                                                                                       Egypten

 

Tjavs og Penelope gik hen i teleportøren imens Spartaeren Ragna tastede løs på knapperne, på kontrolpanelet der lyste op som et blinkende lysshow. Der kom et stort blink og Tjavs og Penelope blev slynget tilbage igennem tid og rum til bage i tiden. Tjavs og Penelope stod nu foran Kheops pyramiden. I sandet sad Kheops og spillede kalaha med diamanter. Ved Tjavs venstre ben vissede en klapperslange med tungen, Tjavs slyngede med sin magiske morgenstjerne og ramte slangen i ansigtet så den blev til støv. Årstallet var 2560 før Kristus. Det havde taget ikke mindre end 20 år at byge dette enorme monument og ca. 10 år for at lave vejen imellem byggepladsen og stenbruddet. Selve pyramiden er massiv bortset fra de gange og større rum der er indeni. Pyramiden måler 230 meter og diagonalen er 288 meter. Dette svarer til de egyptiske måleenheder på 400 og 500 cubits. Grundarealet er 5,3 ha - dette svarer til 5 stik fodboldbaner af 120 x 90 meter. Den var 146 meter høj, da den stod færdig. Til pyramiden er det brugt 5 mil. tons kalksten og granit. Stenene vejer fra ca. 2 tons og helt op til 70 tons. De er tre luftkanaler, som alle peger ud mod forskellige stjernebilleder. Den ene er den vi i dag kender som Orion. Alle fire hjørner peger med en utrolig nøjagtighed mod de fire verdenshjørner.

Kheops ragede diamanterne til sig fra sin nevø, det var før solopgang og ørknen var gold og kold. De sad under en sejldug formet som et ovalt telt.” Hør der kommer nogle listende,” sagde Kheops til sin nevø,

der havde stået for opførslen af hans pyramide, som en dag skulle være hans gravkammer. En skorpion vandrede på undersiden af teltdugen, og Kheops havde ikke i sinde at blive til et mumie endnu, så han kastede en diamant imellem øjnene på skorpionen, og da den landede i sandet foran ham hældte han den brændende væske fra olielampen ud over skorpionens krop, så den vred sig i smerte og døde af kramper.

Faraoen Keheops gik ud og kikkede ud mod horisonten for at vente på solens første stråler. Tjavs og Penelope gik hen til ham i deres forklædning som egyptiske slaver, inde i teltet lå gudinden Nut og var i gang med at føde Ra, ikke som et lille barn men som en voksen gud. Sådan gik det til hver morgen Ra plumpede ud og sprang ned i sin båd og begyndte at sejle hen over himlen. Ra rejste i en Manjetbåd. Mandskabet var en række forskellige guder. Over himlen ville båden sejle gennem de tolv provinser, som repræsenterede de tolv dagtimer. Om aftenen nåede han ned på den anden side af Jorden. Der stod hans mor parat og slugte ham. Næste morgen blev han født igen, og sådan fortsatte det, år ud og år ind.

Ra var altid på rejse. Om dagen gik turen hen over himlen, men når det blev aften, forsvandt han ned i en mørk underverden, de dødes land. Under denne rejse blev han kaldt "Auf", der betyder lig. Hans båd blev kaldt Mesektetbåden på hans rejse gennem de tolv nattetimer. I underverdenen var Ra en ond og sort gud, som alle var bange for.

Det var ikke altid nogen let sejlads på disse skibe. I løbet af dagen skulle Ra besejre sin største fjende, en slange ved navn Apep. Et stort slag blev udkæmpet mellem Ra og Apep. Ra var normalt vinderen, men på stormfulde dage eller under en formørkelse vidste egypterne, at Apep var sejrherren og slugte solen.

Da ingen vinde blæste i underverdenen, var Ra nødt til at stole på forskellige uvenlige ånder og dæmoner til at hjælpe med at slæbe hans båd langs floden. De gamle egyptere troede på, at når man var død kom man hen til et land, der lignede nildalen. Der skulle man leve i evig lyksalighed sammen med guderne. I begyndelsen troede man, at det kun var de kongelige der havde et liv efter døden. Men i Det ny rige var det også alle andre.

Ra var konge over guderne. Ra gjorde alt for at både guder og mennesker havde det godt, men når han blev trodset var det solens øje der blev sendt ned for at råde bod på tingene.

Ra havde flere forskellige navne; Først på dagen hed han Khepri og lignede en skarabæ, fordi egypterne troede at det var en skarabæ der skubbede solen op om morgenen. Om middagen hed han Re-Harakhte, han lignede et menneske med falkehoved og med en solskive på hovedet. Til sidst om aftenen hed han Atum.

For ægypterne bestod universet i begyndelsen kun af et urhav, indtil Solen, personificeret i guden Ra, steg op over havet fra et æg. Ra havde fire børn, guderne Shu og Geb samt gudinderne Tefnut og Nut. Tefnut og Nut blev til atmosfæren, og begge stod på Geb, Jorden, mens Shu blev til himlen. Over dem herskede Ra.

Geb og Nut fik to sønner, Set og Osiris, samt to døtre, Isis og Nephthys. Osiris efterfulgte Ra som konge over Jorden, assisteret af sin kone, søsteren Isis. Isis sørgede og balsamerede sin mands krop, hjulpet af guden Anubis. Takket være Isis' skønhed og charme opstod Osiris og blev til underverdenens hersker, hersker over de døde. Horus, som var søn af Osiris og Isis, besejrede Set i et slag og blev således konge over Jorden.

Penelope gik hen til Kheops og lagde et perfekt tegnet astrologisk kort i hænderne på Kheops bukkede så dybt for ham og kyssede hans hånd. ”Dette kort er nøglen til viden baseret på himmellegemernes relative positioner og bevægelser som set på tidspunktet og stedet for en fødsel eller anden begivenhed som studeres. Især solen, månen og planeterne, samt månens faser skal du lære dine Astrologer at bruge astrologisk med dette kort ligger en indføring i denne videnskab.”

Kehops takkede og vinkede hende ind i teltet, ”Normalt tager jeg ikke slaver med ind i mit telt, men i dag byder jeg endda en fremmed på min te.” I mens havde Tjavs sneget sig forbi vagterne og gravet og boret et huld i kammerets væk så Kheops kunne modtage blinkede signaler fra Orion gennem hullet og altid være i forbindelse med Spartaerne. Tjavs og penelophe mødtes igen og ringede Spartaerne op med krystalmobilen og blev teleporteret op igennem tid og rum til stjerneskibet Nordkaperen.

 

                                                                 Løgn

 

Da de to vendte hjem til nordkaperen, sad de andre 4 med næserne i mellem papirets blade i en bog.

Mens de svævede 2 meter over jorden, de havde fået at vide at hvis de holdt op med at læse ville de falde ned, fra deres magiske opdrift. En Tasher, gennede dem hen i et hjørne, og fortalte dem om borgen.

De gamle Tasherer kunne også læse og han havde allerede læst den bog. Og hvis bogen var kedelig, som han sagde, kunne kan nå at bytte den til en anden.

"Det er en bog der fortæller det samme som næsten alle andre bøger," fortsatte den tasherne. "Om folks manglende evne til at vælge deres egen skæbne. Og den slutter med at hævde at alle tror på verdens største løgn."

"Hvad er verdens største løgn?« spurgte Tjavs forundret.

"Den her: På et bestemt tidspunkt i vores liv mister vi kontrollen med det hvorefter skæbnen overtager styringen af det. Det er verdens største løgn."

"Det er ikke sket for mine, venner " sagde drengen. "De ville gøre dem til præster, men de bestemte sig for at blive hyrder."

"Det er også bedre«, sagde den gamle. "For du kan jo lide at rejse."

Han har gættet mine tanker, tænkte drengen. Men de 4 sad og bladrede i de tykke bog

uden at vise tegn på at ville give dem tilbage.

”Hvad står der i bogen,” Spurgte Tjavs Sophie, hun kikkede op fra bogen og faldt de to meter ned og landede blødt i en trampolin, så hun hoppede op og ned som en hoppebold.   

”Der stod at jeg vandrede af sted uden at hvide hvorfor, med en betongang, der fik mig til at undres, vindes vindpust var falskt, det var månen der gjorde bølgen stor og synger i menneskenes hjerter. At fodspor bevæger sig i ring, som ekkoer af metaforer, som kun intethedens mørke ryttere fra Sparta kender, for de er skabt af mørke med hule brystkasser. De hvisker nok, men de famler i blinde, og når ikke frem til andet end et hulrum, i mellem to sider.” Sagde Sophie og smækkede bogen i så hårdt at alle dens sider blev til støv, som vindens falske pust da bøgerne blev til støv.

”Hvad fik du ud af bogen,” spurgte Boran. Celina

”Litteratur er sandhed men ligesom Religion er det også at tro og hvis det indbefatter, at man lever i overensstemmelse med god moral og etik, ja så er religion og især litteratur fantastisk godt for menneskeheden. Det ved vi jo desværre alt for godt, at religion ikke altid er virkeligheden. Men personligt finder jeg budskaberne om Jesus liv og gerninger meget belærende og bruger dem dagligt med stor tilfredsstillelse, selvom jeg da godt vil indrømme jeg også mister troen. Dog ikke ifht. emnet, men hvem kan ikke komme og sige det Så er det jo heldigt for os kristne, at en mand har taget vore synder på sine skuldre og vi kan få tilgivelse. Kan man overhovedet forestille sig en større opofrelse? Uanset om historien i sidste ende er rigtig eller forkert, så er moralen i min verden god og det gør en forskel at leve efter den,” Sagde Celina.

Boran, lagde en finger på sin mund og tyssede på Celina. Han sagde i stedet for at tro på en bog tvivler jeg på alt, alt er relativt. Hvad fik du ud af din bog spurgte Boran Cyber Zen. At de gamle korstogsriddere henter kraft fra Herren og hans vældige styrke!  Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.

 

Når apostelen siger: ”Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod,” betyder det, at vi ikke som i en almindelig krig har synlige fjender at rette vore våben imod. Vore fjender er åndevæsener, som vi ikke har magt til at gøre det af med – usynlige fjender, som kan være os tæt inde på livet, uden at vi ser dem, og uden at vi frygter dem. Alene dette er noget, der maner til fantasiens Faner.” Så lad os rejse til Jesus tid,” sagde Boran. Cyber Zen Stirrede Boran lige ind i øjnene, hvorfor det når vi kan rejse tilbage i tiden og hjælpe Jesus ned af korset, og sikre opstandelsen. Sagde Cyber Zen.   

Jeg har altid drømt om at tale med Jesus Sagde Sophia.

 

                                                                 Kors

 

Boran og Sophia besluttede i samråd med resten af gruppen at rejse tilbage til Jesus på korset. For at se om Jesus kunne berette om gud og for at blive velsignede så de kunne sejre i kampen mod Spartaerne. De to satte sig ind i tidsmaskinen og begyndte rejsen.

Det cirklede for deres øjne, da maskinen begyndte at rotere igennem tiden, baglæns og med dem som rundtossede passagerer. Det gav et dump da maskinen landede og Boran og Sophia vaklede fortumlede ud gennem tidsmaskinens venstre udgang.

De stod for neden af et bjerg og kunne høre en folkemasse mumle og nogle græd, på toppen af bjerget stod tre kors, på det højeste hang Jesus med nagler i hænderne og en rosenkrans omkring hoveds, så hans smertetårer måtte blande sig med blodet fra hans pande. De to styrtede igennem tidslerne der beklædte bjerget og stillede sig neden for Jesus. Der råbte “ min gud min gud hvorfor har du forladt mig.” Boran kikkede ud over forsamlingen og trak så sin stenerpistol, og gjorde massen til sten, De to løftede op i korset, mens Jesus småhulkede. Korset vaklede imellem Boran og Sophias hænder, da korset væltede kunne Boran ikke dy sig fra at mumle temper. Sophia tog en klud frem af lommen om fugtede Jesus pande, mens Boran rev sin skjorte i stykker og bandt dem om Jesus hænder, så blødningen standsede.  “Har gud virkeligt forladt dig i dødens stund.” Spurgte Sophia.

Jeg bærer alle menneskers synd, ved at hænge på korset . Jeg bærer simpelthen al synd og har derfor oprørt gud. Gud hader synd og kan ikke have fællesskab med synd, derfor har han forladt mig.

Grunden til at gud har forladt mig og ville lade mig dø i forbandelse, er at menneskene dermed kan slippe for forbandelse. Hele ideen med at Jeg Jesus skulle dø, under guds vrede og forbandelse er nemlig, at i så har mulighed for at slippe for samme slags død. Altså ikke døden på et kors, men døden, hvor gud forbande os, fordi vi er syndere. Jeg Jesus er blevet forladt af gud, så de troende aldrig behøver at blive forladt af ham.” Sagde Jesus.

“Du ved det sikkert ikke men de du har ført med dig vil føre til 2000 års tro og sjælesorg, der vil blive skrevet en bog om dig, og den bliver kaldt biblen, og vil blive verdens bedste bestseller.” Sagde Sophia. Boran fortsatte hvor hun slap, Jeg har engang læst i biblen noget som kaldes stedfortrædertanken. Bibelen har et mønster, som man kan kalde "stedfortrædertanken". Det går ud på, at helt fra Gammel Testamentes tid skulle israelitterne bringe ofre af dyr som et offer, der skulle træde i stedet for dem selv. Det kan du læse en hel del om fx i 3 Mosebog kap 4 og 5. I 3 Mosebog kap 16 er det mest tydeligt, og der beskrives, hvordan de én gang om året skulle have "Den store Forsoningsdag", hvor to gedebuke skulle ofres for hele folkets synd.” Sagde Boran og stirrede på Jesus der ikke lod til at bære smerte

Sophia hostede lidt og fortsatte så tankerækken. ”Tanken er altså, at vi mennesker skylder Gud vores liv, fordi vi er syndere og gør synd. Men vi får lov at "betale" med noget andet. I den gamle pagt fik de lov at bringe ofre som en konkret påmindelse om, at der er en anden, der "betaler" for dem. Ofrene i det gamle Israel pegede frem på Jesu offer, der var det eneste offer, der i virkeligheden gjaldt også for dem.

Jesus svarede det er sandt, Efter min død behøver i ikke længere at ofre, fordi mit offer er bragt og gælder for alle mennesker. Så svaret på dit spørgsmål er: Jo, Gud forlader mig, virkelig  i dødens stund, og jeg vidste, det skulle ske på den måde, og jeg valgte det selv! Jeg vidste, hvad han gik ind til, men han gjorde det alligevel, for at vi kan blive frelst og slippe for Guds vrede - og så menneskene kan slippe for at blive forladt af Gud! Du skal aldrig blive forladt sagde Sophie og svingede kærlighedens pendul foran Jesus næse. Jesus smilte og gav Sophie en krammer, ”Hvad skal jeg så spurgte Jesus” Du skal tilbage til gud. Men først må vi have fundet en stand ind for dig, er det ikke Judas der står dernede, lad os korskvæste ham i stedet.” Boran hamrede nagler i Judas der stadigt var forstenet. Pyntede ham med rosentornene og de tre rejste så korset. Sophie løb ned til tidsmaskinen og gemte sig ventende. Boran forvandlede menneskemængden fra sten til kød og styrtede så ned og satte tidsmaskinen i gang, efter Jesus havde bedt en bøn og Sophie og Boran var blevet velsignede. Inden de vendte tilbage til Nordkaperen.

 

 

 

                                                                 Den ultimative frihed        

 

                     

Boran og Penelophe stod foran en gang ind i den 4 dimension. Hun tog i håndtaget, imens hun åbnede døren smuldrede messingen imellem hendes hænder. De to faldt ind i et rum og landede på en svampet trampolin, som løftede dem op så de ramte loftet. Bogstaver støbt i plastic begyndte at virrvle omkring Borans ansigt. Hver gang han åbnede læberne fik han bogstaver i munden. Bogstaverne begyndte at danne ord i hans hjerne, de føltes lette i klangen som var de lavet af fjer. Han stak en finger i sin mund, og gravede en sætning ud af mundhulen. Satte sætningen fast i Penelophes pande. Hun kyssede ham og deres sjæl begyndte langsomt at lette ud af deres kroppe. Vindpust cirklede dem rundt i rummet, vinden begyndte at smage af jordbær dyppet i chokolade. De to svævede ind i en bogvifte  der lod dem læse sig, men alle bogstaverne i bogen, lød som om de var en hjerterytme, som ellers kun fostre kan høre.

De to vendte tilbage til deres kroppe og lagde sig ned imellem svampene og begyndte at drikke grøn honning. De smilte til hinanden og Penelophe begyndte at hviske et jordskælv i Borans øre. Hun sagde “ jeg vil være fri med dig, ved min side, lad os gå i retning af lyset og se hvad vi møder.

Allehånde begyndte at viske natten ud, et stort solur begyndte at tikker med stråler, af guld, så gik det i stå og tiden holdt om med at agere i det rum de to nu stod i, “det jeg siger nu er løgn, sagde Penelophe.”  “alfabetet sveder sorte bogstaver. Sagde Boran. De to begyndte at føle kanel varmet i aorta. Tiden stod stille som et mellemrum mellem en fjern natmaskines tom rum. Under dem vandrede en snegl med urban poetryblade i sin turban. De to opgav alt kontrol og skotske både der cirklede på grottens tag, Boran savede ankelkæden over, og skibet begyndte at flakke rundt som en meteor igennem rummet. Blev til blæst og letter ud af verden og nåde sin tid, der ikke gik, mens verden bare stod tilbage bar som en hængebirks krone. Alfabetet begyndte at svede fra indersiden af borans pande, dryppe bogstaver som sylespidse istapper,

hans ord blev til floder af sætninger, ”Jeg skriver derfor ved jeg at jeg er tilstede.” Sagde Penelophe. Du er i næbet på ørnes næb, forliste biblioteker strander på  din side, mælkevejen fodrer himmelen med meteorer og metaforer for betonens vinger”. Sagde Boran.

Tavsheden begyndte at springe ud under grenene, sejrsvindige storme blæste papiret væk, under atmosfæren spirede en klokkeskov, mens motorsaves kæder sprang op i hundekurve. hvide albino templer begyndte at sitrer som budding, mens de groede ud som drypstem. Stod i venteværelset og hoster, sætningerne de to talte til hinanden begyndte at flås fra hinanden, inden de ramte de tos blikkes flakkende rytme. Frost og frihedstanker vandrede imellem dem. Boran Gaflede et flag af asbest og ibenholt Sleb flintesten i Frejas sale, Greb ind i en solarplexus rus og Fandt en simpel becifrings

Nardus Langede ud efter vinterens tempel Sivede gennem dagens hukommelse som Penelophe sad med med fingrene. På den anden side af papirets spejl. Mørket fandt ind i dagen. I vest sidder påfuglens øje

Og blinker sin sidste rus i vinden der er en harmonika.

Penelophe Sænkede flagstangens vimpel, holdt en sten i hånden og kaldte den for sit hjerte.

Grotten Gemte en tone der kun er Borans krydderi De to gik ind i et nyt rum, Hvor der under bananpalmerne spirer lotusblomster, Boran og  Penelophes tunge roterer i våde cirkler,

kyssede under hinandens elskende blik, mens elskoven spirede som en smag af rejer. Du er havet der stiger mod skrænten,” Sagde Boran. “Du er løven der stivner på steppen.” Sagde Penelophe “Du er solens veninde der skinner,

Jeg er poesien der hviskes i dit øre.” Sagde Boran. Under orkidemarker begyndte der at spire paddehatte, Boran og Penelophes kroppe samledes til en rytme, Han kysser over hendes brysters nødder, og elskoven spirede som en smag af østers.

Du er luften jeg indånder og lever af, Sagde Boran

Jeg er dine øjnes refleksioners spejl, sagde Penelophe

du er poesi, flydende som drømme, sagde Boran.

Vi er hinandens elskede for evigt. Sagde de i munden på hinanden.

 

 

                                                                 Cæsar

 

 

Tasheren Cassius gik ned af gangen med en kæbe der hang ned til gulvet, hen mod tidsmaskinen hvor Tjavs og Celina sat og ventede med folede hænder.

De indstillede maskinen til 5. marts 44 f.Kr. Det gav et sug i maven mens ild og tal for omkring maskinen.

Cæsar sad på gulvet med hovedet imellem hænderne han havde modtaget varsler om  

En styg plan både af nogle spåmænd og i drømme. Natten før han skulle blive myrdet, så hans kone i drømme deres hus ligge sammenstyrtet og hendes mand være blevet såret af nogle og søge tilflugt i hendes skød, og at Cæsar svævede, højt hævet, på skyerne og greb Jupiters hånd. Desuden kom der temmelig mange og ikke ubetydelige tegn til ham - Mars’ våben, der efter gammel skik blev opbevaret i hans hus i hans egenskab af Pontifex Maximus, lavede om natten megen støj, og dørene i rummet, hvor han sov, åbnede sig af sig selv. Ofringerne, som han havde ladet udføre i den anledning, viste intet gunstigt og fuglene, man spåede efter, rådede ham ikke til at

forlade huset. Da Cæsar altså lod vente på sig, blev de sammensvorne der var blevet kontaktet af Spartaerne for at udføre den nederdrægtige plan nervøse for, at mødet skulle blive udskudt (der gik et rygte om, at han ville blive hjemme den dag), og deres plan ville mislykkes og de selv blive afsløret. Derfor sendte de Decimus Brutus, for at han, der jo forekom at være en endda særdeles nær ven af Cæsar, skulle få ham til at komme. Brutus bagatelliserede det, Cæsar lagde frem, og sagde, at senatet meget gerne så, han kom, og Cæsar lod sig overtale til at tage af sted. Samtidig faldt en buste, han havde sat op i sin entré, ned af sig selv og knustes. De regnede ikke det med busten for noget og lyttede ikke til én, der angav planen til ham. Han fik en lille bogrulle af ham, hvori alle forberedelserne til attentatet var nøje beskrevet, men han læste den ikke - han regnede med, at den indeholdt noget, der ikke hastede. Han var i det hele taget så kry, at han spottende sagde til en spåmand, der havde forudsagt ham, at han skulle vogte sig for den dag: “Hvad blev der af de der spådomme? Ser du ikke, at dagen, du frygtede, er kommet, og jeg lever endnu?” Og spåmanden svarede efter sigende kun så meget som: “Jo, den er kommet, men den er ikke forbi.”

Tjavs og Celine sneg sig efter Cæsar gennem koridorene. Da han kom til senatet, holdt Trebonius Antonius beskæftiget udenfor et sted. De havde overvejet at dræbe også ham og Lepidus, men af frygt for at de på grund af mængden af døde skulle blive mødt med den kritik, at de havde dræbt Cæsar for selv at gribe magten og ikke for at befri Rom, som de sagde, havde de valgt at holde Antonius væk fra mordet; Lepidus lå i militærforlægning i nærheden af byen. Trebonius talte altså med Antonius; de andre stillede sig imedens samlet omkring Cæsar (han var let at komme til og ville gerne tale med alle); nogle snakkede med ham, andre bad ham ligefrem om en gunstbevisning, for at han skulle have mindst mulig mistanke. Da tiden kom, gik en af dem hen til ham som for at takke for en tjeneste og trak hans klædning ned fra skulderen - signalet til de sammensvorne. Straks kastede de sig over ham fra mange sider på én gang og sårede ham, så Cæsar på grund af mængden af dem hverken kunne sige eller gøre noget, men

dækkede sig til Cæsar råbte “Også du, mit barn!” til Brutus, da denne slog til.

Tjavs Løb frem med morgenstjernen og mejede de sammensvorne ned med den magiske morgenstjerne.

Der opstod voldsom uro blandt de andre, både dem inden for og dem, der stod udenfor, både i forhold til hændelsens pludselighed, og fordi man hverken vidste, hvem  der stod bag komplottet, hvor mange de var eller hvad de ville, så alle blev bange for deres egen sikkerhed; hver enkelt kastede sig på flugt ad enhver mulig vej og fyldte dem, de mødte, med angst, uden at sige noget klart men blot med råbet: “Flygt, luk og lås!” Folk overalt hørte disse råb fra hinanden, som de nu kom, og fyldte byen med klage; selv ilede de ind i deres værksteder og huse og skjulte sig, .

Cæsar var flygtet straks efter mordforsøget på ham, havde kastet sin embedsdragt fra sig for at forblive anonym og havde holdt sig skjult om natten, men da han erfarede, at morderne var på Capitolium og Lepidus stod på forum, samlede han senatet til møde i Tellus-templet og lod dem halshugge. Tjavs fik en laurbærkrans og Cæsar takkede ham og tilbød ham sin egen vægt i guld, Tjavs afslog og satte sig ind i maskinen til Celina og for af sted med et skævt smil på munden.

 

 

                                                    Zen midt i centrum

 

 

Tjavs satte sig ned ved siden af cyber Zen, og tog hans hånd og lagde den på hans pande."Jeg har feber," Sagde Tjavs. En påfugl kravlede ud af hans næse baskede med vingerne, og spredte sine fjer så man kunne se dens øje blinke. den fløj op igennem skyerne og igennem stratosfæren, til den måtte ånde vejret igennem øjet, da den lukkede sine øjne faldt dens vinger sammen og den styrtede mod jorden, og landede foran cyber Zens fødder. Hvor den faldt sammen og bed i støvet.

Tjavs plukkede dens halefjer og puttede dem op i næsen, til han begyndte at nyse.

"Alt der er født vil dø." Sagde Cyber Zen.

Omkring ham begyndte verden at folde sig sammen, idet himmelen faldt ned og månen gravede sig ind i et vulkankratere, i sølvstolen som Athens nat sad i.

stjernerne begyndte, at nærme sig med flakkende haler over himmelen. Det begyndte at regne med meteorer omkring de to hjemmedrenge.    

Omkring dem samlede hele universet sig og begyndte at krympe til et sort mørkt huld.

"Alt hvad der er samlet vil blive spredt." Sagde Tjavs. Fra fasanernes pupil begyndte

der at gro en ny verden ud. (indsæt Surrealistisk Skabelsesberetning)

Da verden spredt og genoprettet satte Shakymuni sig ned ved deres side og begyndte at fortælle. Ifølge Shakyamuni fik han en dyb religiøs oplevelse som ung.

En dag forlod han paladset gennem østporten og så en gammel mand.

Den næste dag gik han ud gennem sydporten og så en syg person.

Og den tredje dag gik han gennem vestporten og så en begravelsesfølge med et lig.

Disse oplevelser fik ham til at fundere over livets flygtige natur.

Noget tid efter gik han ud gennem nordporten og mødte en asket.

Han besluttede derefter selv at føre et asketisk liv for at søge svaret på det som

han opfattede som livets mening:

"Hvordan kan man overkomme de fire grundlæggende lidelser der følger med et menneskeliv -

 fødsel, alderdom, sygdom og død?"

 

Men hans far Kong Shuddhodana vidste hvad sønnen pønsede på.

Han fik derfor arrangeret at Shakyamuni skulle gifte den smukke Yashodhara.

Bagtanken var at binde Shakyamuni til paladset som faderens efterfølger.

Men selv om de to fik en søn, Rahula, forlod Shakyamuni paladset som 19 årig

og frasagde sig hermed sin titel og et privilegeret liv.

Alene drog han af sted for at finde svaret på livets gåder.

  

 

 

                                                    Kærlighedens Planet

 

Cyber x Penelope og Penelope satte sig ned foran en Tasher der havde  et ansigt som et hjerte og en krop der enten var gennemsigtig eller helt manglede. Ansigtet svævede rundt i lutten. Mens tonerne af suedes head music tonede fra en højtaler der sad imellem tænderne på en syrefri.

”En fornyet interesse for kærlighedens gåde blev kickstartet af på jeres planeten Jorden i Romantikken der står som en markant stilperiode i kunst og i den livsanskuelse der herskede op igennem 1800-tallet. Romantikken kom som en modbevægelse til oplysningstidens rationelle tanker og fornuft. I oplysningstiden var det naturlige noget der skulle bekæmpes og holdes i ave. Dette opnåede man ved etablering af de rette linier, orden og tætheden i de store barokbyer. Ludvig Holberg nævner i sin dagbog, at han på sin rejse til Italien var nødt til at opholde sig i Alpernes vilde og uberørte natur. Han hadede det inderligt og åndede lettet op, da han kom til de store Italienske barokbyer med deres rette linier og orden1 Men den industrielle revolution skabte større og større byer. Og disse store bykulturen skabte længsel efter deres modsætning, naturen, det naturlige og uberørte. Det var de rationelle tanker der herskede, følelser og fantasi var tabubelagte begreber for det almene menneske. Centralt i oplysningstidens ideologi stod fornuften, den evne mennesket kan anvende til at forstå verden og forbedre sin egen situation. Fornuften blev sat overfor fortidens folketro og religion. Målet for oplysningstidens rationelle menneske var viden, frihed og lykke. I starten af 1800-tallet, var det den enevældige hersker det drejede sig om og der eksisterede nærmest ikke personligheder. Tanker og meninger kunne ikke ytres, man skulle følge kongens ord..” Sagde Tasheren.

Til enlig Dal jeg søgte de to, til en hytte bygget med en stivnet hånd, Indslutted og Betrygget stod Penelope fra troner højt i Himmelen.

Penelope og Cyber x flettede deres hænder, mens de for af sted gennem mælkevejen i hovedet på Tashern, Hjertet dunkede omkring dem. Mens de bevægede hurtigt.

Afstanden mellem Jorden og Mars er ca. 75 mio. km, mens den mellem Jorden og Merkur er ca. 92 mio. km., så det er altså Mars der er tættest på Jorden mens Merkur er tættest på Solen Venus er tættest på jorden, den er den guddommelige kærligheds planet, det er jorden skal blive som Venus, dvs. at planeten jorden har Venus(fred) som sin sjæl og Mars( krige) som sin personlighed

De landede med et bump og hjertet flækkede i to, og Penelope og Cyber X kravlede ud på en mark af jordbær under en himmel af roser. En hale rystede en hund og en de  to faldt igennem horisontale luftspejlinger en bakke vendes igennem orkesteret af jordbær. Med et ekko af fortid og frost. En tunge spiste hunden og haltede, igennem halsen på sig selv. Erindringsspejle skinnede på indersiden Af hundens bug af sølvpapir. Cyber X vendte blikket mod Penelope og læste op fra computeren der sad bag hans øre, der var tilkoblet en brille, der dækkede hans venstre øje. “Kærlighed kan betyde mange ting, men forstås normalt som en varm inderlig følelse af hengivenhed over for et andet menneske. Kærlighed kan være erotisk og romantisk, og det er denne betydning de fleste vil forbinde ordet med. Men kærlighed bruges også om det at holde af og være knyttet til et andet menneske, nære venner. Også kæledyr kan være genstand for kærlighed. I mere overført forstand kan der bestå en slags kærlighedsrelation til ting eller situationer. Her omtales kærligheden ofte mere overfladisk eller metaforisk, som i vendingen "jeg elsker duften af nybagt brød". Endelig kan der for religiøse mennesker være tale om en kærlighed til gud, og særligt i kristendommen er næstekærlighed et centralt begreb. De tos Hænder samledes igen og strittede som teglsten og rosenkranse og et uovervindelige kys gennem disen

Penelope og Cyber X var en tid hinandens hårdlængdes henna.

Mellem jordbærrene trådte Valdemar Atterdags spægelse der red på en hest frem . Og en sommerfugl med en mund på størrelse med et klaver. Sagnet fortæller, at Valdemar Atterdag holdt så meget af Gurre, at han i overmod udtalte, at han godt ville give afkald på Himmeriget, hvis han blot fik lov at beholde Gurre. På denne måde fik Valdemar gjort mægtig flot reklame for Gurre. Beretningen om kongens overmod over for Gud kan måske være en afspejling af reelle konflikter mellem kongen og kirken. I den ældste optegnelse af sagnet berettes det, at kongen tvangsudskrev munke, Esrum Kloster, som arbejdsfolk til byggeriet på Gurre - til Esrum abbedens store misfornøjelse. Ud fra skoven tæt der ved kom Kongen Frederik VI, kan i så lade min forfader ride i fred sagde han. Kom med i skal hilse på min kammerat Napoleon.

 

                                                                                       Ildtangen

 

Penelope rager Ildtangen ud af ilden og holder det glødende jern ned mod en sætning, der smelter ud over papiret. En damp stiger op, og det i sig selv er et digt. Penelope går en gang rundt om jorden i modsat retning af dens rotation. Og høster vinterhvede, alene med tankernes kræft. Det er først da hun kommer hjem at Aromaen dukker frem, hendes hjerne er ved at fordampe. Hendes hjem er blevet gennemrodet sikkert af Spartaerne, eller af hendes egne hænder, der af og til fægter i mørket. Under en hovedpude hun ligger på plads. Er der et æg der klækker og en påfugl stiger op og bider Penelope i næsen. Derefter sætter hun sig til at vugge fuglen som et barn.  Hun går ud af døren og fælder en flagstang og mader fuglen, med savsmuld fra den. Griber ud i luften og samler regndråber, nok til både at stille påfuglens tørst og vaske den. Under en plastikmåne tørrer Penelope påfuglen.

 

 

                                                                                       Klovnen

 

Genspejling af månen under et glas saltvand, uden rotation omkring månen. Simple tanker der glitrer, som papir krøllet sammen. Solen hældt på dåse og Penelope efterladt med en flad dåseåbner af en gummifasan. Erindringer der ikke husker noget, som en papegøje der er låst inde i hjernebarken, på en delirium oppustet klovn. Der netop nu vakler forbi Penelope. Med en ladt automathøjtaler, Der spiller Tyskland Tyskland over alt, med et beat der lyder som Bornholm Bornholm du er den dejligste ferieø, spillet baglæns, for en god ordens skyld. Klovnen sætter automathøjtaleren hen til Penelopes øre så hun begynder at kaste døde fredsduer op. Han læner sig tilbage i en kaktus og fylder sine øre med græsstrå .

Han plukker en orkide og holder den op foran Penelopes venstre øje.

“Er den her orkide her eller er den her ikke” sagde klovnen.

“ Der er en orkide, men min sved vil ikke kunne vande den nok til at den ikke visner.” Sagde Penelope.

“ Den er der altså ikke, men du kan jo se den, sagde han og holdt Penelope for øjnene og kastede, blomsten over sin venstre skulder.

“ Nu kan jeg ikke se den, men jeg ved at den er der. “ Sagde hun.

“ Så alt der en gang har insisteret på at være til, er der altså, “ Sagde han.

“ Ja men det kan være blevet til noget andet.” sagde hun.

“ Hvis vi en gang har haft en sjæl, kan den ikke forsvinde.” Sagde Han.

“ jo, den kan blive til noget andet, hvis man husker godt efter, så må erindringen dukke op igen.” Sagde Penelope. Og holdt sig for munden idet en af fredsduerne blev levende og forsøgte at flyve ned i hendes mund igen. 

Klovnen tog sin hat af og slyngede den rund om sit hoved til han lettede og fløj en centimeter op over jorden og landede ovenpå orkideen.

“ Du har fundet, den igen men jeg tror du godt vidste at blomsten var der, inden du hoppede” Sagde Penelope.

“ Man kan ikke finde noget man ikke ved om det eksisterer eller ikke er til, sådan er det bare, jeg kastede den væk og desuden svævede jeg.” Sagde Klovnen.

“ Du hoppede håber jeg og det var dig selv der havde gemt den.” Sagde hun.

“ Ja men hvis gud, har skabt os med en sjæl, hvorfor har han så gemt den for os.” Sagde Klovnen.  “ Måske fordi Kærlighed får sjælen til at kravle ud fra sit gemmested” Sagde Penelope. Cyber Zen der sad tæt derved, flippede sin computer op og læste højt fra Louis Hjelmslevs: ” Omkring Sprogteoriens grundlæggelse:” Sprogteoriens hensigt er at gennemprøve denne tesis om et system bag forløbet, en konstans bag fluktuationen, på et emne der synes særlig at indbyde dertil. Røster, der på forhånd vilde hæve sig imod et sådant forsøg på humanistisk område under påberåbelse af at menneskets åndelige liv og dets emner overhovedet ikke kan gøres til genstand for videnskabelig analyse uden at livet dræbes og genstanden altså

samtidig unddrages betragtningen, er kun aprioriske og kan ikke afholde videnskaben fra forsøget. Mislykkes forsøget — ikke i den enkelte udførelse, men principielt —

har disse røster ret, og humanistiske emner kan da kun underkastes subjektiv og æstetisk behandling. Lykkes derimod forsøget — således at princippet viser sig gennemførligt — vil disse røster forstumme af sig selv, og tilsvarende forsøg

vilde da være at anstille på humanismens øvrige områder.” citat slut.

” Hvad har det med sjælen at gøre.” Spurgte Penelope.

Klovnen fangede fredsduen og lagde den ind i Automathøjtaleren så Sangen sluttede ” Sjælen er alt andet en tavshed, derfor må den findes blandt sætningerne, og stå mellem linierne. Sagde klovnen.

 

 

                                                                

 

 

 

                                                    Parralelt univers

 

 

 

“Jeg ved helt sikkert at livet er skønt, om du befinder dig Østen for solen eller vesten for månen. Spørgsmålet er, om du kan fokusere på det simple i hverdagen. Vi trænger til små sensationer.” Sagde Penelope og puttede klovnen ned i sin lomme. Dråber fra en anden verden begyndte at stige op fra hendes pande. Cyber Zen tog sin håndflade og samlede dråberne i sin hånd. Og gned sig i hænderne så en sort panter sprang ud af hånden og for af sted ud mod en destination uden for sig selv. De satte sig ind i et rumskib og rejste i gennem tid og rum til planeten Outlandia. De to trådte ned fra skibet og trådte ud på et gold bjerg. I klart vejr ser Outlandia fladt ud her højt oppe fra

en dag i blikket på vej fra . Nordstoppen med de mange landsbyer som talrige stjerner på et firmament af markers tavl. Fremme Antilopia til højre og Djursdi til venstre, poeternes højborg og venneløst, og i et kort glimt tilbage Skarvskoven og den

lysende Månekrateres Mile, og i horisonten orakeldalen – furet og vejrbidt, men det

er en anden historie. Men fladt er Outlandia bestemt ikke – ikke overalt. Set fra toppen, af en flyvebil der stryger gennem landskabet, bølger det

yndefuldt i bakkedal. Det trækker op til storm, havets bølger vil tage form efter vinden der suser gennem marv og ben, den vugger skovens gamle træer, den visker himlen ren.

 

                                                                 Faret vildt

 

 

De 6 satte sig ind i det ventende rumskib, en Tasher med to hoveder og en arm kikkede over sin skulder og spurgte “hvor skal i hen.” Vi er Faret vild i uendelighedens drømme, metaforer og muligheder i fantasien manifesteret som Poesi. En vild umulighed at være uden mulighed blandt alle disse virkeligheder! Hvordan virkeliggøre sandheden,
når sandheden er så mange?! Mennesker undrede sig længe før filosofien opstod. De kendte således til mytologiske forklaringer på f.eks. naturfænomenerne. Allerede den naturgroede arbejdsdeling indebar, at individerne udførte forskellige opgaver, som medførte, at det manuelle arbejde blev adskilt fra åndsarbejdet. En særlig gruppe individer udskiltes til at forrette ritualer, kulten, til at herske, føre krig osv. Dermed opstod der kaster af præster, medicinmænd, herskere og andre »åndsarbejdere«, som ikke længere blev inddraget i samfundets manuelle arbejde.

Mennesker kan bilde sig ind, at noget virkeligt eksisterer, uden at det virkeligt er tilfældet. Muligheden for at hele tankesystemer, som bliver udviklet løsrevet fra den øvrige samfundsmæssige praksis og undertiden i modsætning til den, kan komme til fuldstændigt at beherske menneskers forestillinger og få deres eget selvstændige livsforløb, bygger på menneskers mystificerede opfattelse af naturkræfterne og på nogle menneskers herredømme over andre mennesker. Så længe menneskene ikke bevidst behersker naturkræfterne og så længe samfundet ikke er transperant, vil de fortsat kunne blive behersket af deres egne tankeprodukter.

Hele tankesystemer kan, hvis de for alvor kommer i modsætning til praksis, blive forkastet til fordel for nye. Ellers fører de uhindret deres eget liv i traditionen, idéhistorien mv. Den ene fantastiske forestilling har således afløst den anden. Enhver historisk epoke gør sig sine egne illusioner, alt efter hvor behersket de pågældende mennesker er af naturen og hvilke forestillinger, de forbinder med den. Naturkræfter blev f.eks. oprindeligt forklaret med mystiske kræfter og subjekter. Himmelen, tordenvejr, jorden, vandet osv., blev personificeret som guder, ligesom visse dyr blev gjort til tabu og totem.

Den angst og den undren børn og unge i dag kan nære i forhold til mørke, mystik og uhygge, gør dem særligt egnede til at filosofere. I den barnlige undren findes den største ansporing til at filosofere. Allerede Platon var klar over dette. Længe før filosofien, — og de samtidigt opståede matematiske og astronomiske videnskaber — , eksisterede der mytologiske forklaringer. Filosofien udviklede sig altså fra mytologien. Den såkaldte naturgroede materialisme, — et udtryk jeg i det følgende vil bruge til at forklare den ældste græske filosofi — , tog således sit udgangspunkt i de eksisterende stammesamfunds myter. Den rationaliserede derefter det mytologiske indhold. Med andre ord gav den antikke græske filosofi stammesamfundenes eksisterende kosmologi en naturfilosofisk udformning.¹

Formålet med at gennemgå filosofihistorien er, ifølge Ernst Bloch, ikke at præsentere en række fejltagelser, ej heller at fremstille sagen som om efterfølgeren blot hævdede det stik modsatte af forgængeren; men derimod at forklare, hvordan et filosofisk problem kan bliver løst med et tidspand på måske flere århundreder. Således stødte f.eks. den antikke græske filosof Zenon på infinitesimalregningens problem uden at vide, hvilken betydning det skulle få for eftertiden og uden at være i stand til at løse problemet. Ved at fremstille filosofihistorien som en hel række problemstillinger, som måske først giver mening i en helt anden historisk epoke, end den de blev stillet i, mente Bloch, at hans tilhørere kunne få noget andet end en lang række modstridende opfattelser ud af gennemgangen. Med andre ord opfattede Bloch filosofihistorie som et værktøj, der kan spare én for en masse besvær, og for at begå alt for mange teoretiske brølere.

Ifølge Ernst Bloch indebærer de forskellige historiske epoker, at der er samfundsmæssige skranker for tænkningens udvikling. De antikke græske filosoffer kendte f.eks. ikke til nullet og de irrationelle tal, (pythagoræerne opdagede ganske vist de irrationelle tal; men forsøgte at bevare opdagelsen som en hemmelighed). Også betoningen af den subjektive faktor ved erkendelsen var længe fraværende i den antikke græske filosofi, fordi det manuelle arbejde blev ringeagtet i de pågældende samfund, som byggede på et udbredt slaveri. Først med kapitalismen, som Bloch noget upræcist kalder den nyere tid (Neuzeit), rykkede bevægelse og funktionsbegreberne frem i centrum. Den antikke statiske tankegang blev dermed afløst af den overvejende dynamisk-funktionelle. Bloch pointerer sådanne nyskabelser, fordi de peger ud over en epokes horisont og ind i en andens. Bloch håbede, han dermed kunne problematisere fremtiden.

 

 

                                                    Tordengrotte

 

Tjavs og Celina satte sig ind i solens stråle, under en kokospalme et fjert sted. De lagde deres hænder i skødet og stirrede i hinandens øjne.

De lod tankerne vandre og satte sig op på ryggen af dem, for at svæve ind i Torden grotten. Deres bevingede tanke, foldede sig sammen og de to sneg sig af sted, mod Spartarenes grotte.

Lydløst satte de sig under et bord og groede fire ører ud af deres svedne hjerne.

De Mørkeblå og grønne neonlys skar dem i øjnene. Der duftede af Allehånde og vodka. Det Var halvmørkt. Der var en sær belysning i grotten. To spartaer sad ved en stor gejser i hjørnet. Der var næsten ingen mennesker der havde været der før.

Bluff, jeg vandre mod udkanten af det der eksister i virkeligheden nu! Sagde den en spartaer.

Bluff! Jeg forsvinder om et Øjeblik sagde den anden Spartaer og trådte ind i vandet.

Bluff greb ham i armen. Grebet blev styrket da Spartaerens arm forvandlede sig til en krokodillemund. Han prøvede at rive sig løs, men sveden på armen hjalp ham ikke stort. Hans hoved blev rødt som glødende jern, og metalperler begyndte at dryppe ud af hans pande. Bluff holdt ham fastlåst, mens pupillerne i hans øjne fokuserede.

Gennem mørket i grotten,, opdagede tjavs, at Bluffs greb var så fast at krokodillemunden bed den anden Spartaers arm af. Mens den ene mundvig skælvede i små barkede ryk. Den enarmede Spartaer flåede armen til sig og stirrede med mistro på den del af ham der ikke mere var hans. Han vente sig ind mod tågen og lagde sig ned i fosterstilling og hulkede. Spyt ud Spliff, fortæl hvorfor i har holdt, mig uden for missionen om at kolonisere Jorden, med Spartaere jeg hader at i holder hemmeligheder for mig bare fordi, jeg ikke har lige så mange mågeklatter på skuldrene som dig.

Spliff der forsøgte at standse blødningen fra sin arm fortalte mens han hulkede.

Det er vel nok ikke den største hemmelighed for dig, at vi rumvæsener har været  på jorden utallige gange siden 20.000 år siden.

Men vores overlevelses chancer? Ifølge Spartarenes oplysning var de så ringe at en edderkop har større chance for at overleve længe på jorden.. Sagen var at Jordens fælles tankestrømme er så tunge at vores hoveder ville eksplodere, Hvis vi opholder os længere tid på jorden. Vores Hjerne ville således gå i opløsning i løbet af 45 dage, falde ud  af knoppen på os og  blive til en valnøds stor ært. 

Der er dog en mulighed for at overleve på jorden for spartaerne, hvis Vi kan overtage et menneskes krop, kan vi leve, længere tid på jorden.

Dette kan lade sig gøre, hvis vi frit kan bevæge sig ind i andre levende væsener igennem hjerneskallen via ører, næse eller mund, så kravler de ind under hjerneskallen sætter vores hjerne ind imellem de to hjernehalvdele og overtager den gamle hjernes funktion. Således og kun således kan vi langsomt, infiltrere jordens befolkning. Vi vælger selvfølgeligt ikke hvilke som helst mennesker at overtage. Nu hvor vi er i gang, kan vi lige så godt starte i toppen og Infiltrere toppolitikere og embedsmænd.

Sagde Spliff.

Bluff satte Spliffs arm på plads og splejsede den sammen med hans lasersyn.

Spliff smilte og tog et kop grøn honning, og spurgte så: ” Hvor længe har det været undervejs.” Spartanernes dynasti er tidsmæssigt sammenfaldende med det romerske imperiums storhedstid. Men det romerske rige gik til grunde på grund af indre opløsning og pres udefra, og den europæiske civilisation gik ind i den periode, som enkelte historikere kalder den mørke middelalder, hvor oldtidens kultur og civilisation gik i opløsning. Spartaerne så sit snit til at vende verdens gang, via tidsrejser, og Jordiske ambassadører. Spartaerne har aldrig haft et tilsvarende brud i sin kultur og civilisation. Sparta har derfor helt frem til moderne tid været den eneste virkelige stormagt i denne del af universet. Indtil Tasherne begyndte at blande sig.

Den Spartanske kultur og civilisation spredte sig ikke kun til Jorden, men også til de omkringliggende planeter i universet. Ikke primært på grund af militær erobring, men på grund af den Spartanske kultur og civilisations overlegenhed. Tjavs og Celina satte sig op, på deres tankeheste og fløj tilbage igennem tid og rum til Cassiopeia.

 

 

 

                                                                  Redningsaktion

 

På den intergalaktiske radio af gubbyer i ørene havde Cyber Zen opfanget Tashernes sidste ordrer om landingen på Cassiopeia. Også at der var fire tasher astronauter der manglede at komme tilbageorienteringer fra, efter at de havde været nede på jorden på en undersøgelses opgave. Cyber Zen vidste på nuværende tidspunkt ikke hvad der var overgået dem, alt muligt kunne være sket dem. Ifølge Kaosteorien der er optaget af at studere de mekanismer der afføder bl.a. ustabilitet, uorden etc. men selve kaosteorien er trods sit navn præget af system og orden. Centralt for kaosteori er at den prøver at forstå den måde komplekse systemer handler på, vel at mærke den del af handlingerne der ikke umiddelbart synes at følge en lineær struktur som fx den traditionelle årsag-virkning tanke foreskriver. Alligevel udgør det komplekse systems samlede mængde handlinger mønstre eller strukturer. Det er blot ikke muligt at forudsige en enkelt handling på baggrund af tidligere handlinger.

I dette eksempel kan fremdrages tvivlen; det er umuligt at forudsige hvordan en

Tasher austonaut  vil reagere på en given handling fra rumskibet flyvske side, men det er muligt at skabe en profil af den givne Tasher på baggrund af det mønster deres tidligere handlinger havde skabt i tidligere hændelser. Det var altså ikke til at sige om der var hent dem en ulykke.

Endeligt kom der signal fra, det forliste rumskib, der lød en skattende lyd, fra Tasheren Uridur, at fem Tashere var blandt de savnede, sammen med den Amerikanske Ambassadør Beck og to puddelhunde. Alle havde de befundet sig i nærheden af det solaplexuskernen i rumskibet der var kollideret med en ældre skotsk solcelle drevet spion sattelit, man havde forsøgt at koble sig på.

Det usandsynlige uheld var sket, hele Rumskibet var blevet krøllet sammen som brugt stanniol fra en daggammel madpakke. Kollaberet i et vakuum i en tidslomme der ikke skulle være mulig. Som et væltet korthus var rumskibet brudt sammen og ødelagt.

En uge før sin endelige landingsdato var tashernes rumskib Cassiopeia Global Surveyor ind i problemer med motoren til det ene af sine solpaneler. Da Tasherne ville dreje solpanelerne, ville den ene motor ikke dreje, og systemet skiftede korrekt over til en reserve-motorkontrol. Kort efter gik forbindelsen til CGS tabt, da rumsonden kom om bag ved planeten Yggdrasil. Der gik derefter flere dage. Desuden varede det kun i fire omløb om Yggdrasil. Cyber Zen havde derfor ikke helt opgivet håbet om at genvinde kontrollen med CGS. Så længe den har strøm fra sine solpaneler, står den sandsynligvis til at redde.

Cyber Zen satte sig ind i en forstørret skubtusse formet rumskib sammen med, Sophie.

De lettede og fløj gennem rummet, med øjnene på stilke, så de ikke ville flyve ind i noget. Pludseligt kom et spartaer rumskib, op på siden af dem, og begyndte at beskyde skibet. Men Sophie svingede kærlighedens pendul foran deres ansigter. De to Spartaer blev så forelskede i Sophie at de tømte misilskyderne og begyndte at morse kærestebreve til hende. Ved at blinke med forlygterne på Rumskibet.

Cyber Zen og Sophie nærmede sig planeten Yggdrasil, og begyndte at søge efter Tasherne, Casipeia Global Surveyor. De fandt den på vej til at blive suget ind i et sort huld.  Et sort hul er det mest fantastiske objekt i Universet. Det er hverken stof (som stjerner, planeter og cykler) eller stråling (som gammastråler, grønt lys og radiobølger). Faktisk er det en klump af tyngdekraft, der opholder sig i det tomme rum

Cyber Zen brugte hackerrobotten til at komme ind i tashernes styremodul, og åbnede en lem i siden af skruptusserumskibet, og reddede de to puddelhunde Uridur og Beck. Resten af besætningen, stod ikke til at redde, og de blev ført med CGS skibet ind i vakuumet og kollapsede i et stort hult sort huld. Cyber Zen vendte skibet og fløj tilbage til casiopeia og landede sikkert.

 

 

 

                                                    Udenfor universet

 

Tjavs var gået ud af centralkomitéens kontorer på Cassiopeia, og var begyndt at vandre af den mindst valgte vej. Han var kommet ud af urskoven og stod på en flad slette, eller  en slags sumpet dal, for på den anden side af sletten ragede bjerge af støv op. Det er tågedalen, men ikke selve Cassiopeia midte, det er en udkant, hvor ingen kunne mindes at have været før, for straks når man forlader Tågedalen, fordamper en del af ens hjerne, så man ikke kan huske man har været der. Sletten var kaotisk sammensat af naturen selv, det lignede en sump af mos under træer af krystaller. Den eneste bebyggelse var en enlig, lotus pink kirke, der ragede op. En underligt disharmonisk kirke, med et spir formet som en konkylie. Der så ud til at spidde himmelen. Den så fremmed ud der i Tågedalens sump.

Imidlertid tiltalte det Tjavs, han følte sig som en sulten løveunge, der forsøger at patte på sin mor, mens de løber over steppen. Måske kunne han få en mental udrensning der. Han gik derhen, sparkede døren op og gik ind. Han kommer ind i et

Da han kom ind så han at en flok ulve med behårede ansigter var Under En gudstjeneste. Det føltes som om at Vorherre bød dem til bords ved alteret. De spiste nadver sammen med præsten, der så ud til at være i kontakt med gud. Han er til stede og står på østsiden af bordet inde i apsis. For at markere det, var der opsat en Kristusfigur omgivet af en korsramme, et tomt kors. Kristusfiguren står med udbredte arme, ikke korsfæstet - der er ingen sårmærker. Velsigner han? Tager han os i favn? Strækker han sig efter at være opstået fra de døde? Er korsrammen gravhulens indgang?

På alterets forside er indgraveret en fisk. Fisken (græsk: IKTHYS) er det ældste kristussymbol fordi bogstaverne ikthys er de første bogstaver i ordene "Jesus Kristus Guds Søn Frelser" - på græsk. Fiskens enkle linier genfindes som bølger i alterskrankens gitterværk.

Da gudstjenesten, var færdig, gik han op til præsten, og spurgte han præsten om, ”hvorfor tror du på Jesus?” Præsten, der undrede sig over spørgsmålet, kløede sig i nakken og svarede. ”Set indefra er Jesus Kristus Guds Søn, der bragte Guds rige nær til mennesker, og lærte os, at Gud er kærlighed. Gennem sin død og opstandelse har han bragt os forsoning, tilgivelse og håb om evigt liv. Og Pinsedag sendte han sin Ånd, som skabte kirken, og endnu i dag levendegør troen hos os.”

”Hvis gud skabte universet, hvad er der så udenfor universet?” spurgte Tjavs præsten om. ”Når universet udvider sig, er det rummet mellem de store klynger af galakser, der bliver større. Stjernerne inden i for eksempel Mælkevejen fjerner sig ikke fra hinanden, ligesom indholdet i universet – planeter, måner, mennesker – altså heller ikke vokser. På samme måde som rosinerne i rosinbrødet ikke bliver større, når brødet hæver.

Der er ikke noget uden for universet

Når universet nu udvider, hvad udvider det sig så ud i? Svaret på spørgsmålet er, at der ikke er noget uden for universet, som det udvider sig i. Fra fødslen er universet nemlig allerede uendelig stort. Udvidelsen strækker blot det uendelig store univers i alle retninger.

Man kan således ikke engang sige, at der er ’ingenting’ uden for universet, for ordet ’ingenting’ antyder en slags hulrum, og det findes ikke. At spørge, hvad der er uden for universet, svarer til at spørge, hvad der er nord for Nordpolen. Heller ikke det spørgsmål kan man svare ’ingenting’ til, for selve spørgsmålet giver ikke mening.”

Sagde præsten.

En mekanisk trold dukkede op fra sit skjul Bag alteret.

Han kikkede skræmt på Tjavs og præsten og sagde: ” det passer ikke Universet sidder i hjernen på gud. Tjavs lånte et flyvende tæppe og fløj tilbage til Cassiopeias hemmelige mødekontor, hvor de fem andre sad omkring en vandpibe og slappede af.

 

 

                                                    Hvem er jeg ?

 

Tjavs og Celina og Sophie og Cyber Zen satte sig ind på biblioteket, og lagde sine hjerner ved siden af hinanden. En stor cirkel af frost begyndte, at roter imellem deres hjerne. En frø spang frem med en seddel i munden. Hvad er mit jeg? Hvor er mit selv? Og hvad er et sind hvis ingen kan komme derind?
Er det hele bare kemi eller er det noget eksistentielt? Hvem er jeg ? Stod der på papiret. Celina tog sin hjerne ud af den kolde masse og begyndte at tænke.

Jeg er homo sapiens  et pattedyr og én af de mest succesfulde dyrearter, jorden endnu har oplevet. Kun visse insektarter, f.eks. myrer, er næsten lige så udbredte. Den store udbredelse skyldes blandt andet menneskets store tilpasningsevne, der gør, at vi kan leve og formere os på alle kontinenter undtagen det antarktiske.

Man har længe forsøgt at definere mennesket ved at adskille det fra dyrene. Men indtil nu er alle teorierne kommet mere eller mindre til kort, da man hele tiden kan finde dyr, der har noget, der ligner menneskelige egenskaber. Eneste holdbare kriterium er, så vidt vides, at mennesker kan alle tingene på én gang. Man kan diskutere, om ikke blot det er en religiøs tanke, at mennesket skulle adskille sig særligt markant fra andre dyr, og det netop er, fordi mennesket ikke adskiller sig så væsentligt, at det er så svært at definere mennesket præcist, når man ser bort fra kroppens udformning Læste Celina højt fra frøens venstre øje, der morsede til hende.

”Hvis vi er dyr hvorfor er vi så i stand til at tænke, at vi har en sjæl. ”Spurgte Tjavs Celina. Jeg tvivler ligesom filosoffen René Descartes på alt, mine sanser kan snyde mig. Tingene er i sig selv.” Sagde Celina. ”Alt er besjælet alt har ånd sagde, jeg er sgu til, hvis jeg ikke kunne tænke ville jeg være en ulv”. Sagde Tjavs.

Sjælen sidder i nervesystemet, og det er sjælen som gør det muligt for ånden at inkarnere. Sjælen består af ikke-fysiske dele og af fysiske dele. Derved bliver sjælen - eller firkantet sagt nervesystemet - bindeled mellem den ikke-fysiske ånd og det fysiske liv på jorden. Menneskets ånd består af kærlighed, visdom og livskraft Læste Sophie ud af frøens tårer der ramte hendes kind, og dannede bogstaver i en vandpyt, der lyste op under biblioteks halogenlamper.

”Min sjæl er som røg, der stiger op af en gryde, den er der imellem tanke og den fysiske verden. Den er magisk og eksisterende i verden lige så vel som min krop.” Sagde Tjavs.” Et modalt bevis for at jeg ikke kun er min krop, eller en del af den kan lyde sådan her. 1: Det er logisk muligt at jeg kan forlade min krop
2 : Det er ikke logisk muligt at min krop kan forlade min krop
3:Derfor er jeg ikke min krop, da den og jeg ikke er identiske. Hvis jeg var identisk med min krop, så skulle alt hvad der galt for min krop også gælde for mig, men der er modale sandheder omkring mig, der ikke gælder for min krop.
Så hvis det bare er logisk muligt at jeg kan forlade min krop, så er jeg ikke kun min krop.” Sagde Cyber X. ”Vi er altså meget mere end vores krop, vi er den vi er og det er ikke muligt at være ingenting, eller kun krop, fordi vi kan drømme, at vi ikke er krop. Et ulv ville aldrig kunne forstille, sig en tanke om noget udenfor dens krop, derfor ved vi at vi adskiller os fra dyrene.” sagde Tjavs. De tre andre tog deres hjerner ud af frostkuglen og lagde dem tilbage, i deres hoveder. De hold alle deres hænder samlet i en ring, og begyndte at meditere på et punkt, der er uden for dem selv. Langsomt begyndte de at løftes fra gulvet, og svævede op gennem taget og ud over byen. Hvor de stirrede ud over Århus by. De svævede langsomt over Aros  og landede på taget. Gik hen til trapperne og videre hen til elevatoren. En kustode med lidt for store hjørnetænder viste dem vej ned til Tasheren der ventede på dem. 

 

 

                                                    Hvorfor findes jeg

 

Tjavs gned øjnene med bagsiden af hånden. Stillede sig op, ved siden af den summende Computer i grotten under Aros.  Der var ikke mane lyde at høre i grotten. Kun en dæmpet mumlen mellem Cyber Zen og Celina. Der kom en tasher marcherende igennem Grotten; humpende på sit venstre ben en, to! en, to! han havde sin hjerne spændt på Ryggen og et lasersværd ved Siden, for han havde været i den fjerde dimension, og nu skulle han hen til de seks.

Tjavs tiede og  følte at hans hjerte hamrede meget hurtigt, selv om han ikke var klar over grunden. Tasheren tog en rund kugle frem, der lignede et ansigt af glas. Og kastede den hen ad gulvet som en bowlingkugle. Boran standsede den rullende kugle med stenerpistolen, der forvandlede den rullende kugle til, en kold sokkel. Han gik hen til, den og da han tog den op, delte den sig i to, en lille seddel dukkede op imellem de to halvdele. På seddelen stod der med sirlig skråskrift, “ Hvorfor findes Jeg.”  De seks satte sig i en rundkreds og deres Hjerter uddybedes og blev så sensitive, at de kunne mærke deres indre tilstande. Langsomt oplades de seks af indre lys.
Deres hjerner cirkulerede over deres hoveder og blinkede i violettes farver. Deres tanker føltes som billeder, der cirkulerede som vaskemaskiner. Skyerne af drømmedamp hviskede hvidt til deres inderste dybe. Meditationen absorberede deres sjæle og mørket fyldes tæt af en summen af energi der bredte sig i rummet som luftbølger. Boran var den første der tog ordet,” jeg er til for at drømme For at finde de drømme der kan oversættes til overvirkelighed, og det er mit surrealistiske mål at nå det virkeligt virkelige, det overvirkelige. Jeg søger mine motiver i drømmeverdenen og underbevidstheden Jeg vil finde og vil skildre mine dybeste lag i den ubevidste drømmeverden. Jeg vil en automatiske,  for at skabe tilfældige billeder, som kan stimulere fantasien.

Cyber Zen var den næste der sagde noget, efter at være vågnet af meditationen ” Jeg er

til for at erfare” sagde Cyber Zen og Citerede Tom Kristensen  ”Jeg er så lykkelig i Dag jeg går i Glædesdille; thi himlen er så stor og blå, at Hjertet bliver lille. I Dag er jeg så dejligt fri for Refleksionens Tandbid, er kun en lille Delirist.” En erfaring er en fortolket oplevelse. Den består af to ting: En oplevelse og en fortolkning. Jeg er altså til for at opleve, men også for at fortolke. Mine sanser stoler jeg på, men det er min hjerne, der fortolker de inputs jeg får. Måske er verden en helt anden, end den vi forstår fordi vores sanser er forvrængede. I Drømmene fortolker hjernen verden, men det er virkeligheden, der uvirkeligt er dig. ”

Tjavs vendte øjnene mod loftet, i grottens drypstenshule” Jeg er til for at elske sagde han og læste et gammelt digt højt”

Min muse med håret fuldt af slanger.

Med hjernen støbt i kuglelyn,

med en krop af timeglas.

Med taljen af en blæksprutte og tigertænder.

Min muse med læber af chokolade skinnende omkamp med stjernerne.

Med et smil af motorveje af hvide mus på den hvide jord.

Med en tunge af sandpapir, gløder og glas.

Min muse med tungens syngende host.

Med en tunge af en honning der løfter øjenlågene,

med tungen af en utroværdig sten.

Min muse med øjenvipper, af beton på en paletter af maling.

Med brudte grænser af slugte reder.

Min muse med broen af jordbærmarker, i varme huses tage

og strøm sat til hjernen.

Min muse med skuldre af champagne

og et springvand, med delfinhoveder under isen.

Min muse med en vrist af tændstikker.

Min muse med fingre af held og hjerter es.

Med fingre af månehø.

Min muse med armhuler af shit og charnell

og midsommer natten.

Af piftede og af en englefisks rede.

Med arme af søløver og af flodbølger

og med en svimlende hvede og møllevinger.

Min muse med ben af nødlys,

med desperate bevægelser til tidens solur.

Min muse med grotter af elvertræ og golfbaner.

Min muse med fødder af initialer.

Med fødder af ringe af nøgler og berusende piledrikke.

Min muse med en nakke af usynlige søhesteperler.

Min muse med en hals af gulddale,

af et tyst og hel seng af blanke roser.

Med nattens bryster,

min muse med bryster af marine torpedoer.

Min muse med bryster af rubiners kruspersille.

Med bryster af brune roser i spektre af opturs bølger.

Min muse med maven, af en chealeaders fansange i tiden.

Med en mave af en gigantisk klo.

min muse med en ryk af vertikalt flyvende musvitter,

med en ryk af kviksølv,

med en ryk af lyset,

med en navle af rullende sten og vådt kalk.

Og en syltetøjsglas der nyligt er blevet drukket af.

Min muse med skiftende skuldre.

Med skuldre af lysestager og pilefjer,

og skafter af hvide fersken rør,

af et ustandseligt pendul.

Min muse med knapper af sandsten og asbest.

Min muse med knapper af svanerygge,

min muse med knapper af forår.

med sexede pupiller.

Min muse med de sexede minegraverer og af papyrus.

Min muse med den sexede søhvede og antikt svømmekød.

Min muse i et sexet spejl.

Min muse med øjnene fulde af stjerner.

Med øjne af pink paralleller og af et magnetisk kompas. 

Min muse med savanne øjne.

Min muse med øjne af vand til de tørstende i fængslet.

Min muse med øjnes vipper der vibrerer. 

Min muse med øjne af tidevandet af luft jord og ild.

Sophie var den næste der tog ordet” jeg er til for at erkende”

I modsætning til den drømmende og æstetiske indsigt, der ligger op til forskellige fortolkninger, dvs. er flertydig, synes erkendelse qua erkendelse, at indebære et krav om entydighed. Sagt på en anden måde: at hvor den æstetiske indsigt i høj grad indebærer noget rent subjektivt, synes erkendelse på helt anden vis at være en akt, hvor et subjekt søger at tilegne sig eller forstå sig entydigt på et, fra det anskuende eller forstående subjekt selv forskelligt, objekt.” Sagde Sophie.

Celina stirrede stift på Sophie og sagde ” Jeg er til for at tilbede”

”Kærlighed til næsten, godhed og medlidenhed - dette er, tror jeg, det essentielle og universelle som praktiseres af alle religioner. På trods af forskellige filosofiske forståelser, kan vi etablere harmoni mellem forskellige åndelige traditioner på basis af fælles forståelser af kærlighed, godhed og tilgivelse, jeg er til for at tilbede Jesus, men jeg har respekt for andres trosretninger.”

Hvis gud har sat os på jorden for at blive tilbedt, må HAN være Egocentrisk

Sagde Penelophe og læste et digt højt, fra hendes poesibog:

 

Tror på papir

Terningerne er kastede ud over bordet,
jeg er ikke en skakbrik der kan flyttes,
poesien er min verden og verden er poesi,
jeg holder Bogen i min venstre hånd.

Sætningerne bygger korthuset op,
jeg er en joker med blå næse,
litteraturen er min kirke og
jeg Beder med hvert bogstav til papiret.

Digtenes brød ligger på min tunge,
jeg knæler for noget større end tanken,
på væggen hænger et kors af melankoli,
tror på papiret, for mig er det nok tilbedelse.

 

 

 

 

                                                                 Glemt at huske

 

“I morgen skal i rejse ud til universets udkant til Edgar planten og finde noget, jeg har glemt derude, En skrivemaskineugle der er unik og skal bruges i den mentale propagandakamp mod Spartaerne” Sagde Tasheren Spleen. Mens han rystede kraftigt på hovedet som en hund,  så der fløj ørevoks omkring hans ansigt. Der efter begyndte han at humpe hen mod, grottens elevator, som han tog op, og forsvandt i massen af turister på Århus kunstmuseum Aros.

“Hmm” sagde Tjavs. Derpå tog han sin hjerne med sig, sagde god nat og lukkede en dør ind til grotten efter sig.  Hvor efter Tjavs med maven fuld af natsværmere, støvede omkring for at finde ind til en indre ro, der var svær at finde, fordi en bogreol, lå og snorkede så det viftede og raslede med blade, fra flere bøger end han nogensinde kunne nå at læse. 

Tjavs redte sin seng inde i sidegrotten, og tog en bog fra reolen, hans øjne læste men hans hjerne var faldet ned i maven, og cirklede rund som passager på natsværmerne. Han sad oprejst i sengen til langt ind i natten med bogens Poesi af Edgar Allan Poe:

“Det var mange mange år siden. I et kongerige ved havet. At en muse som levede der, med et navn du kendte som Annabel Lee. Denne muse hun levede med ingen anden tanke end at elske og at blive elsket af mig.” Udmattet og med håret strittende på hovedet af begejstring, lagde han bogen fra sig. Hans ophidselse og blandede forventning om hvad morgendagen skulle bringe, gjorde at han måtte cirkle rundt på gulvet, indtil han blev rundtosset.

De 6 trådte ud over linierne og tog en tur i en tur i tamburintoget, med destinationen Edgar Planeten alle steder end her kunne de lede efter sporene, damp steg fra papiret og farvede det gult, længe efter senere end sent eller før afgangen. de løste billet til natten og blev en del af mørket, fandt dem selv igen og igen lige før, de tog af sted til et sted de ikke kendte, “at rejse er at se verden fra en ny synsvinkel.” sagde Boran Tastaturet er en forlængelse af mine fingre, verden er en stor hjerne der cirkler omkring, som blind passager i et tog der roterer, om sig selv, i en stjernestøvsstorm af vi. Sagde Penelophe. “Fra ord er du kommet til papir skal du blive, kontrolløren kommer engang  imellem forbi, og retter tankefejl og sætter et punktum, lige der i midten hvor der er nogle udtrådte meteorer der farer forbi som linier på papir.” Konstaterede Celina. De landede i en stor bunke og væltede over hinanden, som et sæt mikadopinde, filtrede sig ud af hinanden og rejste sig op og så mod månen.

”Universet er så sort og tomt månen skinner så magert ser dens hvide lyse og glimte syntes den er så astronomisk.” sagde Sophie og lod blikket maratonløbe ud mod den cirklende hvide luna.

”Flugt i til en ny planet, hvor der ingen uderum er at føje til min verden er mit orakel og der bliver jeg til mere end krops forstyrrende hjerneflugt, som min færden forhindrer mig i at vide hvad jeg vil vide om poesiens flod, som om atter fortidens månehvide langsomt har bragt mig hertil.” Sagde Cyber Zen.

De 6 stod nu ved foden af et bjerg efter timers vandring, med et ibenholdstårn på toppen, der stod massivt og stolt som en statue. De 6 Gik op mod bjergets top, viden polerede deres ansigter, så vinden åd alt salt ud ad deres øjne. De ville op og stå fyldt triumferende oppe, hvor kun Poeter bor. Da de nåede frem til toppen, kunne de høre valkyriernes sang. ”Her vil jeg skue horisonten en stund, inden vi går ind i ibenholdtstårnet og undersøger. Om der er nogle der kan lede os, på rette vej efter, skrivemaskineuglen, om den så er organisk eller mekanisk.

 

 

 

                                                    Ibenholtstårnet

 

De seks trådte hen til tårnets fod, sparkede døren ind og begyndte at kravle op af trapperne i ibenholtstårnet. Trapperne var slimede og svære at gå på. De lød en torden udefra gennem vinduerne.

Cyber zen faldt på trappen, og gled 10 trind nedefter og landede for fødderne af penelophe, der løftede ham op og tørrede blodet væk fra hans pande, der afslørede et dybt sår. Penelope tog sin t shirt af og rev den i stykker og forbandt hans hoved med en kærlig hånd. Da de kom ud på taget gik Sophie i forvejen og Sneg sig lags med murene. Til hun stod foran  Et stort blævrende ansigt med der kun bestod af to læber og ingen andre ansigtstræk. Og fjer overalt på kroppen. Hendes hjerte begyndte at banke og cirklede rundt i hendes mave som en flok græssende antiloper. Hvem er du, er du den vi søger efter at være rejst gennem tid og rum.  “Jeg er skrivemaskineuglen Vi vidste at tiden ikke eksisterer, kun bevægelsen og derfor stivnede vi i kysset så det blev evigt. Vi vidste at rum ikke eksisterer, kun tanken om det og derfor overlevede vor kærlighed. på tværs af stjerner”. Citerede Skrivemaskineuglen Strunge.

“Giv mig et kys og få et spørgsmål besvare et spørgsmål fra hver af dig og dine venner.” for jeg er oraklet Grataflunk, Tashernes hjælper og åbenbaringernes mester.

Sophie var den første der tog mod til sig og kyssede, de slimede læber. ”Hvorfor er vi til” spurgte Sophie. ”Vi er til for at finde ind til hvorfor vi er til, hvis vi er til, kan vi stille spørgsmålet. Og hvis vi kan stille spørgsmålet. Ved vi er til, og kan derfor svare andre at vi var til, og dermed lade vores tanker vandre videre til senere generationer, der vil stille, det samme spørgsmålet. Og de vil derfor kunne svare at spørgsmålet i virkeligheden er vigtigere end svaret. Fordi svaret ville virke tomt og hult. Jeg kunne nærme mig svaret ved at sige at vi er til for at reflekterer over Verden.” Sagde Grataflunk. Boran var den næste der stillede et spørgsmål, ” Hvad kan vi erfare.”

Gratafunk kløede sig under underlæben, og mumlede. ”Det vi kender gennem sanserne, giver os spor af verden som den er, mens tanken alene, er udenfor sansernes beredskab, vi kan tænke uden sanser, men ikke sanse uden tanker, derfor er tanken det redskab, der giver os den sande erfaring. Men der gives intet bevis for tankens sandhed! Er den sand, må det enten være fordi den er overbevisende i sig selv eller bliver fremlagt af en tankerække, man finder tillidsvækkende og overbevisende. Eller også må tiden vise, hvad der er rigtigt og sandt. Det kan jo være at jeg ikke kan se det lige nu, men at sandheden som et lys en dag går op for mig! Indtil da må jeg så nøjes med at tro at tanken er sand.

Tjavs stillede det næste spørgsmål, mens han kyssede den fjerede hånd “Hvad betyder gud?” “Gud er ånd og kærligheden der flyder i menneskenes floder, og sliber dem som sten i vandet. Gud er der om du tror eller ej, fordi menneskene har opfundet tanken om Gud. Eksistere hans ånd som en tanke i vores hjerner. Og fordi vi kan tænke os til en gud, eksisterer kærligheden, og dermed er guds kærlighed, givet til os som en del af guds store plan for os.” Sagde Gratafunk.    

Cyber Zen bukkede for skrivemaskineuglen Gratafunk og kyssede dens kind og spurgte. “Hvad er der udenfor universet? Der er ingenting, men der kan komme alt, og derfor er det potentielt noget” Sagde Gratafunk.

Penelophe kyssede hans pande og spurgte “Hvorfor er der noget i stedet for ingenting?
Dette spørgsmål stillet af Leibniz er hvad mennesker siden Aristoteles har svaret på med det kosmologiske argument. Dette argument har været vidt omkring og en speciel formulering af det er meget interessant i lyset af videnskabens opdagelser i det 20. århundrede. Nemlig Kalaams kosmologiske argument. Det lyder i sin enkelthed således:3) Alt det, hvis eksistens har en begyndelse, har en årsag.
4) Universet har en begyndelse
5) Ergo universet har en årsag
Dette argument benægter flere ting om universet - nemlig at det er evigt, og at det kunne begynde at eksistere uden nogen årsag. Dette argument er specielt interessant i lyset af det 20. århundredes opdagelser - nemlig Big Bang. Med Big Bang der siger at alt stof, ja selv rum og tid har en begyndelse for ca. 13,7 milliarder år siden. Af sagens natur kan der ikke være nogen videnskabelig forklaring på hvad denne årsag var, da videnskaben ikke kan operere uden tid og rum, men er det alt hvad vi kan forestille os om sagen? Nej ikke ifølge Kalaam. Her bekræfter vi at der må være en årsag. Der er noget, eller nogen bag universet. At der ikke er tid og rum udelukker et noget men ikke dermed et nogen. Gud er et immaterielt væsen - og det er hvad vi bekræfter med 1. Med 1 siger vi at der findes et immaterielt væsen - og det er alt hvad der kunne være årsag til universet. Dette er ikke gået videnskabsmænds næse forbi. Da Einstein opdagede at implikationerne af hans teori var et univers der ikke var evigt, så ledte det ham til at introducere en kosmologisk konstant der “fjernede” det endelige aspekt ved universet. Denne kosmologiske konstant kaldte han senere “the greatest blunder of my life.” I bogen forty minutes with Einstein siger A. Vibert Douglas:Einstein tried to avoid such a beginning by creating and holding onto his cosmological “fudge factor” in his equations until 1931, when Hubble’s astronomical observations caused him to grudgingly accept “the necessity for a beginning.”

At universet således har en begyndelse er netop en svær pille at sluge for en ateist. Man kan ikke bare møde det kosmologiske argument med en røsten på hovedet om sige - jamen universet har altid været der. Det har det ikke. Det begyndte med at eksistere for 13 milliarder år siden. Fred Hoyle har om dette sagt The big bang theory requires a recent origin of the Universe that openly invites the concept of creation.”(The Intelligent Universe)Et par citater mere kunne godt krydre denne pointe:Compared to the alternative of supposing that matter and energy somehow always existed, British physicist Edmund Whittaker says, “It is simpler to postulate creation ex nihilo—Divine will constituting Nature from nothingness.”

Eller Barry Parker “We do, of course, have an alternative. We could say that there was no creation, and that the universe has always been here. But this is even more difficult to accept than creation.” ²

Big Bang er derfor evidens for at universet har en årsag. Denne må være uden for tid og rum, og dette tager jeg som evidens for 1 - Gud findes. 2 Står meget dårligt her - den eneste udvej, altså ud over at benægte at Big Bang er sandt, som har været ateisten Fred Hoyles løsning må være at påstå at universet kunne opstå ud af ingenting. George Smoot opsummerer dette godt: “There is no doubt that a parallel exists between the big bang as an event and the Christian notion of creation from nothing.”Da Celina Noget forvirret, skulle stille det næste spørgsmål, begyndte tordenen at nærme sig, så hun glemte helt at kysse, og spurgte. “Hvad er den dybeste indsigt?” “Den dybeste indsigt finder du i dig selv!” Sagde Gratafunk

Et lyn slog ned i skrivemaskineuglen. Den faldt omkuld, hamrede hovedet ned i det brostensbelagte gulv. Da Celina bøjer sig over ham, hvisker han de sidste ord i hans liv. “ skriv som vinden den blæser, skriv til det sidste, og giv dine tanker videre til de kommende generationer.” Skrivemaskineuglen skrumpede ind, så dens hjerte, var det eneste der blev tilbage, da Tjavs samlede hjertet op forvandlede det sig til et organisk tastatur.  Endnu et ly slog ned og det ramte tårnet så de 6 blev slynget ud over kanten, af tårnet, så de landede på ryggen af en flyvende hval, der fløj dem hjem til Aros.

 

 

 

                                                    Forårsfornemmelser

 

Vinden for gennem mørkets korridorer i grotten under Aros. De 6 gik nedslåede, hen til Tasheren Horikane, der skulle modtage dem. “Vi har kun et tastatur med,  fra den lange rejse”  Sagde Celina. Horikane tog tastaturet op og studerede det nøje. “Det er beklageligt, han var en god ven og kilde til sand visdom.” Sagde Horikane. Jeres næste opgave bliver at to af jer skal rejse til planeten Cengar

Og søge efter poesien i et vandfald. Tjavs og celina gik hen til Rumraketten og satte sig, til rette og stormede af sted, igennem tid og rum, mens stjernestøv farede omkring dem. De landede på planeten, der var indhyllet i pollenstøv. Havfruer sang i kor i det fjerne. Celina smilte og hendes øjne glimtede stærkere end nogen sol.
Forårsfornemmelser åbnede rytmen i Tjavs krop. Frem og tilbage erstattedes af et gratuleret nærvær, hvide slør af svanevinger dalede ned mellem de tos hænder. Fingrene knugede sig ind i hinandens svedige håndflader.
Mod evigheden i rigtigheden tænkte, de to sig ind i en fantasi. Strålende sagde Celina, at ”Erotikkens kamre eksisterer i Klarheden, rejser sig mod patos og imagination. Er det største for de nyforelskede blade. Der Sprænger knopperne og svæver i vinden, som sommerfugle. ”Det talte ord erstatter mine sansede følelser  i dit nærvær. Uvanemæssigt er det som om mine tanker, skvulper over og mine sanser kalder på dig.” Sagde Tjavs. Deres læber mødtes i et kys, der sendte, Tjavs’s raket til tælling. 

Med et begyndte, skyerne at trække sig sammen, og snekrystaller, dalede og ramte deres pande. Tjavs og Celina begyndte at fryse, og klamrede sig til hinanden. Da de ikke fik varmen, begyndte de at løbe, for at finde, et varmere sted at være. De krydsede over en bro, af uvirkelighed. Og på den anden side, steg en to hovedet karmasuger op, fra et mørkt huld i jorden. Dens store gråhårede arme slyngede sig omkring dem. Og stjal deres karma, ved at klistre sugekopper, på deres aura. Så den blev helt grå. Derefter lod den dem dale ned i, en snedrive, hvor monstret lod dem være tilbage, i frosten og uden deres karma.

De så nattergalen synge, men de hørte ingen sang. De så solen skinne Men jeg følte ingen varme. De så hinanden tale. Men de hørte ingen ord. De så grantræerne bevæge sig. Men kunne ikke mærke vinden. De vendte sig om og om. Men de havde heller ingen skygge. Da de følte dem allermest forladte, steg en pegasus ned, og tog de to forhutlede sjæle på ryggen. Den tog dem til et vandfald, der bruste, ned i en flod hvor poesiens blå blomster spirede, og grøn honning og hvid mælk. Dryppede fra planterne der næredes ved flodens, blå klare vand. Celina gik omkring og plukkede fantasiens nardussen. Mens hun nynnede, velkommen i den grønne lund.

Tjavs svang sin morgenstjerne og ramte en fisk og spiste den, Tømte fiskehjertet for blod og fik sin karma tilbage, gav Celina et stykke og hendes aura begyndte at gløde i morgenrøde farver. De gik helt hen til vandfaldet, der begyndte at kaste, ord af sig mens den vandede, deres kroppe, mens de svømmede nøgne, omkring og hviskede hemmeligheder i hinandens øre.  “Lad mig illuminere et tempera af dig
lad mig farvelægge din krop, som har alle de staturer som ikke kan sammenlignes med noget. Jeg har set på forhånd, lad mig til sidst slænge mig selv ind i dig, smelte sammen med dig, så vi kan svømme rundt, i vandfaldets farvesymfoni.” Sagde Tjavs.

“Dine øjne, med månen cirklende i pupillen, som en hilsen fra Amor. Du falder mig ind, vi skuer hinanden, du virvler i mit indre blik. Vi finder hinandens veje, med eros under forstørrelsesglas, som en vulkan der koger over. Dit ansigt blusser rødt,

dit spejlbillede vil vibrer i min drøm, blink med dine øjne, lad mørket sagtne under øjenlåg. Jeg blændes af din skønhed, uvirkeligt og dog et nu, du er lavet af stjernestøv,

gemmer et blik af luna luna luna, flakkende imellem mælkevejens ocean, hvad vi kender er ukendt for andre, når vi stirrer igennem mængden. Jeg stirrer på dig til jeg svimler, du er universets engel,  aldrig har vi åbnet noget, uden at være for hinanden.” sagde Celina til Tjavs. De to hoppede op på Pegasussen og svævede af sted mod Aros, gennem tid og rum.

 

                                                   

 

                                                    Josephine Tasher

 

De var ikke nået ret langt ind i deres drømme. Da Tasheren Josephine, kom pustende tilbage fra grotten under Aros. Med kjolen flagrende omkring sig i sit fineste puds. Lærerige beretninger er gode at høre. Hendes tjener var rasende og begyndte at råbe en masse eder og forbandelser på fransk. Han stak hovedet i sky og skælvede så over hele kroppen. Pludseligt tav hun og så sig omkring. Det var Tjavs håb at det var tegn på at der var rent mel, andre steder en i hendes ansigt. “Oraklets præstinde i Delphi har set i visionerne fra Apollo at Sokrates skal være præsident for det kendte univers galakse. Efter at Spartaeren Charirefons har spurgt: Om der er nogle der er visere end Sokrates. Og det har oraklets præstinde svaret nej til.” Sagde Josephine. “Hvad er  Oraklet i Delfi” Spurgte Sophie, med en søvnig stemme. Det er  Apollons orakel, som findes i Delfi i antikkens Grækenland. Oraklet blev betragtet som verdens centrum. Oraklets præstinde, som blev kaldt Pythia, profeterede siddende på en speciel trebenet taburet. Pythias navn kommer formentlig af Python, den slange som herskede over stedet inden Apollon slog den ihjel. Apollons orakel i Delfi, går tilbage til slutningen af det 9. århundrede f.Kr. og det udviklede sig efterhånden til at blive det vigtigste græske orakel. Det blev konsulteret såvel af Spartaerens såvel som Tashernes franske ufo spioner, igennem lange tider og   andre tidsrejsende folk.

Selve oraklet var placeret i Apollontemplet i Delfi, der er beliggende i Parnassos-bjergene. Templet blev første gang opført i det 7. århundrede f.Kr. Det brændte ned i 548 f.Kr., Vi har talt længe om denne sag og jeg er den der ved mest om at stække Spartaernes vinger. Lige siden de reagerede Grækenland. Sagde Josephine.

I må rejse til Oraklet og spørge Pythia til råds.

Cyber Zen og Sophie trådte ind i en tidsportal og rejste igennem tid og rum til Delfi.

For at komme op til oraklet vandrede de to først op af en snæver bjergvej. De sidste par hundrede meter var flankeret af forskellige bystaters skatkamre. Inden de gik ind i templet kunne de se op på gavlen, hvor Apollon tronede oven over de berømte indskrifter: "Kend dig selv", "Intet til overmål" og den mindre kendte: "Et løfte og enden er nær". De to Verdenspoeter gik ind i templet, Pythia sad der med langt blondt hår og vippede frem og tilbage i trance. Med det hvide ud af de ellers blå øjne.  

Sophie lagde en hånd på hendes pande og spurgte til råds om Sokrates. Præstinden Pythia rallede og talte mens hendes læber vibrerede med fråde om munden “Sådan er det, Sokrates er den viseste, men det kunne jo være godt at høre, hvad han selv har at sige til sagen“. “I må rejse tilbage i tiden og sørge for at Sokrates ikke drikker gift, for at vende ham over på vores Tashernes side.” Sagde Præstinden Pythia.”

Hvordan gør vi det, sådan helt praktisk og sådan helt overtalelse forstås. Spurgte Cyber Zen. “ I må stille det ultimative spørgsmål, som han bliver nødt til at undlade at stille modspørgsmål til, simpelt hen afkræve ham et svar. Sagde Pythia. Vendte ansigtet mod loftet og fortsatte. Men derom kan Tasherne sikkert give en mere pålidelig besked. Dengang de færdedes der, byttede de sig til åndelig føde, forklædt som slaver. Som hyrder på bredden ved floderne. Og fandt også ud af meget om visdom. Langs Athens bymure. Hvor de fandt    

viden om det kommende. Sagde Pythia og faldt i søvn, udmattet af at få visioner af Apollon. Sophie Svingede Kærlighedens pendul foran vagterne så de holdt op med at være på vagt og forelskede, sig i hinanden og mens de snavede under hjelmene, Sneg Cyber Zen og Sophie sig ud af templet og trådte ind i portalen og rejste hjem til Aros igen. De fire andre var vågnet og for det var blevet morgen, en rigtig dunhammer morgen. Boran sad og vippede på en stol, med sine snabelsko på. 

 

 

                                                                      Sokrates 

 

De seks verdenspoeter sad rundt om et bord og spiste havregrød, At det nu var kommet så vidt. Ved det første aha oplevelse, at de skulle møde Sokrates og stille ham det ultimative spørgsmål. Det var en smuk Søndag og de hørte stemmer fra folk der gik omkring på udstillingen, på de øvre etager i kunstmuseet. Cyber Zen og Tjavs talte som de plejede. De smilede og stemningen var god. “Du er en god ven at tale om intet med.” Sagde Cyber Zen. For de talte knapt og med ligegyldige stemmer, som om intet i universet betød noget for dem. De sagde at filosoffen Sokrates anså de for at være den største spørgsmålstænker der nogensinde havde fandtes. Den ypperste blandt alle der havde levet på jorden. Næst efter Jesus selv. Men de var blevet indfanget i tanken om at skulle stille ham et spørgsmål, der var ham værdigt. Om eftermiddagen kom der en flok fremmede kustoder, der begyndte at rydde op i grotten. Da Boran kikkede nærmere på dem kunne han se, at deres hugtænder var sylespidse og at de forsøgte at undgå at vise dem ved at vende mundvigene nedad. De sagde at de var mænd fra casiopeia og at de var kunstvogtere, og at verdenspoeterne ikke skulle tage sig af dem.

Flokken forsvandt ind igennem en skjult udgang i hulen, til et fjernere rum, hvor de lagde sig til at sove i solarier. “Der fødes ikke engle i himmelen,” Sagde Sophie og brød ind i Cyber Zen og Tjavs snak om ingenting. “De fødes på jorden.” Sagde Penelophe. “En engel er et menneske der har skuet de inderste dybe” Sagde Cyber Zen. “De Svæver uden lyd , Synger uden ord. Når man skuer dem i det højeste, risler det ned ad ryggen Så guddommeligt og saligt, Gid jeg kunne nå dem de smukke engle.” Sagde Celina. ”En engel er en påklædningsdukke, der har fået vinger.” Sagde Tjavs. Penelophe smilede let af dette, for det var bedst for enhver kristen at holde sig stærk i troen, og hun tvivlede let, på deres tale. Sophie kunne ikke se meningen med, samtalen og lod sine øjne falde i og dagdrømme. Det er slet ikke sikkert, at det er det vi skal spørge Sokrates om, Sagde Tjavs. Der nu var begyndt at finde ind til dybere tanker. De seks brød op og aftalte at det skulle være Tjavs og Celina der skulle rejse til Athen og tale med Sokrates og at spørgsmålet skulle findes, på stedet af Tjavs. 

De to gik over til en portal, som Tasherne havde forberedt og de rejste igennem tid og rum til Athen I år 399 f.Kr. Hele dagen og som altid i sit voksne år brugte Sokrates  næsten hele sin dag på at gå rundt og diskutere filosofi med borgerne i Athen. Hans forgyldelse begrænsede sig til mad og gaver fra venner og de mønter han fandt på gaden, hvilket hans kone, den iltre Xantippe, Nu stod og skældte ham ud over.

Sokrates Var anklaget for blasfemi og for at forføre ungdommen. I Athen skulle anklageren og en flok soldater slæbte ham af sted, til domstolen. Hvor forsvaret skulle anbefale hvilke straf forseelsen skulle have. Det var derefter op til domstolen hvilke af de to anbefalinger der skulle stadfæstes. Anklageren krævede at Sokrates fik dødsdom, hvorimod Sokrates selv mente at intet mindre end gratis bespisning på rådhuset burde være den korrekte "straf" for at have oplyst Athens ungdom. Denne ære tilfaldt normalt kun borgere, der havde udmærket sig i sport eller krig. Sokrates venner og elever bønfaldt ham om at ændre forsvarets anbefaling. De ville gerne betale store bøder for at undgå at Sokrates blev idømt dødsstraffen, men Sokrates stod fast. Da domstolen via dens procedure kun havde anklagerens og forsvarets muligheder at vælge imellem blev Sokrates dømt til døden. Sokrates var blevet dømt til at begå selvmord, ved at drikke saften af den giftige plante skarntyde.

Men da han skulle til at drikke giften, dukkede Tjavs op med sin morgenstjerne og slagtede vagterne, Så blodet fra deres nedslagtede hoveder malede gulvet rødt. Derefter skød Celina Sokrates i foden med Poesipistolen. Tjavs spurgte så Sokrates   

“Hvad er meningen med at universet er skabt.” “Det vil jeg tænke over, men hvis i spørger en toogfyrre poeter om det gentagne gange, kan det være at de kan beskrive følelsen af at det er umuligt at forestille sig at det ikke skulle være skabt.” Er det ikke fordi fantasien om virkeligheden, skal findes og er det ikke fordi at universet, giver os tanker og at vi kan tænke os universets begyndelse, at tanken om det igennem en tidslomme har skabt det?” Sagde Sokrates hvorefter de hoppede af sted ud gennem byen, og ind i portalen til Aros.

 

 

                                                                 Påfuglevinge

 

Aftensolen var ved at gå ned i vest, og det var skoldhedt. Da Tjavs og Penelophe. I et lånt rumskib fløj igennem en meteorstorm. Tjavs morede sig med at skyde asteroiderne til støv. Men Penelophe var ikke imponeret.. Hans højre arm lå sovende imellem hans knæ, men hans nerver var klar til at reager og styre dem udenom de flyvende sten.  Det var denne hurtighed der førte dem igennem. Kort før de landede på Nordstjernens måne måtte rumskibet sætte farten ned til skilpaddetempo. 

Sokrates var allerede sendt i forvejen og var vandret op til præsidenttemplet for at forberede sig på sin valgtale, for i dag skulle der være valg til universets parlament..

Spartaernes præsident, Albert Einstein, stod til at sikre sig en jordskredssejr ved præsidentvalget for universet i dag, hvor vælgerne flokkedes til valglokalerne for at stemme om, hvorvidt Einstein skulle have fire år mere til sin kamp for demokratiske reformer. Men først skulle alle de delegerede mødes til vælgermøde i den store sal til vælgermøde hvor de to skulle holde den afsluttende tale, inden stemmeafgivelsen fra de 110 Spartaer og 110 Tashere. Det vrimlede med sære skabninger Mennesker med to hoveder. Svævende engle uden ben, pelsede ulve med skabe kløer og Heste der stod oprejst og havde menneskeoverkrop og mange andre af universets forskellige indbyggere. Tjavs og penelophe gik ind i salen, og vinkede til Sokrates der havde taget plads på podiet sammen med Einstein foran forsamlingen.

Mens Einstein er kendt i verden som moderat og som en, der giver håb om afslutningen på den voldelige og psykologiske kamp mellem Spartaerne og Tasherne, har han vakt bekymring iblandt de delegerede på grund af modsatrettede signaler under sin valgkampagne vedrørende formandsposten for De frie planeters Selvstyre.

Einsteins reference til sin fremtidige fredspartner som “den filosofiske fejde,” er hans løfte om, at alle efterkommere efter flygtningene fra de intern galaktiske opgør, vil vende tilbage til deres oprindelige hjem på Jorden, og hans forbindelse til nogle af de mest berygtede spioner har især bekymret Spartaerne flygtigt og Tasherne Generelt.

Einstein var den første der skulle holde tale.

”Hvis jeg bliver valgt som universets præsident, vil jeg gerne se mig selv som Klodernes vagthund, dvs. som den lille mands repræsentant. Hvis nogen således kommer i klemme i systemet og mener, dem trådt under foden i en given sag (det kunne f.eks. vedrøre spionage, værnepligt eller tvangshjernevaskelse) og føler at obersterne træder på dem, vil jeg undersøge sagen og i givet fald bruge min stilling som Præsident til at rejse sagen på så højt et niveau som nødvendigt.

Forskningsmæssigt bør Det universelle råd satse 100% på Open Source og åbne standarder. Dette både for at spare milliarder af Dollars, for at styrke kvaliteten af de kreative systemer og for at forbedre borgernes adgang til billigere eller gratis indsigt i de højeste tanker af gigantisk kvalitet.

Overgangen til universel fred  skal ske gradvist ved nyanskaffelser af pacifistiske munke og nye orakel installationer og skal ske i fortsættelse af universets eksisterende freds strategi.” Efter talen Klappede Spartaerne mens Tasherne holdt mund og ventede i spænding på Sokrates tale.

Så var det Sokrates tid til at tale:” Højtærede Spartere kammerater og Tashere, Hvorfor ikke slutte fred med det samme? Hvorfor ikke lade stridøksen begraves? Hvorfor ikke dele videnskaberne og fælles filosofere? Hvorfor ikke følge efter den fælles lykkefølelse? Hvorfor ikke dele fælles erfaringer? Hvorfor ikke leve i fred og fordragelighed? Hvis jeg bliver valgt som præsident, vil jeg love jer to ting, Fred ! Og Fælles forskning i det inderste dybe. Penelophe åbnede hjernevakerkrukken og straks brød både Tashere og Spartaer ud i salige klapsalver, og skyndte sig op til stemmeboksene. Da stemmerne senere blev talt, viste det sig at Sokrates havde fået 100 % af stemmerne. Og de mange delegerede besluttede sig at slutte fred. Tjavs og Penelope gik ud til rumskibet, gav hinanden high five og styrede tilbage mod grotten under Aros Kunstmuseum.

 

 

                                                                 Tvivl på Alt

 

“Velkommen tilbage til Aros.” Sagde en tasher med en tennisbold som hoved og en krop der var formet som en tændstikmand. “ Det er måske bedre at i efterser de filosofiske overvejelser i har gjort jer. At alle jeres tanker bliver sat i rotation omkring punktet. Hvis alt det i har tænkt ikke eksistere.” sagde Tasheren. 

“Hvad hvis alt hvad vi har fundet ud af indtil videre er et tankespind et spindelvæv af løgne og en gang kejseren i nye klæder. Hvad hvis det vi forestiller os vi er kommet frem til er en stor gang blår i øjnene,” sagde Tjavs. “Vi kunne med et tankeeksperimentet forestille os, at man ikke har nogen krop, men at ens hjerne er tilsluttet en computer og ligger i en særlig væske i et kar. Man kan eventuelt også forestille sig, at alle andre mennesker ligger som andre hjerner i separate kar. Ideen er, at man skal indse muligheden for, at alle individuelle oplevelser i stedet for at bunde i noget virkeligt, er resultatet af en »gal videnskabsmand«, der manipulerer os igennem et apparat til simulation af en mere eller mindre fiktiv virkelighed.” Sagde Cyber Zen.

”Jeg må bemærke, at selvom dette scenario ikke er særligt sandsynligt, så skulle den erkendelsesteoretiske pointe alligevel være, at scenariet aldrig fuldstændigt ville kunne udelukkes.” Sagde Sophie.

”Selvom (så vidt vides) ingen filosoffer nogensinde har påstået, at scenariet skulle have noget på sig, så er de fleste alligevel enige om, at tankeeksperimentet viser noget om menneskets epistemiske situation – og derfor er et godt udgangspunkt for tænkt diskussion.” Sagde Celina. ”Man må som tænker tvivle på alt, hvad hvis vi ikke findes som andet end, en tanke i hovedet på gud. Hvad hvis vi stadigt er støv og ikke eksistere som andet end sjælespor i et skyggespil udenfor altings ophav.” Sagde Penelophe. ”Enten regner det eller også regner det ikke.” Sagde Celina.

”I virkeligheden er det alt på en brat som en opvågning, så planket som

svanevinger der synger i luften, intet at nå andet end livet, at finde ind til sig selv og verden, der bare suser der ud ad motorvejen.” Sagde Tjavs. Intet eller alt, som et søm banket i virkeligheden, vinterblomster og villende læber, for foden af verdens tag , at finde ud af verden og ind, universet, ekkoer stivner som skyer over himmelen. Sagde Penelophe. ”Alt på vej igennem lufthuller, brostens belagte gader, vandrende, paddehatteskyer over nattens maskine, hattemagerer der glemmer kasketten, knapper der springer op og i.” Sagde Sophie.  ”Intet, et hulrum af ingenting, jeg hælder noget op for ordens skyld, alt eller intet er halvt fyldt med metaforer, orkesteret stemmer i til tiden, verden er bare verden og det er nok.” sagde Cyber Zen.

”I siger hvad hvis alting er intet og intet er i det hele som en fylde, hvad hvis vi lever i en boble der kun består af tanker, og ikke findes som andet end det, en tanke fra en fjern drøm om at eksistere jeg tvivler på at det er andet end en tanketorsk.” Sagde Celina. ”Jeg må medgive at det er svært at tro på at alt det vi har erkendt ikke skulle være rigtigt, for vi har gennemtænkt, hvad der er at findes undre de sten vi har fundet, og for mig er det ikke målet med tanken, men vejen til erkendelsen, der står og blinker som et fyrtårns grønne lanterne, der er vejen igennem filosofien og poesien for mig.” Sagde Tjavs. ”Hvad hvis denne samtale slet ikke finder sted.” Sagde Sophie. ”Jeg er ret sikker på at det gør den, men hvis den ikke gør så tvivler jeg på om vi i virkeligheden eksisterer, som andet end sprællemænd der fægter i luften, med arme og ben. Vi er trods alt ikke skarpeloner, men hvis vi var ville vi så kunne tænke os til at eksistere som andet end mennesker.” Sagde Tjavs. ”Vi har en sjæl men hvis vi skulle være andet end mennesker skulle det være engle, og når de bøvser lyder det som jazz, fordi vi tænker er vi til og fordi vi kan tvivle ved vi at vi tænker.” Penelope.

 

 

                                                                      Nonsens

 

De seks verdenspoeter samlede deres gear sammen, og gik hen til tennisboldtasheren. Sophie lagde sit hoved på skrå, og mumlede “Hvad bliver det næste.” Tasherens boldmund begyndte at vibrere. “ I skal hente Kærlighedens totempæl, på kanten af der hvor universets kilde har sit udspring, der står et rumskib klar oppe på taget og venter på jer.”  De seks tog elevatoren op og satte sig ind i rumskibet, en pilottasher  trykkede på tre gule knapper og de for igennem hyberspace, og for lang ud på grænsen til der hvor universet engang havde haft sin yderste udkant. Deres ure smeltede.

Boran stirrede ud af vinduet fra rumskibets indre, det var mørk nat og han skuede ud mod stjernehimlen, Tasheren fortalte at det mest bemærkelsesværdige ikke stjernerne men alt det tilsyneladende tomme rum mellem stjernerne. Det tomme rum er fyldt af en mystisk mørk energi. Astronomerne ved ikke, hvad den mørke energi er, men de kan se at den får universet til at udvide sig hurtigere og hurtigere.

Universet består af 70% mørk energi - og astronomerne har ingen anelse om hvad det egentlig er. Et bud er at der er tale om "vakuum-energi" altså energi som er til stede i det tilsyneladende tomme rum. Ifølge Einsteins ligning E = m c2 har denne vakuumenergi masse. Det betyder, at vakuum-energien har en gravitationsvirkning på Universets udvidelse. Men bemærkelsesværdigt nok er vakuumenergiens virkning den omvendte af stofs. Stof forårsager at udvidelsen går langsommere og kan med tiden standse eller vende den. Mens vakuum energien skulle få udvidelsen til at accelererer. Så meget tyder på at det tomme rum ikke er helt tomt men indeholder minimale mængder af energi som kan komme til udtryk, fordi Universet udvider sig og da mængden af vakuum derfor hele tiden bliver større og større, vil mængden af mørk energi også stige som en konsekvens af udvidelsen. Rumskibet for igennem et sort huld til tomt rum, hvor tid og rum føltes langsommeligt og udstrakt. 

De landede på en mørk skåning imellem tre store vulkaner, der spruttede papirlava ud, Penelophe samlede et ark op, og forsøgte at læse det men det stod med en skrift ingen af dem forstod. En flyvende bil nærmede sig og begyndte at larme med udrykning. Den standsede ud for dem og to oprørske spartaere forklædt som tankebetjente. Trådte ud og pegede på Tjavs med nogle ildevarslende maskinpistoler. Tjavs var helt følelsesløs af angst, hans kæber var ustyrlige og dirrede krampagtigt. Snehvid i ansigtet blev han stående under halogenlampens lys. Prøvede at kikke ind i sin sjæl for at samle mod, men hans hjerne var lammet af frygt. Han så en brun kakerlak flakke rundt omkring hans ansigt. Han vendte og drejede sig rundt om sig selv og prøvede ikke at stirre ind i tankepolitimandens øje. Han stak hans rystende hænder ned i cowboybukserne. Og knyttede dem, mens han ikke kunne lade være med at føle sig overvåget, en smerte i hjernen begyndte at dukke op, som om hans tanker blev stjålet og leveret tilbage, som sorte huller i hans bevidsthed, krøllede som staniolpapirs klumper. De To Tankebetjente var de ultimative sandheds fortrængere, og da de fyrede deres maskinpistoler af imod de seks verdenspiloter, føltes det som om de blev ramt af en forstands kortslutning. Tiden begyndte at føles som en durabel kanin der går baglæns. Penelophe svarede igen ved at bruge hjernevaskerkrukkens vand som hun sprøjtede ud over de to tankebetjent, de blev herefter så melankolske at de satte sig ned i skrædderstilling og græd. Så virkeligheden føltes som en ballon  der er sprunget. De seks verdenspoeter stjal Politibilen og farede af sted ud over det golde landskab, hvor de søgte på må og få. I horisonten kunne de skimte en flok, mennesker samles. Det viste sig at være en lokal indianerstamme, de kunne høre dem synge efterhånden som de nærmede sig flokken. Sophie svingede kærlighedens pendul over deres ansigter, Indianerne lagde sig ned i støvet og begyndte, at tilbede hende, ved at bukke sig i støvet, Imens tog Celina og Cyber Zen Totempælen Og Spænde den  på taget af politibilen, bragte den med tilbage til rumskibet og returnerede til Aros.

Da de satte sig ned i en sofa under Aros følte, Tjavs det som om han havde fået hukommelses svigt. Mens To Kustoder med lidt for spidse hjørnetænder, bar Kærlighedens totempæl ind i et laboratorium til nærmere undersøgelse.

 

 

 

                                                   

                                                    Reciprokt

 

Celina snakkede med sig selv. “ Det er rigtigt tankernes fylde svømmer over for mig, tag tilbage til udhulet filosofi. I opfører jer komisk venner, ualmindeligt komisk. Se på mig jeg ler af jeres trang til at stille spørgsmål. Se på mig jeg ler, ikke sandt , ha ha ha.” “Celina sagde tjavs, min veninde, tal til mig om verden og de store spørgsmål til livet, men fri mig for den grå hverdag.” Hun tav stille som en muldvarp og ventede. “Jeg tror at vores fælles kærlighed til viden, er som en mark fuld af blomster, der er sprunget ud og  varmer sig i solens klare genskind. I menneskehedens mest fundamentale forståelse er solen en lysende skive på himlen, hvis tilsynekomst over horisonten forårsager dag, og hvis fravær betyder nat. Den er det centrale himmellegeme, hvoraf livet på Jorden afhænger, og det har man fra de tidligste tider været sig bevidst.

Solens regelmæssige daglige og årlige tilbagekomst blev ængsteligt afventet og besværget med kultiske og magiske ritualer. Særligt har solformørkelser udløst bestyrtelse og frygt. I oldtidens Kina, hvor solen var symbol for østen, forår, mandighed (Yang) og fødsel foruden for kejseren, troede man, at en drage ville sluge solen og forsøgte med stor larm at få uhyret til at give den fri igen.

På samme måde, er det med vores filosofiske tanker, hvis vi ikke plejer og bliver ved med at stille spørgsmål, formørkes vores tanker, vi må derfor kæmpe mod, sandhedens uhyre og tvivle på virkeligheden som eksisterer og intetheden som aldrig må vinde indpas.” Sagde Tjavs “ Der er ikke noget at tale udenom. Det er helt blip blob alt sammen” Sagde Cyber Zen og trak på skulderne som om han vidste at de andre var enige. Boran betragtede ham med et nedstirrende blik og vendte derefter ryggen til ham og satte sig ned i en sort sofa. Derefter stod Tjavs tilbage i sine ørkentanker og pressede håndfladerne mod sine tindinger. Så spænede han gennem stuen, med et cirkelspark ramte han et glas hvidvin der farede over bordet og landede mod gulvet, klirrede. Livet, sagde han Sikken et hult og tilfældigt eksperiment.

Josefine Tasher der havde stået i hjørnet og betragtet optrinnet, trådte frem og sagde “filosofien er ikke bare opført for tankens skyld, den lykkefølelse, der kommer ved at tænke en tanke til ende, er sig selv vær. Udover noget eksistentielt, spørgsmål til det værende, som eksempelvis hvem er jeg – hvorfor er jeg? Som i allerede har stillet jer Er det at filosofere også noget som forholder sig til andre felter, såsom videnskab, kunst, religion osv. Det er ikke kun spørgsmål om ”tingene i sig selv” – deres natur, men hvordan og hvorfor tilskriver vi ting, begreber og handlinger mening - hvilken betydning har meningstilskrivningen. Så det rummer også spørgsmål om det erkendende At reflektere over det uforklarlige – det det er vanskeligt at få hold på, alt dette har i nu snuset til på jeres rejse igennem tid og rum. Nu er det på tide at jeres tanker fører jer tilbage til det inderste dybe, at i søger i jeres sjæl. opnår nærvær i nuet og samhørighed med livet.”  En tasher klædt i orange dragt trådte ud af en flaske absint og sagde til de seks Verdenspoeter.

I er alle skabt ud af tanker, og til støv vil I vende tilbage. Tænk over den ende, der venter jer, og følg ikke undertrykkerens sti. Lyt til Guds vers, som Han, der er det hellige Lotustræ, fremsiger for jer. De er med sikkerhed den ufejlbarlige balance, stadfæstet af Gud, Herren over denne verden og den næste. De får menneskets sjæl til at flyve mod åbenbaringens daggry, og enhver sand troendes hjerte bliver badet i lys.

Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling!
Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød, jeres løn for noget, der ikke mætter. For uden tro er der ingen tanke, sagde Tasheren.

 

 

                                                    Digternes runde bord

 

Når forfattere dør skriver man om dem, at de havde sit eget univers. En undersøgelse foretaget af yngre Verdenspoeter og Tashern fastslår da også, at havet i poeternes bryst nu lå som et spejl, at stjernerne i deres øjne var falmede og hjernens galakser forsvandt med lynets hast og at det var begyndt at sne i deres ører. Boran gik rundt om sig selv, og standsede op, og stirrede på Josefine Tasher. ”Hvad sker der med digtere når de dør.” Josefine standsede op og lod sine tanker vandre, ”de kommer til digternes runde bord, hvor de skriver videre for englene,” sagde hun. ”Vi har kontakt til den anden side, på den vej hvor kun engle findes, Vi kan høre deres tanker, når vi drømmer, men ikke tale med dem, prøv at lytte i din næste drøm og du vil høre dem tale til dig, hvis du fokuserer.” Boran lagde sig på en drømmeseng og lyttede i sin drøm. Den første poet han hørte, var Michael Strunge  »Knuser uret med mine tanker
- jeg lever kun med livets hastighed Endelig det lader til at jeg ved nu - at jeg ikke har
et uforgængeligt selv. Han så Strunge i punkertøj kun brudt af to vinger der stak ud gennem huller i hans læderjakke. Han vinkede med hånden og forsvandt ind i en grå sky. Den anden digter han hørte var Johannes L Madsen tanken får ord for at være,
en rytter med flagrende kappe, der rider henover natten og natten, får ord for at være, en flagrende rytter, der rider med mørkets kappe. Henover himlen og himlen får ord,
for at være det flagrende mørke der, rider med nattens kappe, henover månen og månen, får ord for at være en rytter, der rider med flagrende kappe, henover mørket. Boran så Johannes vandre op ad en regnbue, mens han i venstre hånd tegnede ord i en notatbog. Den tredje digter der dukkede op med stok og høj hat var Hc Andersen, der talte direkte til Boran. Ydmyghed har hos mig næsten altid at gøre med om man er orienteret mod verden, oftest også dens skaber, Gud, eller om man er orienteret mod en selv. Jeg udstiller selvglade og selvtilstrækkelige personlighedstype. Kendetegn er smålighed, intolerance, et lukket sind, ufølsomhed, utilfredshed og arrogant stolthed. Den stolte mener, alt godt skyldes ham/hende selv. Den ydmyge ser derimod verdens indretning og egne livsomstændigheder som en gave fra Gud, og stiller sig tilfreds med livet, ja takker (Gud) for alt. Boran vendte sig i dynen der var indhyllet i sved,. Søren Kirkegård brød ind i samtalen. ”Dog, den der spotter Andre, han spotter sig selv, og det er ikke for Intet, men en dyb Spot over Dig, et sørgeligt Bevis på, hvor ledeløs Din Sjæl er, at Din Livsanskuelse koncentrerer sig i én eneste Sætning ‘jeg siger bare enten – eller” Etikeren hævder, at det ikke først og fremmest er vigtigt, hvad man vælger, men måden at forholde sig til valget på, altså den eksistentielle forpligtelse, som er forbundet med det. Videre hævder jeg, at mennesket føder sig selv som fri ånd ved at vælge sig selv. Kirkegård lettede på hatten og skubbede Boran ud af drømmen så han faldt ned, af sengen og vågnede. Boran gik hen og skrev drømmen ned, mens han fortalte den til de 5 andre kammerater. ”Jeg forsøgte at komme til at tale med digterne i mine drømme. Men jeg fik ikke et ord indført. Sofie faldt i søvn og ind i den anden verden Hendes ekstatiske verdens gulv, er hvid som pelsen på en sælunge. Underskoven spirede af modne jordbær, der til tider sprang som kastanjer i ilden og regnede kaotisk nedefra. Loftet var ikke synligt, som andet end nardussens blå paletter, der svimlede rundt om månens pupilløse øje. , den melankolske verdens  gulv var sort af slagger der klistrer sig fast til hendes bare tær. Bjørneklør af metal var den eneste vegetation. Vinden er frosset til stivhed af kulde. Her sværmede kakerlakker med sølvpapirkugler på ryggen og agerede regn. Loftet var en tung brostensbelagt kuppel der tilbageholder alt lys. Sophie stirrede ind i begge verdener men for at ånde måtte hun blive lige der på grænsen.En sort anakonda slangede sig gennem de statisk elektriske bjørneklostængler fra den melankolske verden. Op gennem en mørk slugt og helt hen til Sophies skinneben, som den vikler omkring hende og begynder så at trække i benet.

Fra den ekstatiske verden kravler en bæver gennem en grøn vandpyt af honning, helt hen til Sophies andet skinneben hvor den vikler en bambusgren om det spinkle ben og begynder at flå i hende mod den ekstatiske verden. 

 

Som et symptom på hendes tid, begyndende hun at gå i split, så spagat og til sidst nærmede hun sig gulvet.. Der var stor diskussion mellem de midterste organer om hvilke der skulle høre til hvor. Hjertet udvalgte sig til førstevælger og delte organerne ligeligt til hver side.

 

På et ben humpede Sophies halve del ind i den melankolske verden. Hun skiftevis frøs, skar og brændte sig. Kulden, sølvpapirskuglerne og bjørnekloerne gjorde hende ondt. Hun begyndte at føle verdensmerten, Som dunkede en afsky og frygt i hendes krop. Forvirret farede hun rundt som en høne der er i drømmeland. Da hendes cirkler holdt hendes ben i skak. Resignerede hun totalt og lagde sig i sølet og sov en søvn hvis mareridt ikke kunne måle sig med den virkelige verden.

 

I den ekstatiske verden følte den anden halvdel sig mere hjemme, den flåede bæveren midt over og limede med den grønne honning, bæverens halvdel på sig. Så hun følte sig hel. Med bæverens hale gravede hun en tunnel til den anden side, hvor hun i smug løftede sin anden halvdel med sig over på den ekstatiske side. Sophie byggede en ny halv krop af jordbær til hende, så blev de to. Men stadigt den samme. 

 

 

                                                                                       Fremtidsminder

 

Udenfor bladrer foråret sin første side, Penelophe  holdt sit hjerte ud af vinduet. Sammen med halvdelen af sin overkrop, vinden aer hendes brune hår til ny frisure. Verden venter udenfor en  cirkulær katolsk kirke, hun tilbeder et stykke frost sprængt, græsmark, orkantræ og fuglevinge,

ser det store i det simple det er nok. kaffen funkler hot,  giver hende to luft flasker sol,  eller sagt på en anden måde, hun holder Verden til brystet,  og forårets første pollen stiger, i gennem hendes næse som en rus, ren natur breder sig igennem hende.

Tjavs er typen der har ord for alting en bemærkning til alt, han gik som et levende lagen gennem Europa hele vejen til Nepal. Satte sig ned og kikkede ud over bjergene, en munk kom forbi med en blomst og plantede den i hans hår. Han spurgte som alle europæere gør, hvad laver du munk, jeg samler blomster, Han spurgte hvorfor, men munken gav ham bare endnu en blomst i håret. Han lærte sig til bage og gav sig til at meditere over alle verdens ord, han sad så længe at blomsten kastede frø og der groede nye blomster i hans hår. Så var det han sagde, det bliver nok endnu en sang om kærlighed, og han rejste sig op og begyndte at går rundt i cirkler, han gik så længe at han trådte en sti i sandet. Så samlede han alt sandet op i sine sko, satte sig i cirklen og ventede, han sad helt stille og sagde ikke et ord i flere år men munkene blev ved med at komme forbi og bestøve ham med Vin, Honning og Mælk.

Han blev typen der har alt at tænke om ingenting altid en tanke, så var det en dag at blomstrende blev til duerne der lettede hver dag fra hans lille cirkel de fløj omkring med skrevne ord ved venstre ben. De landede omkring hos andre der sad og cirklede rundt, i andre lande med andre blomster og duer der lettede og de begyndte at tale om de store ord de engang skulle sige. Til sidst hviskede de det til jorden, hun vidste det godt, det eneste de ville sige var fred men den fred var der jo allerede i centrummet af cirklerne, som et ekko af altings groende græs, at lytte til var nok.

De fem andre dukkede op over en bakkekam, og de satte sig alle i en rundkreds, og foldede deres hænder sammen. “hvis vi tænker os om så finder vi ro.” Sagde boran.

“Vi finder et oprør imod de ensomme spejles unavngivne rejser, nedbrudte normer i mellem hænderne på min generation, falske normer og etiske pandaer med hænderne fulde af håb, fantasi tatoveret i nakken som en stregkode til Apollo.” Sagde Cyber Zen. ”Erkendelser uden for virkeligheden som klarsyn og lyn. Erindringer om noget større end verdens fastlåshed, fremtidsminder fra mine gennemsyrede drømmedam, forbindinger af forbindelser til det religiøse paradoks.” Sagde Celina.
” Vi finder frankerede svarkuverter til endestationer udenfor kaos, underfundige kosmos. der ikke eksisterer udenfor rummet. Uendelige cirkler fra den inderste dybe kompasrose, plastiklommer fyldt med påfugles fjerboa og fuglefløjt.” Jeg tror vi finder. ” Musvågesvæv igennem bibliotekernes overlæssede fortid, faldskærme i blæsten af rundsave der flår sig igennem luft, landingstilladelse til betonstorme, hjernestorme og udveje, ophør med at eksistere som andet en nedfældet poesikanon. Sagde Boran. Som de sad der og havde fremtidsminder, om en større og fantasifuld verden dukkede en syngende fredsdue frem under deres øjne på samme tid, og hviskede, en uforståelig fredsang, komponeret af fløjtende lyde, der sværmede dem ind i en søvn, så deres tanker og sjæl cirklede omkring hinanden. Som penduler i rotation omkring et hult tomt centrum. Duen landede i midten af cirklen, og begyndte at spise vild hvede, og vandrede så rundt imellem gule bobler, der cirklede rundt omkring dens næb, som den prikkede huld på, så der lød et brag og verdenspoeterne vågnede. Det tog dem 3 dage og 3 nætter, at sunde sig. Hvorefter de begyndte at vandre, imellem forårets træer hvis blade var sprunget ud.

 

 

                                                                     

                                                                      Epilog

 

Tasherne overlod de seks verdenspoeter til en stille morgensøvn, mens de pakkede sammen, for at rejse tilbage til Orion i caciopeia. Som om det havde været en uvirkelighed, eller en drøm i drømmen. Vågnede verdenspoeterne. Tjavs vidste instinktivt, at der var noget  undervejs, for da han vågnede som den første, kunne han høre at samtalen drejede sig om dem. De Tashere der var tilbage farede hastigt rundt, mens Josephine Tasher ledte dem, i oprydningsarbejdet. Josephine  tog imod  en  et sendebud der kom ind af elevatoren, og trådte ind i drypstenshulen, under Aros . Han lignede en blanding mellem en hund og en pingvin, som han stod der, med hård over hele kroppen, og i sin fineste habit. Josephine gik hen og spurgte.  “Jeg har hørt at der endeligt er sluttet fred mellem Tasherne og Spartaerne, Vi har gjort klar til afrejse, kan du tage dig af verdenspoeterne, når vi er rejst. Den Behårede Tasher vippede med hovedet. Og gik hen og vækkede, Verdenspoeterne. “Det er overstået for nu i har fuldført jeres mission, nu er det tid til at i leder efter visdommen i almindelige blækklare steder, i har søgt visdommen og fundet den.” Sagde den behårede Tasher. Verdenspoeterne faldt i armene på Tasherne og krammede dem. Kort tid efter fløj Josephine og hendes Tashere af sted med rumskibet. Bag ruderne i rumskibet vinkede en flok hænder, Josephine holdt et hvidt tørklæde, der var vådt af tårer. I en blanding af lettelse og nervøsitet, foldede hun det sammen. Og de seks verdenspoeter var ladt alene.  

De vandrede til Risras og satte sig ned i kælderen, bestilte en vandpige, og lod Bananrøgen gå i cirkel venstre om,. Røgen Penelophe pustede ud, blev til et tempel

Som indhyllede dem, og lod deres tanker vandre Ind i den ottende dimension, hvor tankerne blev til honningbistader, en meditations klart skinnede sø. Jazzen gjorde tomhedens fornemmelse mere al dente, mens de åbne mundes læber foldes og
understregede den fornemmelse af at de var på toppen af bjerget. ”Når bannerne rulles sammen og ebbe bliver til flod når du ved at du ikke kan komme højere eller blive højere og derfor må du nødvendigvis snart falde eller springe.” Sagde Celina.
Vi gik igennem drømmens tag uforandrede hen blev til verdenspoeter med filosoffers udtryk en afsindig, afsindet tidløs glæde. Begyndte med et begreb om kærlighed. Luften føles nu så ren og forfriskende igen Sluttede med at vide en kvist af et storkronet egetræ. Sagde Boran. ”Vi lærte os at flyve, gennem universet uden vinger vi lærte os at flyve, under kærlighedens fjer. Et efterår på langstrakte høstmarker, så en vinter fyldt med sne. Tårer i puder og fadervor til tiden. Søvnløse nætter, en kæmpe kande og nu er det endeligt atter forår.” Sagde Sophie. Sådan som Verdens opblomstring poesiens blå blomst bliver plukket nu Spirende poet I ventesalens palmekravlende opad Ufuldendte ord evige erindringer flyvske sætninger Solen i skyggeevigt sorte mørkning altings nye start Venus røde nød tyngende hjertebankegyldent måne par Smøgens glød med røg inhalationens sugaske på aske Sagde Cyber Zen. Tjavs fik det sidste ord. “Hvis verden er en hallucination er der en tryllekunstner, der griner af os så højt at vi før eller siden vil høre det. Mennesker tvivler mens gud ler af dem.”